Forsiden   -     Infoman    -     From Dust to Dust - Really?

From Dust to Dust – Really?

Kaare Kristensen

 

 

 


 

 

 

 

 


 

 

 

 

 

From Dust to Dust – Really?

Kaare Kristensen

 

”Hvad skal der stå på din gravsten? – Spurgte jeg mig selv.

Jeg blev hurtigt grebet af tungsind, standsede grublerierne, gik på nettet  og søgte på ”gravestone” AND ”inscription”.

Det var interessant! Jeg fandt f.x. denne helt aktuelle inskription på en gravsten sat for en falden U.S.-soldat i kampen mod terrorisme i Afghanistan:

"Great harm has been done to us. 
We have suffered great loss. 
And in our grief and anger we have found 
our mission and our moment."

-- President George W. Bush, September 2001

 

Men som 64 år akademiker forestiller jeg har ikke, at jeg vil dø på slagmarken.

Men blandt utallige forslag, faldt jeg over følgende:

From Dust to Dust

- Really?

Den tiltalte mig. Og straks satte den tanker i gang.

Fyren havde jo ret. Jeg bliver jo ikke til støv, men fortrinsvis til bakterier. Og jeg er ikke kommet af støv, men af enæggede kønsceller. Den encellede organisme er vort ophav og endestation. Er det noget at skamme sig over? Bestemt ikke. Bakterien – et forenklet udtryk for samtlige encellede organismer – var enerådende på Jorden de første 500 millioner år. Herudfra udviklede de flercellede organismer sig – herunder mennesket. Men sidstnævnte brugte kun ca. 5 millioner år til sin udvikling. Og kulturudviklingen – som vi jo er så benovede over – har siden grækerne taget 2.300 år. Dette er faktisk 1.800 år for meget! For i tilfælde af at grækerne havde haft magt som forstand, så ville romerriget og middelalderen helt kunne være undgået, og grækerne kunne være fortsat lige ind i den udvikling som skete i renæssancen omkring år 1.500. Kort sagt: vor kulturudvikling er noget uhyre simpelt , som ikke behøvede at tage mere end omkring 1.000 år. Det forudsætter blot videnskab og tusindvis af krige til at nedbryde de gamle strukturer – såvel materielle som åndelige.

 

Næ, det geniale ligger ikke i makro- men i  mikroverdenen! Dette udtrykkes i Kingo’s gamle salme:

”Gik alle konger frem på rad

I deres magt og vælde

De magted ej det mindste blad

At sætte på en nælde”

Ligeså med videnskaben i dag. Ville den på bar bund kunne opbygge en bakterie? Nej – langtfra.

Og hvilken genial organisk byggesten er bakterien ikke! Den kan fremstille alt slags materiale: det hårdeste: tand-emailje, elektriske paneler: den elektriske ål og som hos mennesket få milliarder af celler til at samarbejde og skabe et styrende organ: hjernen med dets bevidsthed.

 I sine utallige variationer som encellet organisme kan den overleve 10 km nede i bjergmasserne, i vulkaner over 100 graders varme. Og m.h.t. stofskifte, så kan den leve af fosfor i stedet for ilt.

Bakterien er det simpleste liv vi kender på Jorden. Den var der for 3.5 milliarder år siden. Kunne den være kommet udefra?

Ja, formentligt. Vi har fundet bakteriespor fra sten udslynget fra vulkaner fra Mars og som har været 15 millioner år om at nå Jorden via en omvej omkring Solen.

Hvis en bakterie kan overleve 15 millioner år i rummet, så kan den nok også overleve 150 millioner år i rummet. Og dette betyder, at den sagtens kan være kommet fra selv det fjerneste sted i Mælkevejen.

 

Nu bliver det interessant. Vi véd i dag, at hver eneste atom på Jorden stammer fra Super-nova eksplosioner i Mælkevejen og nærtliggende galakser. Super-novaer er sjældne, men eftersom der er 100 milliarder sole i Mælkevejen, så går der kun 25 år mellem hver super-nova-eksplosion. Ved denne begivenhed sendes halvdelen af kæmpestjernens masse ud i rummet – svarende til ca. 2½ sole, som igen svarer til 2,5 millioner planeter af Jordstørrelse. Det betyder, at der årligt udspredes 100.000 Jord-masser i Mælkevejen eller 1 Jord-masse hvert 5. minut.

Mælkevejens diamanter er på 100.000 lysår. Udbredelseshastigheden fra en super-nova-eksplosion er 1/100 af lysets hastighed. Dette betyder, at det vil tage 10 millioner år for supernova-materialet at nå fra Mælkevejens yderpunkter, men normalt vil rejsen være den halve ( 5 millioner år) dvs. fra eksplosionsstedet og indtil det opsuges i et solsystem. Endvidere ser vi, at det vil tage 2 milliarder år for supernova-materialet at komme fra Andromeda-galaksen til Mælkevejen, hvilket ikke er overvældende.

Eftersom Jorden har eksisteret i 4 milliarder år, så  har den modtaget materiale fra 160 millioner super-nova-eksplosioner i Mælkevejen og det halve dvs. 80 millioner super-nova-eksplosioner i Andromeda-galaksen. Tallene fra de øvrige nærtliggende galakser er ikke medtaget her. Det samlede tal mindskes noget, idet et andre himmellegeme kan være kommet ’på tværs’ og har opsuget stoffet – specielt vor egen Sol.

Men det samlede billede er en enorm materiale-udveksling i rummet – og ser man på Månens krater-overflade får man syn for, at det vitterligt også er tilfældet.

