Externalisering           Indhold         Kap. 1          Kap. 2          Kap. 3          Appendix           Referencer
- Kaare Kristensen

 

- 78 -

III KAPITEL:

 RELATIONER MELLEM EXTERNALISERING, VIDENSKAB OG PSYKOLOGI

 9.         Videnskabens metode opfattet som en metodisk udnyttelse af forædlings-gevinsten ved externalisering.

 Vi skal i dette afsnit foretage den bebudede uddybning af den abstrakt, rationelle erfaringsdannelse (se s.76 og figur 16 s.71). Idet vi påpeger, at dens udgangspunkt er en metodologisk (og evt. en ontologisk) materialisme, så undersøger vi, hvilke fordele (externaliseringens forædlings- og frigørelsesgevinst) og ulemper (erkendelses-teoretiske vanskeligheder), der knytter sig til den abstrakt rationelle erfaringsdannelse.

 9                    Relationen mellem abstrakt erfaringsdannelse og ontologiske forhåndsantagelser.

 Det abstrakte sprog må antages at være opstået udfra en forståelse for, at øjeblikkets konkrete genstande og begivenheder trods deres iøjefaldende forskellighed også har vigtige fællestræk. Abstrakt tænkning består således i at se bort fra fænomenerne i deres fulde individualitet og i stedet hæfte sig ved et enkelt strukturelt- og/eller funktionelt fællestræk.

 I årtusinder domineredes denne abstraktion af en dualistisk verdensopfattelse, hvorefter tingenes fællestræk primært opfattet som af metafysisk natur og derfor primært måtte erkendes af personer med privilegeret adgang til den metafysiske verden (e.g. forestillingen om urene dyr udsprang således af åbenbaringer, hvori visse dyr blev præsenteret som urene). Verden blev således i overvejende grad klassificeret moralskt, hvilket muliggjorde moralsk adfærd, som førte én på god fod med de styrende kræfter.

 Af mange grunde modnedes efterhånden den tanke, at tingenes fællestræk er af

- 79 -

materiel natur. Monismen er således grundlaget for den empiriske videnskabs primære forhåndsantagelse. Ifølge denne består virkeligheden af relativt få grundelementer, som, hvis de var isolerede, ville indgå i relativt simple vekselvirkninger med hinanden. Men grundet en ufattelig sammenblanding af disse grundelementer, så består den konkrete virkelighed af konglomerater, hvis indbyrdes vekselvirkninger er yderst komplicerede og forskelligartede. Videnskabens mål bliver derfor at beskrive disse grundelementer på dets forskellige niveauer (se figur 17), idet den abstraherer fra konglomeraternes individuelle natur. 

 FIGUR 17 (M. Bunge, Vol. I, p.326)

- 80 -

Det er vigtigt at fremhæve, at den materialistiske forhåndsantagelse kan – men ikke behøver – at være ontologisk.

Mange dualister går således ind for en metodologisk materialisme, ifølge hvilken den materialistiske forhåndsantagelse er en praktisk arbejdshypotese, men uden ontologisk gyldighed. Berkeley (som var biskop) mente således, at de videnskabelige teorier er udmærkede til at forudsige begivenheder, men ligesom med tommefinger-regler, så er de ingen beskrivelse af verden, som den ontologisk set virkelig er.

 Kort sagt: Vi ser, at idéen bag symbolsproget: dette at se bort fra fænomenernes individuelle natur og i stedet finde strukturelle- som funktionelle fællestræk, i begyndelsen primært gav sig udslag i en søgen efter ”åndelige” fællestræk, som senere med videnskaben afløstes af en søgen efter materielle fællestræk.

 9.2       Videnskabs-metodologiske grundproblemer, deres relation til externalisering, samt den kritiske rationalismes løsning herpå. 

(1)       Den materialistiske forhåndsantagelse og externalisering. 

Når vi i dag ser tilbage, er det klart, at den materialistiske forhåndsantagelse er i bedre overensstemmelse med virkeligheden end den metafysiske. Dette har naturligvis været af afgørende betydning for videnskabens succes. 

Men derudover medførte den materialistiske forhåndsantagelse nogle fordele, såvel m.h.t. metode som materialistisk anvendelse, der knytter sig meget stærkt til externalisering og dens fordele. 

Idet vi senere vil behandle videnskabens anvendelse, vil vi nu skitsere videnskabens metode ud fra det synspunkt, at der i høj grad er tale om et systematisk forsøg på at externalisere erfaringsprocessen, d.v.s. lægge den udenfor individet. Derved drager man nytte af externaliseringens forædlings-gevinster, nemlig:     

- 81 -

 

1)     at ubegrænset mange over et ubegrænset tidsrum kan deltage i forædlingen af erkendelsen, samt

2)     at erfaringsdannelsen progredierer ved virkeligheds-korrektion, idet den korrigeres ved erfarings-objektet.

 (2)       Videnskabens metodologiske grundproblemer. 

Erfaringsdannelsen på grundlag af en materialistisk verdensopfattelse er ingenlunde problemfri. Filosofisk set er den videnskabelige metode ikke stærkere end, at den aldrig vil kunne retfærdiggøre sin metode og dermed sine resultater overfor f.x. en irrationalist eller en skeptisist. Vi vil derfor betragte nogle af dens grundproblemer samt Poppers stillingtagen hertil. Som erkendelsesteoretiker er det Poppers store fortjeneste at have erkendt den empirisk funderede rationalisme’s store vanskeligheder og alligevel at have undladt det romantiske spring udi subjektiviteten. 

 

FIGUR 18:

Oversigts-skema over de grundproblemer, som den abstrakt, rationelle erfaringsdannelse støder på.

(Se i øvrigt teksten afsnit 2 A, B, C og D nedenfor)

 

- 82 -

Popper har i stedet forsøgt at formulere rationalismens stærkest mulige standpunkt: den kritiske rationalisme.

 Med udgangspunkt i figur 18 vil vi nu gennemgå nogle af de grundlæggende problemer, som knytter sig til en rationel erfaringsdannelse, der bygger på den materialistiske forhåndsantagelse, at omverdenens hændelser kan forklares udfra situationens materielle omstændigheder. 

2a)       Målet for erkendelsen er sandhed, og den defineres som teorier der korresponderer med facts. Denne definition, hvis meningsfuldhed A. Tarski har rehabiliteret (Popper, 1972, s.314-318), lægger op til en ”externaliserende” metode, hvor de afgørende momenter ved erkendelsen lægges udenfor individet. Dette er i skarpeste modsætning til den abstrakt, dogmatiske erfaringsdannelse (s.73 ff), der ”definerede” sandhed, som teorier, der korresponderede med den udpegne autoritets udsagn (e.g. paven). 

Spørgsmålene, som denne sandheds-definition rejser for en videnskabelig metodologi, må blive: ”Stilles der særlige krav til hhv. teori og facts for at de kan sættes i extern relation til hinanden?” Samt: ”Findes der logiske regler der kan vise, at teori og facts korresponderer med hinanden?” 

2b)      En teori skal være falsificerbar, hvis der skal kunne tages videnskabelig stilling til dens sandhedsværdi. Dette betyder, at der fra dens mere generelle udsagn skal kunne deduceres specifikke udsagn, der er sammenlignelige med facts, og som kan være i modstrid med disse. 

Dette synspunkt sætter Popper op imod de logiske positivisters meningskriterie, ifølge hvilket kun testbare sætninger har mening. Derved bliver størsteparten af de logiske positivisters filosofiske formuleringer meningsløse i mindst én forstand, men hvad værre er: al dagligdagens sprog og herunder de prævidenskabelige teorier (hvoraf de videnskabelige hyppigt udspringer), alt dette må stemples som meningsløst. Dette er ikke alene klart urimeligt, men

- 83 -

tillige en væsentlig hæmsko for vidensudviklingen fra et prævidenskabeligt til et videnskabeligt niveau (Popper, 1959, p.34-39). 

Kravet om falsificerbarhed indebærer en externalisering af tænkningen på to måder: 1) dels skal teorien indikere externe forhold, som kan være uforenelige med teorien og 2) dels skal teorien offentliggøres, således at den kan konkurrere med andre teorier, der omhandler de samme fænomener. 

2c)      Problemet omkring den empiriske basis udgør den løse ende for enhver videnskab,  da der ikke findes noget ultimativt kriterium på,  at en perciperet empirisk kendsgerning vitterligt kan tilskrives omverdenen og ikke kun de perciperende personers sanseforarbejdning. Det bedste kriterium, man har på en kendsgerning er dens intersubjektive kontrollérbarhed. Dette kriterium er det skarpeste, man har kunnet finde for at udelukke intrapsykiske faktorers indvirkning på de empiriske kendsgerninger og dermed på grundlaget for en objektiv erkendelse. 

For psykologien som videnskab betragtet har den høje korrelation mellem facts og extern struktur den ulempe, at man på forhånd må udelukke det mest fundamentale af alle kendsgerninger, bevidsthedslivet, fra det videnskabelige arbejdsområde. En undersøgelse af bevidsthedslivet kan kun blive videnskabelig, hvis man bruger indirekte metoder d.v.s. at man henfører iagttagelige reaktioner til bevidsthedslivet og herudfra prøver at slutte sig til noget om dets struktur og funktionsmåde (e.g. Rorschach-prøven). 

2d)      Problemet omkring det logiske grundlag for korrespondancen mellem teori og facts udspringer af det forhold,  at en teori logisk betragtet  er et alle-udsagn, mens et facts logisk betragtet er et enkelt-udsagn. Problemet er nu: ”Findes der logiske regler, som muliggør, at man udfra sikker viden om et eller flere enkeltudsagns sandhedsværdi kan slutte sig til noget om et alle-udsagns sandhedsværdi?”

- 84 -

Problemet kan opstilles i en logisk kalkule: 

A: vi antager, at ..........................alle X1-n

er Y

, hvor n à J

B: vi véd, at det enten er

    sandt eller falskt, at .......................X1-k

 

er Y

 

, hvor k er et endeligt tal

C: deraf slutter vi, at det

     enten er sandt el. falskt, at ....alle X1-n

 

er Y

 

 Om denne kalkule – modus tollens – fra den klassiske logik er det velkendt, at kun i ét tilfælde kan man slutte fra A og B til C,  nemlig hvis B er falsk: i så fald er C også falsk. Eller sagt med andre ord: der findes kun ét tilfælde, hvor man udfra viden om kendsgerninger kan slutte sig til sandhedsværdien af en generel påstand om disse, nemlig i det tilfælde hvor kendsgerningerne strider mod den generelle påstand: i så fald kan man slutte, at den generelle påstand er falsk. 

Dette er Poppers begrundelse for, at en erkendelsens logik må bero på falsifikation og ikke på verifikation endsige induktion. Verifikation og induktion er logisk betragtet uholdbar, eftersom man udfra bekræftende viden om en delmængde, B, aldrig kan slutte sig til en bekræftende viden om hele mængden, A

Den logiske kendsgerning, at vi kun kan falsificere vore teorier, betyder, at vi højst kan have viden i negativ forstand, nemlig viden om hvad der er falskt. Kumulationen af den negative viden kan dog også udmærket opfattes som en udvikling mod sandheden, selvom vi aldrig vil kunne afgøre, om vi kender den eller ej. 

9.3       Poppers kritisk rationalistiske erkendelsesteori. 

(1)       Den uholdbare naive falsifikationisme. 

Selvom der eksisterer en erkendelsens logik, som beror på falsifikation, så har Popper aldrig indtaget det naivt falsifikationistiske synspunkt, at erkendelsen

- 85 -

udviklede sig ved en stadig forkastelse af teorier på grundlag af hårde facts (Lakatos, I. & Musgrave, A., s.97).

En sådan definitiv falsifikations-teori må forkastes udfra følgende to forhold: 

            1) Hvis vi sammenholder den eneste mulighed for en erkendelsens logik, falsifikation, med den usikkerhed, der udspringer af problemet omkring den empiriske basis (s.83) så ser vi, at vi end ikke definitivt kan falsificere et generelt udsagn, eftersom et fact kun er en konvention, som beror på det konsensus, der kan etableres på grundlag af kendsgerningens intersubjektive testbarhed. 

            2) Falsifikationens endegyldighed svækkes yderligere af det forhold, at en teori altid kan reddes fra en empirisk falsifikation, hvis der opstilles hjælpehypoteser. Disse kan være berettigede, men bør kun indføres med den største varsomhed, idet de meget let kan forvandle teorien til et kompliceret tautologisk system, der er immun overfor empirisk kritik. 

Popper erkender med andre ord de store vanskeligheder, som den empiriske erkendelse støder på, nemlig 1) at den højst kan tilstræbe viden i negativ forstand, nemlig falsificerede teorier, samt 2) at denne falsifikation aldrig kan blive endegyldig p.gr.a. a) de empiriske kendsgerningers ultimative status af konvention, samt b) at enhver teori kan unddrage sig en empirisk falsifikation gennem opstilling af hjælpehypoteser. 

            På denne baggrund må en videnskabsteori nødvendigvis stille sig tilsyneladende beskedne mål; men vi kender alternativet – den autoritære erfaringsdannelse – tilstrækkeligt klart til vitterligt at kunne mønstre en sådan beskedenhed. 

(2)       Den kritiske rationalisme 

Vi vil nu skitsere hvilke konsekvenser den kritiske rationalismes afklaring af grundproblemerne indenfor den empiriske erkendelse har for videnskabs-

- 86 -

teorien. Her må vi skelne mellem a) Poppers teoretiske videnskabsteori og b) de praktiske heuristikker, der kan udledes heraf. 

2a)       Poppers teoretiske videnskabsteori. 

Popper har selv i sit erkendelsesteoretiske hovedværk, The Logic of Scientific Discovery, givet en overordentlig klar og detaljeret fremstilling af sin videnskabsteori, hvoraf man kan uddrage det hovedsynspunkt, at erkendelsens udvikling progredierer gennem en kritisk-rationel kappestrid mellem teorier. 

Denne kappestrid må på ingen måde identificeres med den forenklede opfattelse, at teorier falsificeres og derpå forkastes. Eftersom enhver teori på forhånd må antages at indeholde både sande og falske påstande, og vi desudagtet har stor fordel af disse teorier, må erkendelsens udvikling bestå i, at vi kritiserer, men beholder vore teorier, indtil vi – bl.a. udfra en hensyntagen til kritikken – har formået at opstille en bedre teori. Videnskabens hovedproblem bliver derfor: ”Udfra hvilke kriterier skal vi sammenligne teorierne?” Poppers svar er omfattende og detaljeret, men kan nogenlunde sammenfattes (som vi har gjort det s.13-14) til at være bestemt af teoriernes falsificerbarhed og forklaringsværdi, samt af i hvor høj grad de har modstået vigtige empiriske test. 

Frem for nu at bringe et længere referat heraf, som næppe har den helt store praktiske interesse for psykologiske forhold, ønsker vi i det følgende at fremdrage nogle heuristikker fra denne teoretiske videnskabsteori, som Popper kun delvist selv har udviklet, og som vi senere skal se (s.98 ) har psykologiske implikationer.  

(2b)     Praktiske heuristikker. 

De heuristikker vi vil fremdrage er følgende tre: 

            1) den psykologiske hold, kritisk og fornuft-indstillet, bør søges fremmet;

- 87 -

2) Kontinuiteten i erkendelsens udvikling fra prævidenskabelige- til videnskabelige teorier må gøres explicit, og  

            3) forskningen bliver såvel mere frodig som mere præcis, når der skelnes skarpt mellem hypotese-opstilling og hypotese-falsifikation, hvor førstnævnte overhovedet ingen begrænsninger pålægges, mens sidstnævnte fordrer den allerstørste empiriske akkuratesse.

 2b-1)   Den rationelle grundholdning

I modsætning til den logiske positivisme’s rigoristiske og idealiserede metodologiske fordringer, så står den kritiske rationalisme nærmest for en slags anti-metodologi i den forstand, at det på forhånd erkendes, at sandheden ikke pr. metode lader sig indfange. Når dette gælder i teorien, hvor praktiske vanskeligheder uden videre kan forbigås, så bliver forskningens vanskeligheder selvsagt ikke mindre af, at den yderligere har disse praktiske vanskeligheder at slås med. 

I denne situation er det nærliggende helt at opgive rationalismen og den empiriske metode, hvilket Popper da heller ikke anser for gendriveligt. Tværtimod, selve rationalismen er irrationel, eftersom dens grundsynspunkt: kun at ville acceptere påstande, der kan gyldiggøres ved argumentation og empiri,  - i sig selv ikke kan gyldiggøres ved argumentation og empiri grundet en infinit regression (Popper, 1959, p.105). ”Følgelig er valget åbent: vi kan vælge irrationalismen, endog i en radikal eller højtintegreret form. Men vi står også fri for at vælge en kritisk form for rationalisme, én som åbent vedkender sin oprindelse i en irrationel beslutning” (Popper, 1945, Vol.II, p.231). 

Sidstnævnte beslutning er naturligvis Popper’s egen. Den begrundes dels

1)                          etisk udfra dets samfundspolitiske konsekvenser (Popper, 1945, Vol.II, p.232-240), og dels

2)                          m.h.t. dens større frugtbarhed i videnskabsteoretisk sammenhæng (Popper, 1959, p.53-56).

- 88 -

Selve den rationelle grundholdning beskriver Popper markant som ”indstillingen, der søger at løse flest mulige problemer ved en appel til fornuft d.v.s. til klare tanker og erfaring snarere end en appel til følelser og lidenskaber” (Popper, 1945, Vol.II, p.224). Denne parathed til at lytte til kritiske argumenter og lære fra erfaring kan også udtrykkes således: ”Jeg tager muligvis fejl, og du har muligvis ret, og ved lidt anstrengelse kan vi måske komme sandheden lidt nærmere” (Popper, 1945, Vol.II, p.225). ”Argumentation, som inkluderer evnen til at kritisere, samt kunsten at kunne lytte til kritik, er basal for denne fornuft-indstilling......  Men argumenter afgør sjældent et spørgsmål, skønt det er vort eneste middel til at lære – ikke at se klart, men at se en smule klarere end før” Popper, 1945, Vol.II, p.226-227). 