 

Ville en supernova-eksplosion kunne sprede bakterier i Mælkevejen? Ikke direkte – idet varmeudviklingen forvandler alt stof til luftarter og ligger svimlende højt over, hvad bakterier kan tåle.

Men indirekte er det let at forestille sig! Lad os forestille os, at Jorden blev ramt af et himmellegeme på størrelse med Månen. Farvel og tak til alt liv – undtagen bakterien, som bl.a. lever 10 km nede i klipperne. Hvis bjergmasser fra en sådan eksplosion slynges ud i rummet og senere hen støder sammen med en anden planet, så har man en model for, hvorledes bakterier kan spredes solsystemerne imellem. Måske nedsættes hastigheden fra 1/100 del til 1/10.000 del af lysets hastighed, men så tager det immervæk kun ca. 20.000 år at nå frem til nærmeste solsystem. Dette er alt sammen rimelige antagelser og derfor er det ikke urimeligt at konkludere, at bakterien er Mælkevejens biologiske ursystem, formentligt udbredt til alle planeterne.

 

Hvad slags liv det så har givet anledning til – uha, det er for uhyggeligt spændende til at spekulere nærmere over. Men det er jo svært at lade være. Lad os derfor nok engang anspænde forestillingskraften.

De centrale stjernesystemer i Mælkevejen har eksisteret 4 milliarder år længere end vort solsystem. Det betyder ikke, at livet er 4 milliarder år længere fremme end på Jorden. Man må forestille sig, at udviklingen af bakterien er gået uhyre langsomt, hvorfor de centrale stjernesystemer måske ’kun’ har en ½ milliard års forspring. Men eftersom der vil være tale om millioner af planetsystemer, som har dette forspring, så må man næsten konkludere med 99,99 %’s sikkerhed, at Jorden er bagud, uopretteligt bagud – med måske 500 millioner år.

 

At gisne om, hvad disse 500 millioner år er blevet brugt til er lidt for vildt, men jeg kan nævne, hvad jeg selv forestiller mig menneskeheden de næste par hundrede år vil sætte i gang eller blive vidner til.

 

Øjeblikket – vi lever i – er en storladen eksplosion af forandring i biosfæren – en mægtig omvæltning, der kan sammenlignes med en supernova-eksplosion på det fysiske plan.

Den første revolution, som vil ske indenfor de næste 25 år, vil være skabelsen af atomart liv. Det vil være et alternativt liv til biosuppe-sfæren. Det atomare liv  vil bestå af mikromaskiner og -computere på bakterie-niveau, men med en effektivitets-forøgelse i størrelsesordenen én million. Mennesket vil qua sin biosuppe-struktur blive ladt tilbage – forhåbentligt æret og respekteret, men uden indflydelse.

Den anden revolution, som kan ligge et par hundrede år fremme i tiden,  vil være skabelsen af subatomart liv dvs. selvstændigt liv (nanomaskiner – og computere) inde i atomkernen. Kvantemekanikken beskriver atompartikerne som værende såvel stoflige som havende en elektromagnetisk bølgenatur. Bølgenaturen muliggør informations-lagring i atomkernen v.hj.a. frekvens-modulation (ligesom TV-signalerne). Den stoflige natur muliggør ’stof-manipulation’. Det interessante ved subatomart liv vil være, at det kan etableres i selve Solen (stjernen), og derved åbne op for uendelige energiresourcer.

Mens den første revolution væk fra biosuppen (bakterien) vil være mekanisk d.v.s. producere mekaniske væsner på bakterieniveau og opefter, så vil den anden revolution skabe lysvæsener, som primært er bosiddende i atomet, men som naturligvis kan integreres i mægtige lysvæsener – fra bakterie- til stjernestørrelse.

 

Består vi, mennesket, evt. allerede af sådanne ’berigede’ atomkerner? Måske?!

Hvad vi med sikkerhed kan sige om ’det støv’, som præsten taler om ved vor bisættelse, er, at det er meget gammelt! ’Støvets’ atomkerner har været med ved universets skabelse, Big Bang, for 13 milliarder år siden. Derpå har det med sikkerhed indgået i dannelsen af en kæmpestjerne, som i løbet af 1-2 milliarder år er forvandlet til en supernova. Denne proces har gentaget sig, således at vore atomer har indgået i 2-3 supernova-eksplosioner. Den sidste har ført stoffet til Solen, som i nogle voldsomme eksplosioner har dannet planetsystemet. Derpå har atomerne været igennem hundrede milliarder af livscyklus’er – primært bakterier – indtil det nu er blevet os mennesker til låns i godt og vel 70 år – for så  igen blive til bakterier m.m..

 

Men måske er der spor i atomets kerne efter denne 13 milliarder års lange og begivenhedsrige historie? Jeg forestiller mig, at der evt. er sket visse modulationer af atomkernens elektromagnetiske bølger. Grundstof-forvandlingen, som sker i forbindelse med en super-nova, kan den måske have sat sig nogle spor? Eller Big Bang – har den sat sig spor? Vi er så dygtige til at finde spor i indlandsisen, i planterester (kulstof-14 metoden) etc.. Tænk om vi kunne finde spor i atomkernerne, så vi på den måde finde frem til det enkelte atoms 13 milliarders års færten i rummet.

 

Tilbage til gravskrift-inskriptionen:

From Dust to Dust

- Really?

www.kaarekristensen.dk

 

Se, den inskription kunne jeg tænke mig at bruge! Nu kan folk fra kirkegården gå hjem, tænde for computeren og at læse denne lille tankerække.