            Denne fornuftindstilling er udslag af åbne og trykke sociale relationer, men kan naturligvis være svær at leve op til i mange situationer, f.x. på erkendelsens område. Derfor vil fornuft-indstillingen kunne støttes gevaldigt, hvis man var nogenlunde enige om, hvad man kunne acceptere som vægtige argumenter i en rationel diskussion. Her kommer externaliseringen ind i billedet. Hvis erkendelsens afgørende momenter kan lægges åbent frem, så åbnes der mulighed for en kritisk diskussion, hvor i princippet enhver person i enhver tidsperiode kan deltage. En sådan externalisering af erkendelsen er netop den videnskabelige metodes særkende. På grundlag af publicerede teorier, hvorudfra deduktioner vil kunne indikere externe forhold, som vil kunne falsificere teorien, da lægges der op til en fælles beslutning angående teoriens sandhedsværdi. Blot forudsættes der en gensidig beredvillighed til at acceptere kritik, der påpeger empiriske- eller logiske uoverensstemmelser. 

Udfra videnskabens foreløbige resultater har vi al mulig grund til at fæstne tillid til sådanne rationelle fælles-beslutninger, men erkendelsesteoretisk som etisk er rationalismens udgangspunkt dybest set en irrationel beslutning.

- 89 -

 2b-2)   Offentliggørelse af prævidenskabelige teorier. 

Når Popper sætter falsificerbarhed som kriterium på demarkations-linjen mellem en videnskabelig- og en ikke-videnskabelig teori, så er det udelukkende af frugtbarhedshensyn, og ikke fordi han på forhånd ønsker at misbillige de ikke-videnskabelige teorier. Disse sidste er nødvendige ikke alene i det praktiske liv eller i filosofien, men også for videnskaben!

Betragter vi således vidensudviklingen, så er det ikke svært at få øje på kontinuiteten fra overtro til videnskabelige teorier. Vi må derfor antage, at disse prævidenskabelige teorier har været forudsætningen for forskerens idéer og ligesom været det materiale, hvoraf de videnskabelige teorier er blevet formet af.

Hvis dette er tilfældet, så må den logiske positivismes bestræbelser på at rydde de prævidenskabelige teorier af vejen under påskud af deres påståede meningsløshed (s.82-83) betragtes som et fatalt fejlgreb, der ville berøve videnskabens dets primære erfaringsgrundlag.

Derfor bør man stik modsat den logiske positivisme opfordre til offentliggørelse af prævidenskabelige teorier indenfor fagområder, hvor størstedelen af dens teorier endnu ikke er falsificerbare. Derved åbnes der mulighed for en diskussion af forskerens mer eller mindre ubevidste ”søgemodeller”, hvilket både kan være til gavn for ham selv og andre. 

Denne heuristik bygger på en mere nuanceret opfattelse af empiriens betydning end den, som den logiske positivisme sædvanligvis anlægger. Falsificerbarhed (testbarhed) betragter vi som et fortrinligt mål at arbejde hen imod, thi når en teori kan relateres til externe forhold, så kan den også fejlkorrigeres ved disse, fremfor ved hvad menneskelige autoriteter sætter eller oplever som sandt. Externaliseringens to forædlings-gevinster kommer på denne måde også helt klart videnskaben til gavn, eftersom:

- 90 -

            1) ubegrænset mange over et ubegrænset tidsrum kan deltage i forædlingen, samt

            2) erfaringsdannelsen progredierer ved virkeligheds-korrektion, idet den korrigeres ved erfarings-objektet. 

            Men falsificerbarhed sikrer jo på ingen måde, at en teori har så tilstrækkeligt omfattende et indhold, at den er værd at teste. Tværtimod rummer falsificerbarhed som målsætning den fare, at den let fremskynder en forhastet operationalisering af teorien, således at dens indhold indsnævres til det næsten partikulære og dermed uinteressante for videnskabens generaliseringstilstræbende form for erfaringsdannelse.

            Følgelig bør der også advares mod denne fare og indenfor visse fagområder ligefrem opfordres til publikation af prævidenskabelige tekster, så længe fagområdets teoretiske muligheder ikke er tilstrækkeligt afdækket. 

2b-3)   Hypotese-opstilling og –testning. 

Poppers kritiske rationalisme henhører under den hypotetisk-deduktive metode, ifølge hvilken, der skelnes mellem hypotesens opstilling og dens gyldighedsbestemmelse. 

(a) Hypotese-opstillingen kan ikke pålægges nogen begrænsninger, idet det er fuldkomment uvedkommende for hypotesens sandhedsværdi, hvorledes den er blevet til. Dette giver forskningen en frihed, som den normalt ikke er sig bevidst.

alt for ofte er den praktiske forskningshypoteser opstået ved induktion d.v.s. generalisation på grundlag af de indsamlede forskningsresultater. Selvom denne fremgangsmåde ikke er forkert, (eftersom enhver fremgangsmåde jo er tilladt), så er det dog en af de farligste, idet forskeren ofte er tilbøjelig til – efter hypotese-opstillingen – at søge evidens for sin hypotese enten direkte fra de kendsgerninger, udfra hvilke hypotesen er opstillet eller udfra nært beslægtede områder. I så fald bliver hypotese-opstilling og evidensførelse cirkulær og altså ad hoc

Frem for denne induktive fremgangsmåde ved hypotese-opstillingen, foreslår vi, at forskeren i langt højere grad udnytter sin frihed til at bruge fantasien.

- 91 -

Sonderende forundersøgelser, ”participant observation”, tværfaglige diskussioner, kort sagt, enhver aktivitet, som kan inspirere fantasien og udvide ens kontaktflade til virkeligheden bør indgå i forskningsprocessen til og med hypotese-opstillingen. 

(b) Hypotesens testning angår gyldigheden af den påståede korrespondance mellem teori og fact, og som vi har vist (s.83-84), så danner falsifikation det eneste logiske grundlag for en sådan afgørelse. 

Erkendelsesteoretisk er dette et væsentligt fremskridt for den hypotetisk-deduktive metode, men for den praktiske forskning antager forbedringen nærmest karakter af en verbal sofistkation, således at man i stedet for verifikation blot taler om non-falsifikation. Desværre vurderes falsifikation således som oftest udfra dets erkendelses-teoretiske betydning, mens man overser dets heuristiske betydning. En sådan vil vi imidlertid her forsøge at skitsere. 

Man kan kort sige, at den hypotetisk-deduktive metode opfinder ukendte forklaringer (generelle begreber og/el. lovmæssigheder) for at forklare det kendte (d.v.s. hidtil kendte, konkrete forhold) (Popper, 1963, p.174). Grundet påstanden om spatio-temporal universalitet, så rækker omtalte generelle forklaringer langt udover de kendte, konkrete forhold, og inddrager således det ukendte (d.v.s. ukendte konkrete forhold) under de generelle forklaringer. Problemet ved hypotese-testningen er at afgøre, hvorvidt denne generalisation til det ukendte er berettiget. I denne hensigt foretages der deduktioner fra den generelle påstand til konkrete forhold, og testningen af disse konkrete påstande er afgørende for vurderingen af de generelle påstandes sandhedsværdi. 

Den heuristik vi nu kan udlede for den hypotetisk-deduktive metode arbejdende udfra falsifikation er følgende:

- 92 -

Fra enhver teori kan der foretages et utal af deduktioner. For at udnytte forskningens overordentligt begrænsede ressourcer bør vi kun udvælge de deduktioner til testning, som på forhånd er kontroversielle. Sådanne kontroversielle deduktioner kan være udslag af divergerende forudsigelser foretaget på grundlag af:

1.      to forskellige teorier,

2.      teori og dagligdags erfaring, og

3.      divergens i opfattelsen af dagligdags erfaring. 

Især punkt 3. er vigtigt og vel i sig selv kontroversielt.

Vor begrundelse for at tage det med er, at en teori kan opstilles og explicit underbygges og belyses med sådanne forhold fra forskerens dagligdags erfaring, som kan antages for velkendte og lidet kontroversielle. Såfremt en anden forsker imidlertid skulle finde på at betvivle disse erfaringer, ja, så har vi en konflikt, som ville berettige en eksperimentel afprøvning. 

Ovenstående heuristik skal naturligvis ses på baggrund af den verificerende forskningsstrategi, som først og fremmest udvælger de deduktioner til testning, som man på forhånd regner med vil verificere éns teori. En sådan strategi er naturligvis ikke forkert, idet det til enhver tid er udmærket, at flest mulige af teoriens konsekvenser efterprøves. Men udfra en forsknings-økonomisk betragtning er det afgørende ikke at spilde ressourcer på en række trivielle verifikationer, som endog har den ulempe, at de cementerer vore teorier på et alt for tidligt tidspunkt. 

Kort sagt: En forskningsstrategi, hvor den hypotetisk-deduktive metode praktiseres på grundlag af falsifikation, vil dels give forskeren en større kontaktflade til virkeligheden, og dels skærpe forskningens reélle muligheder for virkeligheds-korrektion.

Den større kontaktflade til virkeligheden er en følge af, at der ikke findes kriterier for, hvorledes man opstiller hypoteser, som er sande. Følgelig kan man

- 93 -

arbejde med sit emneområde akkurat, som man finder det mest frugtbart for opstillingen af gode hypoteser. De skærpede muligheder for virkeligheds-korrektion er en følge af det forsknings-økonomiske krav om kun at udlede deduktioner til testning, som på forhånd må skønnes at være i strid med virkeligheden. 

9.4       Sammenfatning over den abstrakt rationelle erfaringsdannelse. 

            På grundlag af den materialistiske forhåndsantagelse opnår den videnskabelige erfaringsdannelse to fordele i forhold til den abstrakt dogmatiske erfaringsdannelse, nemlig: 

(1)  at arbejde udfra en forhåndsantagelse, hvis sandhedsværdi efter alt at dømme er langt større, samt

(2)  at kunne inddrage externaliseringens fordele, dels (a) i sin metode (forædlings-gevinsterne), og dels (b) – som vi snart skal se – i sin anvendelse (frigørelses-gevinsterne). 

Den materialistiske forhåndsantagelse: at fænomenernes fællestræk er af materiel natur, leder frem til sandheds-definitionen, at teori og fact skal korrespondere indbyrdes. De erkendelsesteoretiske vanskeligheder, som denne definition rent faktisk indebærer, kan ikke løses ultimativt, men gennem Tarski’s og Popper’s erkendelsesteoretiske bidrag er den empirisk-rationelle metode i høj grad blevet rehabiliteret. Disse bidrag udgør den kritiske rationalisme, hvis teori vi primært kan udmønte i følgende praktiske forskningsheuristikker: 

            (1) Videnskab er i første række afhængig af, at forskerne overhovedet vil acceptere logiske argumenter og empiri som grundlag for en fælles stillingtagen til eksisterende teorier. Praktiseringen af denne fælles beslutningstagen kræver en rationel grundindstilling, som måske kan udtrykkes således: ”Jeg tager muligvis fejl, og du har muligvis ret, og ved lidt anstrengelse kan vi måske komme sandheden lidt nærmere”.

- 94 -

            (2) En sådan rationel grundindstilling vil kunne støttes gevaldigt, hvis en teori kan relateres til externe forhold. Følgelig bør vi arbejde herimod, at vore teorier kan falsificeres, men ikke forhastet. Mange nyere fagområder vil tværtimod være bedre tjent med offentliggørelse af gode, men ikke-testbare teorier, eftersom der herved vil kunne skabes et mere gennemdiskuteret grundlag for de efterfølgende videnskabelige teorier. 

            (3) Endelig udvides samt skærpes videnskabens kontakt med virkeligheden gennem de ansporinger, som falsifikation lægger op til for den hypotetisk-deduktive metode. Udvidelsen vedrører forskerens ubegrænsede frihed ved hypotese-opstillingen og skærpelsen vedrører opfordringen til alvorlige falsifikations-bestræbelser ved hver eneste hypotese-testning.

 

10.       Videnskabens anvendelse opfattet som en systematisk udnyttelse af frigørelses-gevinsten ved externalisering.

             ”Intet er så praktisk som en god teori”. Denne hyppigt citerede udtalelse af Kurt Lewin, turde siges at være alt andet en umiddelbart indlysende.

Betragter man således den videnskabelige faglitteratur, da tegner der sig tydeligt to udviklingstendenser mod hhv. et højere abstraktions-niveau og en øget analytisk opdeling af fænomenerne. Eller sagt m.a.o., man fjerner sig i stadig højere grad fra de konkrete fænomeners mangfoldighed af individuelle egenskaber for i stedet at foretage en analytisk nedbrydning, så de individuelle egenskaber fremtræder som et resultat af et kompliceret samspil mellem generelle variable. 

Udviklingstendensen kommer måske klarest til udtryk indenfor kemien, hvor den generelle atom-teori for alt stof, illustrerer det højnede abstraktionsniveau,

- 95 -

mens til gengæld den komplicerede analytiske stofbeskrivelse[20] illustrerer videnskabens analytiske nedbrydning af de konkrete fænomener. 

Sagt med andre ord så fører udviklingen af den videnskabelige viden til øget distancering og fragmentation i forhold til hverdagslivets fænomener. Følgelig bliver den organiserede viden (d.v.s. den videnskabeligt opbyggede viden) stadig mere upraktisk i en handlesituation, hvor fænomenerne optræder i deres fulde kompleksitet.

Derfor kan den organiserede viden heller ikke ganske kritikløst betragtes som i enhver henseende bedre end den dagligdags erfaringsdannelse, men bør snarere opfattes som et ”informations-råstof” med mange vidt forskellige anvendelsesmuligheder afhængig af, hvorledes det videre bliver forarbejdet

            Forarbejdningen af dette ”informations-råstof” bestående af abstrakte begreber og relationsforhold kan bl.a. føre til brudstykker til en kulturs verdensbillede gennem en kraftig popularisering gennem slogan som ”the fittest survive”, ”struggle for survivel” etc.) eller kan omsættes til praktiske leveregler for dagliglivet (e.g. bakteriologiens udmøntning i profylaktiske renligheds-anvisninger).           

            Disse anvendelses-muligheder overskygges dog i stigende grad af teknologien d.v.s. den systematiske anvendelse af videnskabelig viden eller anden organiseret erkendelse på praktiske opgaver (J. K. Galbraith, s.23)

Netop i teknologien kommer videnskabens abstrakte og analytiske viden til sin ret, idet man ved udviklingen af en innovation (et nyt redskab) ikke har behov for globale videns-systemer, idet man nøje kan afgrænse netop det bestemte virkeligheds-udsnit, som man vil beskæftige sig med.

- 96 -

Dette virkelighedsudsnit udgør en bestemt problemsituation, til hvilken man ønsker at udvikle en standardiseret løsning i form af en innovation. 

Der indgår tre hovedfaser i den teknologiske produkt-udvikling:

1.      at opgaven (problemsituationen) defineres nøjagtigt, hvorpå den deles og underinddeles i sine komponenter

2.      at den videnskabelige viden bringes til anvendelse på hver af opgavens del-komponenter, samt

3.      at opgavens færdige komponenter sammensættes til det færdige produkt (J. K. Galbraith, s.24-25) 

Vi ser m.a.o., at videnskabens kumulerende ophobning af videns-fragmenter er som skabt til at blive opsporet og anvendt i teknologiens 2. fase. Derudover har denne fintforgrenede og præcise viden kun én yderligere hovedfunktion, nemlig at give ophav til fortsat udvikling af yderligere fragmenteret og abstrakt viden. 

            Selvom kemien vel nok er et mønster-eksempel på videnskabens udvikling mod øget abstraktion og fragmentation, samt dens dertil svarende øgede teknologiske anvendelse til produkt-udvikling, så er denne udvikling ”ikke begrænset til og har heller ikke nogen særlig relevans for mekaniske processer. Den sker i lægekunsten, i virksomhedsledelse, bygningskonstruktion, børne- og hundeopdragelse og ethvert andet problem, der involverer en sammenhobning af videnskabelig viden (J. K. Galbraith, s.24) 

At den videnskabelige viden i sig selv må betragtes som et yderst upraktisk informations-råstof, der som en hovedregel altid skal forarbejdes, hvis det skal anvendes, kan illustreres indenfor lægevidenskaben. 

            Vi ser her, at den praktiserende lægegerning i stadig højere grad er baseret på en teknologi på såvel diagnosticerings- som behandlings-planet, og ikke på en strømflod af forskningsresultater, som til stadighed kumulerer sig op i faglitteraturen.

- 97 -

Ved diagnosticeringen foretager den konsulterende læge blot en foreløbig indkredsning af de mulige sygdomme, hvorefter han sender patienten til en række undersøgelser, som alle kræver special-apparatur, som er udviklet teknologisk og som bliver betjent af speciallæger (e.g. blod-, urin- og rygmarvsprøver, biopsi, røntgenfotografering, måling af hjerte-kardiogram, etc.) 

Selve sygdoms-behandlingen er i endnu højere grad baseret på teknologi.

Indenfor kirurgien fremtræder oprationsstuen som et avanceret værksted med dets operationsbord, narkose- og blodtransfusions-udstyr, kirurgiske redskaber (som ofte nøje er tilpasset de enkelte organer og sygdomme), m.m.. Men den medicinske behandling står ikke tilbage herfor: bag hver af dets tusinder af lægemidler ligger (som oftest) en teknologisk udnyttelse af et grundigt kendskab til kroppens biokemi. 

Kort sagt: den praktiserende lægegerning er baseret på, at stadig flere diagnosticerings- og behandlingsproblemer kan løses gennem standardiserede fremgangsmåder i form af teknologisk udviklede behandlings-strategier og/el. tekniske apparaturer og lægemidler. 

            Vi håber nu tilstrækkeligt klart at have udviklet, at den videnskabelige videns specielle abstrakte og analytiske opbygning netop kommer til sin fulde ret indenfor teknologien, endskønt den videnskabelige viden dog også kan forarbejdes til andre formål. Teknologi indebærer som oftest udviklingen af et nyt redskab, en innovation, og bidrager som sådan til at frigøre mennesket rent kropsligt fra problemløsningen (externaliseringens frigørelses-gevinster).   

Dette redegjorde vi for side 7, idet vi opgjorde fordelene ved redskaber i en sammenligning med somatiske organstrukturer. Vi fandt ganske kort, at vi rent somatisk kan frigøre os fra redskaber, som vi ikke bruger, samt at vi på et mere avanceret stadie kan tilkoble redskaberne til externe drivkræfter som trækdyr eller maskiner, hvilket betyder en enorm udvidelse af de tilrådigheds-stående

- 98 -

energiressourcer (vegetabilsk føde, vind- og vandkraft samt inorganisk brændstof). 

            I dag, hvor vores hverdag til stadighed omvæltes af nye innovationer, kan det være vanskeligt at drive entusiasmen særligt højt for yderligere tekniske fremskridt. Men ved nøjere eftertanke må de fleste nok alligevel indrømme, at netop en højtudviklet maskinpark er den eneste reélle mulighed for at afskaffe hårdt slid og trivialarbejdet for klassekampens (arbejds-delingens) tabere. 

11.                   Skitserede heuristikker for psykologien. 

                        Eftersom vort primære sigte har været at anlægge nogle fundamentale synspunkter for menneskets plads i den biologiske evolution, så må de mere konkrete heuristikker for psykologien nødvendigvis behandles mere summarisk i den foreliggende opgave. 

11.1    Psykologi og videnskabens metode. 

            Metodologiske diskussioner blandt psykologer har i vid udstrækning haft som sit udgangspunkt, at mennesket som forskningsobjekt byder på næsten uoverskuelige problemer, hvis det skal udforskes udfra den af den logiske positivisme afstukne ramme.

Denne metodologiske spændetrøje har vi imidlertid påvist på mange måder at være ganske unødvendig og følgelig kun til skade for psykologien. 

            I stedet har vi forsøgt at udmønte nogle forsknings-metodologiske heuristikker fra Poppers kritiske rationalisme, som i særlig grad kan komme psykologien til gavn (se s.86-93):           

            1) Den rationelle holdning må anses for særlig vigtig indenfor en videnskab, hvor eksperimenter så sjældent kan afgøre et spørgsmål blot nogenlunde endeligt.

- 99 -

2) Prævidenskabelige teorier synes uundværlige for psykologien i en lang tid fremover, hvis den ikke skal afspores i ufrugtbare, sofistikerede blindgyder.

            3) Hypotese-opstillingen må frigøres fra den vidt udbredte induktive fremgangsmåde, der som oftest lammer fantasiens kreative og dristige udfoldelse samt fører til ad-hoc teorier.

            På den anden side vil psykologien kunne skærpe sit forhold til virkeligheden ved altid at være opsat på at falsificere de opstillede teorier, fremfor som i dag nærmest at opsøge empiriske bekræftelser på de opstillede teorier.

 

Disse anvisninger mener vi nok vil have stor værdi for den eksperimental-videnskabelige del af psykologien; men vi tror desværre ikke, at de vil kunne bøje de metodologiske synspunkter fra denne del af psykologien synderligt mod de metodologiske synspunkter fra dens modpol, forståelses-psykologien. Vi mener simpelthen, at de to retninger skilles af en dybtgående antagonisme, som bunder i, at de to metoder (den empiriske- vs. den forstående metode) sigter mod vidt forskellige anvendelses-områder. 

11.2    Videnskab og psykologiens anvendelse. 

            I forrige afsnit (10) beskrev vi den videnskabelige viden som et informations-råstof med mange anvendelses-muligheder, hvoraf dog dets teknologiske udnyttelse klart har markeret sin første-prioritering. Dette beror i høj grad på den videnskabelige videns stadige udvikling mod et højere abstraktions-niveau samt mod en analytisk fragmentation, som gør den stadig mindre egnet til handlingslivets hastige og komplekse omskiftelser. 

Indenfor psykologien gør den samme udviklingstendens sig gældende, men grundet den videnskabelige psykologis specifikke metodologiske vanskeligheder (forsøgsleder-effekten, etisk begrundede manipulations-indskrænkninger, dets forsknings-objekts kompleksitet, m.m.), så har

- 100 -

resultaterne været relativt beskedne, hvorfor heller ikke dens teknologiske udnyttelse har vist sig videre frugtbar. Når dertil knyttes velargumenterede begrundelser for, at den videnskabelige metode bortforklarer menneskets formodede fri vilje (se s.112 nedenfor), så forstår man, at psykologer, hvis hovedinteresse er handlingslivet, til sidst helt har vendt sig imod videnskabens mål – at opbygge en præcis simulations-model for mennesket – for i stedet at beskæftige sig direkte med den totale personlighed, sådan som det nu bedst lader sig gøre. Og her foreslår man den direkte, intuitive forståelse af medmennesket evt. støttet af en holistisk personligheds-model e.g. den psykoanalytiske (G. Radnitzky, Vol.II, p.41-58).  

            Hvis vi af heuristiske grunde herefter skal forsøge at trække en endnu langtfra klarlagt situation skarpt op, så får vi to former for psykologi:

            1) en forståelses-psykologi som stiler mod at støtte og forbedre handlingslivets interpersonelle kontakt-relationer mest muligt, samt

            2) en videnskabelig psykologi, som stiler mod at udvikle en generel og detaljeret simulations-model for mennesket med det primære formål at udvikle teknologiske standardløsninger til afgrænsede problemsituationer. 

11.3    Forståelses-psykologi 

            Forståelses-psykologiens mål vil være nået den dag, den har overflødiggjort sig selv. Dens teori opfattes af K.O. Apel som en stige, hvis eksistensberettigelse ophører, når man har hjulpet personen frem til selvindsigt i sin motivation og hæmninger e.g. historiens- og samfundets underliggende kræfter (G. Radnitzky, Vol. II, p.58 og p.65). 

            Forståelses-psykologien kan aldrig være interesseret i en detaljeret teori for mennesket, eftersom en sådan vil være umulig at administrere i en given handlesituation (kontaktsituation). Dens teoretiske ballast må ideélt set ikke overstige, hvad én person nogenlunde kan overskue og relatere til en konkret

- 101 -

situation. 

            Vi erkender, at der kan være et praktisk behov for sådanne støtte-teorier, som kan hjælpe frem til en indsigt i én selv og andre (Radnitzky, Vol. II, p.72), samt at den videnskabelige psykologi har meget lidt at tilbyde m.h.t. selvindsigt, eftersom dens teoridannelser er for generelle og detaljerede til at muliggøre en sådan umiddelbar indsigt i komplekse forhold. 

Forståelses-psykologiens begrænsninger er dog iøjefaldende:

            1) Eftersom teoriens kompleksitet helst ikke må overstige hvad én person kan overskue og relatere til en konkret handlesituation, så må teorien nødvendigvis simplificere virkeligheden helt kolossalt.

            2) Dens eneste udviklingsmuligheder må følgelig bestå i kvalitative forbedringer, men grundet teoriens fænomenologiske karakter, da kan sådanne forbedringer kun bestemmes dogmatisk

11.4    Videnskabelig psykologi. 

            Anvendelsen af videnskabelig psykologi udlægges sædvanligvis fra hermeneutisk hold som et forsøg på at beherske og manipulere mennesker (Radnitzky, II, p.72). Her vil vi imidlertid snarere mene, at teknologi, som er udviklet til løsning af psykologiske problemer, kan blive et vigtigt element i vor hverdag, uden det på nogen måde behøver at fortrænge menneskelig kontakt. 

Vi vil opdele problemet omkring teknologi og psykologi i to problemer: (1) Hvilke konkrete teknologier kan udvikles udfra den videnskabelige psykologi?

(2) Hvorledes påvirkes mennesket af sin interaktion med exosomatiske produkter? 

1)        Teknologisk udnyttelse af den videnskabelige psykologi. 

1a)       Indenfor klinisk psykologi repræsenterer testene et forsøg på at løse en nøje afgrænset problemsituation v.hj.a. et konstrueret redskab. Desværre er testene endnu i alt for ringe grad knyttet til psykologisk teori (L. Østergaard,

- 102 -

s.127-132), og derfor ikke typisk for en teknologisk udnyttelse af videnskabelig viden. 

På terapiens område spiller psykofarmaca en altdominerende rolle i psykiatrien, selvom enhver er klar over, at disse medikamenter kun neddæmper symptomerne. 

En mere årsagsbehandlende teknologi kunne være anvendelsen af internt-TV til opbyggelsen af et realitetsbetonet socialt ”self-image”, som led i en ego-støttende terapi. 

1b)      Indenfor pædagogisk psykologi udnytter undervisnings-teknologi i vidt omfang: undervisnings-maskiner, kassette-tv, sprog-laboratorier, overhead-projektor, film, lydbånd og ikke at forglemme bøger

Der ligger et væld af pædagogiske problemer i anvendelsen af denne teknologi: Hvilken form for information overfører den pågældende teknologi bedst? Har individ-variable som personlighedsforskelle, sociokulturel baggrund, aldersniveau etc. betydning for en given undervisnings-teknologis anvendelighed? Hvorledes præsenteres et givet stof bedst i et givet medium? 

Selvom lærer-elev-kontakten stadig vil eksistere, så kan man forudse, at lærerens rolle som informations-formidler vil ændre karakter i retning af informations-vejleder. Således må det stå klart – som Bruner udtrykker det – at børnene ikke skal være omvandrende biblioteker. Gennem extern informations-opbevaring aflastes hukommelsen, og dermed er der skabt grundlag for nye undervisningsmål. I takt med, at information bliver stadig lettere tilgængelig, og vi i stadig højere grad kan regne med støtte fra computere, da må undervisningen stile imod, at eleverne lærer selv at opdage og formulere problemer, samt lærer selv at opsøge den nødvendige information til disse problemers løsning. 

1c)      Generelt kan man sige, at menneskets fantasifulde udvikling af psykologisk teknologi rummer farer som forhåbninger (e.g. euforiserende stoffer, intrakraniel elektrisk stimulation, løgnedetektoren, propaganda, m.m.). Men heri adskiller den videnskabelige psykologi sig ikke fra andre

- 103 -

videnskaber,  som ligeledes på radikal vis udviser vores handlemuligheder. 

2)        Menneskets modifikation som følge af exosomatiske produkter. 

2a)       Genetisk modifikation. En kulturs teknologiske stade har i nyere tid haft større betydning fore et givet folkeslags reproduktions-frekvens end dets genetiske egenskaber. En sådan kulturbestemt ændring af den naturlige selektion folkeslagene imellem kan klart illustreres med en engelske befolkning, som omkring år 1600 ikke talte flere end 3 millioner, mens den i dag udgør mindst 150 millioner d.v.s. en 50-ganges forøgelse. Jordens samlede indbyggerantal har indenfor den samme periode ”kun” gennemgået en 6-ganges forøgelse (T. Dobzhansky, 1962, p.284). 

            I sådanne højtudviklede kulturer må man endvidere regne med en utilsigtet fremmelse af en genetisk degeneration. Grundet lægevidenskabens høje stade, så beskyttes en række genetiske defekter for den ”naturlige selektion”, hvorfor de ophobes i menneskets genpulje. 

2b)      Fænotypisk modifikation

            1) Menneskets genotypiske potentiale for forskellige fænotyper er enormt, men vi ved næsten intet om, hvad en ensidig udnyttelse af dette potentiale betyder.

På det fysiske område har vi set, hvorledes maskindrevne redskaber efterhånden har frigjort mennesket for megen træls slid, men hvorledes indvirker det på ens velbefindende næsten helt at være afskåren fra naturlig fysisk aktivitet? Øjensynligt har vi et mobilitets-behov, hvis tilfredsstillelse for mange er en bydende nødvendighed for generelt velvære. 

            2) Vore mere avancerede redskaber, maskinerne, skaber i mange tilfælde en vældig afstand mellem de mennesker, der må betjene maskinen, og det produkt, som er resultat af menneske-maskin-interaktionen.

            2a) Denne afstand er kernen i fremmedgørelses-processen, som beskrevet af Marx.

- 104 -

            2b) I tilfælde af, at maskinen er et ødelæggelsesvåben, da bliver denne distancering mellem handling og effekt særdeles farlig. K. Lorenz (1965) har således påpeget, at hos dyr vil aggressions-instinktet helt automatisk hæmmes af dets effekt: byttets nedlæggelse el. artsfællens overgivelses-signaler. En sådan naturlig hæmning er mennesket afskåren fra, når dets myrderier foregår helt udenfor sansningens rækkevidde. Kun ved fantasiens aktive indsats kan sådanne hæmninger etableres, men i tilfælde af f.x. Hiroshima-bombens nedkastning, så udløstes pilotens forestilling om drabet på 100.000 mennesker først flere år efter og helt uden betydning for handlingens udfald førte det så til vedkommende pilots psykiske sammenbrud. 

            3) De exosomatiske produkters struktur vil indvirke på vor strukturering af omverdenen.

            3a) McLuhan’s medieforskning (se s.29-31) vedrører netop interaktionen mellem bevidsthed og redskabernes struktur. Herom anfører han i sin nyeste bog War and Peace in the Global Village (1968), at nye organ-extensioner medfører en så dybtgribende ændring i bevidsthedslivets data-strukturering, at organismen sættes i en angsttilstand, som kræver sin forløsning. Derfor profeteres det, at enhver ny og større teknologi kræver sin krig (McLuhan, 1968, p.98)

            3b) Vort universelle rum-tid-kategoriserings-system og den deraf følgende deterministiske opfattelse af et hændelsesforløb overføres på vor beskrivelse af mennesket, hvorfor det kan forledes til at opfatte sig selv som et determineret væsen.

Netop dette problem vil vi som det eneste af ovennævnte problemer give en lidt dybere behandling i det næstfølgende afsnit.

- 105 -

12.       Erkendelsens overskridelse af sin egen referenceramme. 

12.1    Problemstillingen 

            Vi vil undersøge et specialtilfælde af det generelle problem: ”Hvorledes er det muligt for erkendelsen at overskride sin egen referenceramme”? 

Med udgangspunkt i Kant’s analyse af den rene fornuft og Einsteins praktiske falsifikation heraf, spørger vi:

”Hvorledes var det muligt for Einstein at nå frem til en teori, som stred med den a priori information, som hans egen organisme – ifølge Kant – uundgåeligt påførte erfaringen?”

Eller kortere: ”Hvorledes kunne en erfaringsvidenskab overskride sansningens referenceramme: rum og tid?” 

Nogle af de udledte konklusioner søges til sidst anvendt på psykologiens måske alvorligste problem: ”Hvorledes indpasses friheds-begrebet i psykologien” 

12.2    Kants formulering af problemet og hans konkrete resultater. 

            Empirismens grundsynspunkt, at erkendelse må bygge på sanseiagttagelse, blev af Berkeley anfægtet udfra en undersøgelse af den visuelle sans’ middelmådige afbildning af omverdenen. 

Kant fortsatte denne psykologiske analyse af erfaringens forudsætninger og fandt, at enhver iagttagelse blev forvansket af forhåndsinformation, som stammede fra selve iagttagelseskildens form. I ”Kritik der reinen Vernuft” påviser Kant således, at enhver iagttagelse (I. Kant, s.83-84) indeholder to aspekter[21]:

- 106 -         

1)        Iagttagelsens stof, som er resultat af de fornemmelser, som genstanden gennem sansningen iværksætter f.x. oplevelsen af hårdhed, uigennemtrængelighed, farve, o.s.v..

            2)        Iagttagelsens form, som er resultat af organismens spontane organisation af de indkomne fornemmelser, nemlig i tid og rum. 

Sagt m.a.o.: enhver iagttagelse består dels af a priori information og dels af a posteriori information, hvor førstnævnte er en følge af iagttagerkildens form, og sidstnævnte er en følge af genstandens direkte påvirkning af iagttagerkilden.  

Kant når hermed frem til følgende generelle problem, som enhver erfaringsvidenskab må støde på: 

Iagttagerkildens egen form fører til en spontan organisation af det sansede. Herved tilføjes der forhånds-information til iagttagelsen, og denne forhånds-information kan erkendelsen ikke senere se bort fra.

Eller kortere: Iagttagerkildens form påføres det iagttagne. 

Kant’s konkrete analyser af erfaringen viser, at de ydre genstande a priori organiseres i rum, samt for den indre forestillings skyld tillige i tid. Hverken rum eller tid tillægges imidlertid nogen ydre objektiv realitet, kun en indre, nemlig som den, hos den menneskelige organisme, udviklede organisationsform for de indkomne sanseimpulser. 

Rumforestillingen påtvinger således omverdenen egenskaber som: ”Alle ting er ved siden af hinanden i rummet” og ”den korteste vej mellem to punkter er den rette linje” (I. Kant, s.89).

Ligeså påtvinger tids-forestillingen omverdenen egenskaber som: ”Tiden har kun én dimension d.v.s. tidspunkter er ikke samtidige, men følger efter hinanden (I. Kant, s.91) 

Kort sagt:

Kant’s generelle problem er: ”Iagttagerkildens form påføres det iagttagne”.

Kant’s konkret resultat er: ”Menneskets erfaringsdannelse organiseres a priori i tid og rum”.

- 107 -

12.3    Forskningsresultater der må anses for kritiske for Kant’s synspunkter. 

1)        Einstein’s relativitets-teori. 

Mens Newtons klassiske mekanik har tid og rum som akser i et universelt 4-dimensionelt koordinatsystem, så forkastes – i Einsteins relativitets-teori – det fælles rum-tid-koordinatsystem for masserne til fordel for et individuelt, hvor rum og tid er afhængig af den pågældende masses hastighed.

Således gælder, at øges en given masses hastighed, så mindskes dens rumfang og dens tid går langsommere d.v.s. processerne i systemet går langsommere.

Om rummet siges således:”Vor verden er ikke euklidisk. Vor verdens geometriske natur formes af masser og deres hastighed. Den almindelige relativitets-teoris tyngdeligninger forsøger at åbenbare vor verdens geometriske egenskaber” (A. Einstein og L. Infeld, s.179). 

2)        Piaget’s genetiske epistemologi. 

Piaget’s undersøgelser af rum-tid begrebernes udvikling hos børn har vist, at først omkring det 7. år kategoriserer barnet omverdenen i et universelt rum-tid-system.

Forud herfor går en periode, hvor f.x. tiden er afhængig af hastigheden. Barnet tænker så at sige ud fra ligningen: 

            hurtigere = længere = mere tid

                                                                        (J. Piaget, s.17) 

12.4    En omvurdering af Kants teori udfra Einsteins og Piagets resultater. 

1)        Omvurdering udfra Einstein. 

Vi må opfatte Einsteins relativitets-teori som et vellykket brud med Newtons klassiske mekanik, og som følge heraf også en tilbagevisning af Kant’s konkrete resultat, at menneskets erfaringsdannelse a priori må ske i et universelt rum-tid-koordinatsystem.

- 108 -

Det næste spørgsmål bliver så, om Kants generelle synspunkt, at iagttagerkildens form påtvinges det iagttagne og dermed erkendelsen – om dette synspunkt er foreneligt med eksistensen af Einsteins relativitets-teori. 

Vi vil nu påvise, at der ikke er nogen uforenelighed mellem Kants generelle synspunkt og eksistensen af Einsteins relativitets-teori – forudsat man anlægger externaliserings-synspunktet for menneskets natur. 

Vi må medgive Kant, at de menneskelige sanser på forbilledlig vis lader sig koordinere i et rum-tid-system. Dette er da også hvad sker for den voksne vesteuropæer[22].

Videnskaben har imidlertid siden Kant i eksplosivt omfang taget exosomatiske iagttagelseskilder i anvendelse, hvoraf nogle ganske vist blot er at opfatte som extensioner af vore oprindelige sanser (e.g. kikkert, mikroskop), mens mange dog radikalt udskiller sig fra disse. Fænomener som kernestråling, magnetisk felt, elektromagnetiske bølger og elektrisk spænding eksemplificerer udmærket hvilke nye naturfænomener, som vore exosomatiske iagttagelseskilder har gjort os bekendt med. Fælles for de nævnte fænomener er, at de ikke så helt indlysende lader sig rumligt afgrænse som en synlig genstand: tænk f.x. på to magnetfelters overlapning af hinanden: er det også her en stadigt lige indlysende forestilling, at ”alt ligger ved siden af hinanden”? Næppe. 

Vi ser altså, at exosomatiske iagttagelseskilder har afsløret fænomener, som var usynlige for vore medfødte sanser, og som langtfra harmonerede særligt smukt med disse sansers referencesystem. Hermed vil vi på ingen måde forklejne Einsteins uhørt dristige fantasi, der kombineret med matematisk eksakthed gennembrød ”rum-tid-barriéren”. Vi har blot villet vise, at en lang række

- 109 -

exosomatiske iagttagelseskilder har afsløret naturfænomener, som for datidens store forskere i stille stunder må have pebet og ynket ved deres indpasning i det Newtonske maskin-univers. 

Hvorledes harmonerer nu ovenstående med Kants synspunkt, at iagttagelseskildens form påføres det iagttagne og dermed erkendelsen?

Svar: derhen, at erkendelsen udfra flest mulige iagttagelseskilder skaber en syntese, hvori flest mulige iagttagelser kan organiseres, e.g. Einsteins relativitets-teori, som med ”felt” og ”hastighed” som referencebegreber, muliggør en samordning af Newtons mekanik og moderne fysik. 

Undtagelsesvist kan forskellige iagttagelseskilder imidlertid gengive det iagttagne så forskelligt, at en syntese kan forekomme umulig. Dette kender vi fra atomfysikken, hvor elektronen i én iagttagelses-situation foreligger som partikel og i en anden iagttagelses-situation som bølge.

Dette forhold betragter N. Bohr som et eksempel på et generelt fænomen ved iagttagelses-situationen, nemlig at et fænomen rumme så mange facetter, at to forskellige iagttagelses-instrumenter vil give forskellige oplysninger om fænomenet. Dette forhold ved iagttagelses-situationen er blevet kaldt komplementaritets-princippet.

Forholdet – foreslår vi – er imidlertid efter al sandsynlighed ”blot” dette, at to iagttagelser ikke kan samordnes p.gr.a. en endnu ikke skabt syntese (fælles referenceramme). 

Konklusion: iagttagelseskildens form påtvinges ikke nødvendigvis erkendelsen. Erkendelsen har mulighed for aktivt at skabe en ny referenceramme, hvor et øget antal iagttagelses-kilder lader sig indpasse og sætte i relation til hinanden. 

2)        Omvurderinger udfra Piaget’s undersøgelser. 

Af Piaget’s undersøgelser lærer vi, at barnet etablerer, nedbryder og ny-etablerer adskillige referencerammer for sin sansning, før det omkring det 7. år har udviklet en rum-tid-referenceramme.

- 110 -

At en sådan rum-tid-referenceramme ikke er givet i og med vore sansers form, kan man hurtigt overbevise sig om ved at betragte hver sans for sig. Lad os nøjes med den mest betydningsfulde, øjet

Det visuelle system bygger i alt væsentligt på et 2-dimensionelt nethindebillede.

Hvis man som indsigelse henviser til det binokulære syn, der – som vi må indrømme – giver en vis styrkelse af dybdesynet, så kan vi her henvise til insekt-”øjet”.

Dette fungerer som en nethinde, idet hvert af de mange tusinde enkeltøjne er fikseret til at dække hver sin lille brøkdel af det samlede synsfelt og det uden overlapning med ”nabo-øjnene” (K. von Frisch, s.104-113). På trods af denne indiskutable 2-dimensionelle repræsentation af omverdenen har insekter et 3-dimensionelt syn[23]

Altså, omverdenen berøves i første omgang sin 3. dimension ved afbildningen på nethinden. At den 3.dimension alligevel kan genetableres ved den videre forarbejdning af nethindebilledet skyldes cues såsom størrelses-konstans, parallelakse-forskydning, overflade-gradienter, ”hvad-dækker-hvad” m. fl.. Disse cues skal imidlertid indlæres. Herom ved man i dag fra Held & Hein’s katteforsøg (Eccles, p.67) og Piagets studier af spædbarnet (J. H. Flavell, p.95-96), at udviklingen af den visuelle rumoopfattelse sker i intim samspil med den motoriske udvikling. 

Kort sagt: Vi har ingen sans, der alene kan opfatte i rum-tid-reference-systemet d.v.s. har rum og tid som specifikke sansemodaliteter. Denne form er en genialitet fra organismens side, som muliggør, at samtlige sanser kan blive repræsenteret i en fælles form og således sættes i relation til hinanden. Herved

- 111 -

opnås et samarbejde, hvor sanserne kontrollerer og supplerer hinanden. 

3)        Konklusioner

For erkendelsen kan vi udlede en række erfaringer af ovenstående: 

            a) Ingen enkelt iagttagelseskilde har den fælles referenceramme som sin form, men kun en eller flere af referencerammens dimensioner. De enkelte iagttagelseskilder giver derfor et komplementært ”billede” af omverdenen, men grundet den fælles referenceramme kan disse komplementære ”billeder” næsten altid sættes i relation til hinanden. 

            b) Vi har set, at syntesen er et forsøg på at inkorporere flest mulige iagttagelseskilder i én referenceramme. Hvis der imidlertid kommer mange nye iagttagelseskilder til (e.g. videnskabelige instrumenter) lader syntesen sig erstatte af en ny og mere rummelig referenceramme (e.g. relativitets-teorien). 

            c) Vi har hermed forkastet to af Kants antagelser: 1) at tid-rum-referencerammen er givet a priori for al menneskelig erkendelse, samt 2) at den enkelte iagttagelses-kildes form påtvinges det iagttagne. 

            d) M.h.t. punkt c-2) så har vi set, at den enkelte iagttagelses-kildes form omskrives til den fælles form (syntesen). Imidlertid heller ikke den eksisterende synteses form påtvinges med nødvendighed det iagttagne; thi såfremt man er en Einstein, så skaber man sig en ny og bedre syntese, hvorpå det iagttagne indpasses i dennes form. 

12.5    Problem: frihedsbegrebets a priori uforenelighed med erfarings-videnskaben. 

1)        Forståelses-psykologiens synspunkt. 

Den eneste måde, vi kan imødekomme Kant, er ved indrømmelsen af, at syntesens form a priori påtvinges det iagttagne, såfremt man rutinemæssigt arbejder indenfor en given syntese. Men denne indrømmelse er i praksis også overordentligt betydningsfuld – og i særlig grad for psykologien.

- 112 -

Thi det betyder, at al vor sansning og registrering af mennesket indføres i en syntese, som i dag er den naturvidenskabelige syntese. Derved påføres menneske-iagttagelserne syntesens form og dermed en række a priori information. Er det den Newtonske syntese (og hvor mange tør påstå, de oplever verden i Einsteins syntese?), så har Kant påvist, at erkendelsen dermed påtvinges kategorier som f.x. absolut kausalitet, såfremt et hændelsesforløb overhovedet skal kunne erfares[24]

Men sæt nu, at mennesket ontologisk set er væsensforskellig fra den fysiske verden – at mennesket f.x. besidder en fri vilje. I så fald vil denne egenskab blive udvisket i en syntese, som er beregnet på at kunne samordne iagttagelsen af de fysiske fænomener. Thi, som vi medgav Kant, så påtvinges det iagttagne normalt den valgte synteses form. 

Fra hermeneutisk (forståelses-psykologisk) side er et lignende ræsonnement fremført, hvis kernepunkt er, at forsøger vi at forklare mennesket, så bortforklarer vi det, d.v.s. så vil den væsentligste side af menneskets natur forsvinde, nemlig dets evne til at vælge frit. 

Men der er også en anden udvej, mener hermeneutikerne, nemlig forståelsen. Denne har som sit udgangspunkt den antagelse, at mennesket rummer dimensionen frihed-nødvendighed i sig. Hvis denne dimension ikke skal gå tabt, så skal iagttagerkilden selv rumme denne dimension, altså være et andet menneske.

Formålet med en sådan forståelses-interaktion mellem to mennesker skulle være at give personen indblik i kræfter, som styrer vedkommende, men som

- 113 -

ved at blive erkendt kan ophæves, hvorpå personen selv overtager kontrollen over disse kræfter. Altså – jfr. figur 19 – personen ændres fra tilstand B til tilstand C.  


FIGUR 19
:     Forskellige tilstande af frihed (F) og nødvendighed (N) hos en person. 

I modsætning hertil har man tilstand A, som illustrerer den naturvidenskabelige menneskemodel, hvor frihedsmomentet er ophævet, fordi personen iagttages og beskrives som et objekt. Dette indebærer – som ovenfor beskrevet – at personen påføres referencerammens begrænsninger herunder hører kategorien absolut kausalitet. 

2)        En stillingtagen til forståelses-psykologiens standpunkt. 

            Lad det være sagt på forhånd: vi finder ikke forståelses-psykologiens metode acceptabel, men dens problemstilling hører til en af psykologiens alvorligste. 

Vi accepterer problemstillingen, at en psykologi, der kun stiler mod en kausal-beskrivelse af mennesket – i bedste fald er uskadelig – nemlig såfremt menneskets adfærd vitterligt er absolut determineret: i så fald ville selve psykologiens kausalbeskrivelse af mennesket være ligeså absolut determineret, som alt muligt andet. 

Vi accepterer, at den hidtil kendte eksperimental-psykologis iagttagelses- og beskrivelsesmetoder vil eliminere menneskets friheds-dimension, såfremt den fandtes. 

Vores ikke-accept af forståelses-psykologien skyldes, at den fører til dogmatisme, for den allerede i sine forudsætninger har gjort sig immun overfor kritik.

- 114 -

At dette er tilfældet er en følge af dens beroen sig på introspektion og udelukkende på introspektion: Først hævdes eksistensen af frihed. Dernæst hævdes denne egenskab kun tilgængelig ved hjælp af introspektion – ja, principielt kun ved introspektion. Sæt i stedet for frihed begreber som Gud, Helligånd, m. fl. , og man ser, at de alle kører på samme immunitets-begrundelse overfor kritik, nemlig at begrebet er substans-forskelligt fra den fysiske verden, men har substans-lighed med bevidstheden. Derved får Guds-erkendelsen og forståelses-psykologien fælles præmisser for erkendelsen af deres emner, og derfor når de også frem til samme konklusion m.h.t. valg af metode! 

            Vi accepterer det uangribelige heri, men da det samtidigt fører til principiel uangribelighed, så vælger vi at tage afstand herfra og næsten for enhver pris.

Menneskets kulturudvikling bunder så dybt i udnyttelsen af externaliseringens fordele og særligt videnskaben med dens systematiske udnyttelse heraf, at vi stadig kan vente lidt endnu med at træde ind i dogmatismens buldermørke. 

            Men idet vi altså må vedgå problemets øjeblikkelige uløselighed, så giver vor analyse af, hvorledes den basale referenceramme overskrides os visse formodninger om, hvorfra et gennembrud kan komme: nye uventede exosomatiske iagttagelseskilder kan tænkes at ville afsløre nye naturfænomener eller nye formaliserings-systemer (e.g. kybernetikken) kan tænkes skabt med henblik på en beskrivelse af organismer, således at en ny referenceramme en dag vil blive mulig, hvor frihed og nødvendighed kan sættes i relation til hinanden, fremfor som i dag at udelukke hinanden.

- 115 -

                        SAMMENFATNING 

I første kapitel redegør vi for externaliserings-princippet samt henleder opmærksomheden på relativt nært beslægtede teoridannelser. 

            1) Først fremsætter vi vor problemstilling: at den biologiske evolutions-teori øjensynligt mangler et begrebs-apparatur til at forklare en af fylogenesens epokeskabende udviklinger: menneskets exosomatiske evolution (kulturudviklingen). Herefter introducerer vi den grundlæggende distinktion mellem interne og externe adfærdsberedskaber, samt hævder – på baggrund af en analyse af fordelene ved externalisering – at menneskets eksplosive evolutiion og biologiske egenart lader sig forstå, udfra menneskets intense praktisering af externaliserings-princippet d.v.s. inddragelsen af externe strukturer i individets adfærdsberedskab. 

            2) Udfra en erkendelse af vor afhængighed af Popper’s filosofi, da gennemgår vi ret indgående Poppers 3-verdens-betragtning, samt hvad vi kalder Poppers vision: at al udvikling – det være sig evolution, samfundet eller videnskaben – sker ved fejl-elimination og en derpå følgende objektiv højnelse af problemniveauet. 

            3) Endelig diskuterer vi nogle beslægtede teoridannelser fra hhv. Platon, Hegel, Marx, Korzybski, Bruner og McLuhan. 

Andet kapitel sigter imod vor gennemgang af erfaringsdannelsens evolution (afsnit 8), hvor den genetiske- samt den exosomatiske evolution samordnes i en generel evolutionsteori. 

            4) Den organiske verden sammenlignes med den uorganiske og karakteriseres som strukturbevarende systemer el. med Eddington’s ord: ”entropiske øer” d.v.s. systemer, der midlertidigt er sat udenfor den almindelige stofnedbrydning. Dens målsætning, strukturbevarelse, fører til 6 arts-

- 116 -

problemer, som til en vis grad standardiseres gennem arternes adaptation til økologiske nicher. 

            5) Denne adaptation kan ske ved genetisk evolution eller 

            6) ved indlæring. 

            7) Enkelte arter klarer et eller flere af sine arts-problemer ved udvikling af et externt adfærdsberedskab (yngelplejeproblemet – fuglereder). Mennesket hører blandt disse arter og markerer sig som den mest ekstreme repræsentant.

Menneskets arts-specifikke genetiske egenskaber (det store hjernevolumen og den oprejste skeletbygning) må således antages at være udviklet gennem et selektionspres fra exosomatiske produkter, men som vi pointerer, så må et sådant selektionspres være forbundet med opsplitning og isolering af homonid-stammerne, hvis selektionspresset skal have kunnet føre til en så hastig arts-udvikling som tilfældet har været. Følgelig foreslår vi, at kulturforskelle kan fungere som sociale barrierer, der kan virke ligeså reproduktivt isolerende som de gængse geografiske- og økologiske barriérer. 

            8) Endelig ”samles trådene” i gennemgangen af erfaringsdannelsens evolution. 

Tredje kapitel er i store træk en uddybning af næstsidste fase i erfaringsdannelsens evolution, nemlig den abstrakt rationelle erfaringsdannelse (= videnskab). 

            9) Grundet den materialistiske forhåndsantagelse, at fænomenernes fællestræk er af materiel natur, så åbnes der mulighed for en objektiv erfaringsdannelse, som kan drage nytte af forædlings-gevinsterne ved externalisering. Den abstrakt, rationelle erfaringsdannelse løber dog ind i nogle uløselige erkendelsesteoretiske grundproblemer, som nødvendiggør, at man stiller beskedne fordringer m.h.t. vished. På denne baggrund redegør vi for Poppers kritiske rationalisme, samt udleder 3 forsknings-heuristikker af særlig relevans for den psykologiske videnskab.

- 117 -

            10) Derpå fremfører vi det synspunkt, at videnskabelig viden kan opfattes som et informations-råstof med mange anvendelses-muligheder, hvoraf dog dets teknologiske anvendelse har en klar første-prioritering. M.a.o. videnskabens primære anvendelsesmulighed at kunne inddrages i produkt-udviklingen rummer de adaptive fordele som knytter sig til frigørelses-gevinsterne ved externalisering. 

            11) Den anførte synspunkter vedrørende videnskabens metode og anvendelse overføres derpå til psykologien, og vi finder begrundet anledning til at skelne mellem en videnskabelig psykologi, som stiler mod teknologisk udnyttelse og en forståelses-psykologi, som helt er rettet mod kontakt-situationen, og derfor f.x. ikke kan være interesseret i en detaljeret og uhåndterlig teori.. 

            12) Endelig uddyber vi et enkelt problem i kontroversen mellem videnskabelig- og hermeneutisk funderet psykologi, nemlig fri-vilje-problematikken og dens afhængighed af det beskrivende referencesystem. Vi finder, at erkendelsen udmærket kan overskride sin referenceramme, samt at den gør det ved simpelthen at opstille en ny og bedre, hvis den gamle byder på for mange vanskeligheder (Jfr. Einsteins relativitets-teori og dets brud med sansningens referenceramme: tid og rum).

- 118 -

  ENGLISH SUMMERY:

 Externalisation – an impression of humanity based on evolution. 

The biological theory of evolution does not include the cultural evolution (the exosomatic evolution). The principle of externalisation (i. e. the integration of external structures in the scheme of behaviour) is introduced and integrated in a general theory of evolution.

The swift genetic evolution of man is explained by culture-barriers and selection pressures from the exosomatic products.

The rapid evolution of science is explained by the improvement- and liberation-rewards by externalisation.

The relation between scientific psychology and hermeneutic psychology is dealed with especially in regard to the problem of a free will.  



[20] Der udkommer årligt omkring 1.000 tidsskrifter i kemi

[21] Af hensyn til læseligheden giver vi afkald på Kant’s præcise, men svært ældede terminologi. Denne ville kræve en omstændig gennemgang af termer som genstand, fornemmelse, anskuelse, fænomenets stof og form, forstand samt relationerne imellem dem. Vi vover i stedet et moderne og forhåbentligt tilstrækkeligt præcist sprogbrug.

[22] Perceptionen af 3-dimensionelt umulige figurer (tegnet 2-dimensionelt) viser, at på trods af en figurs “umulighed”, så organiseres den uundgåeligt 3-dimensionelt. Dette viser vor store tilbøjelighed til rumlig organisation af synsindtrykkene.

[23] Herfor taler, at fluens landings-færdighed påviseligt er nøje betinget af synsindtrykket;  samt guldsmedens evne til at fange sit bytte i luften (R. L. Gregory, p.28).

[24] “Kausalitetsprincippet …. er en regel om selve tidsfølgen (nemlig en rækkefølges irreversibilitet), og da tiden er en a priori anskuelsesform må en sådan tidsfølge nødvendigvis være a priori. Så langt fra at være en af de empiriske regler, så er den en nødvendig forudsætning for disse. Det princip, der muliggør erfaring, kan ikke selv være genstand for erfaring” (I. Kant, s. 33)