Externalisering           Indhold         Kap. 1          Kap. 2          Kap. 3          Appendix           Referencer
- Kaare Kristensen

 

- 32 -

II KAPITEL:

 

EXTERNALISERINGS-PRINCIPPETS INDDRAGELSE I EVOLUTIONS-TEORIEN.

 4.                     Grundtræk af den genetiske evolution.

  

4.1       Den uorganiske- og den organiske verden.

 (1)       I den uorganiske verden ser vi en irreversibel, fremadskridende degration af orden, idet strukturforskelle udnivelleres under frigivelse af varme. Den universelle konsekvens heraf fastslås ifølge thermodynamikkens 2. lov at blive universets ”varmedød” – en tilstand, som kan sammenlignes med ”et altomfattende, homogent og færdigstørknet elementarpartikel-krystal”.

 (2)       Siden Jordens dannelse for 5.000 millioner år siden ( B. Kurtén, p. 21 ) har en sådan fremadskridende strukturnedbrydning fundet sted.

Under denne proces forestiller biologerne sig, at elementer af strukturbevarende systemer tilfældigt er dannedes og er blevet kombineret sammen til adaptive systemer.

Under alle omstændigheder finder vi de første sikre tegn på encellede organismer 4.500 millioner år efter Jordens dannelse ( B. Kurtén, p. 22 ). 

(3)       Livets strukturbevarende egenskaber er resultat af en målrettet adfærd ( teleonomi ), som realiserer organismens egen vækst ( morfogenesen ) samt dens selv-kopiering (reproduktive invarians ). (Monod, J. , Kap. I og II )

 (4)       Livets strukturbevarende virksomhed forudsætter, at der råder en streng lovmæssighed i naturen ( hvor streng lader vi stå åbent ). En sådan lovmæssighed har livet fundet samt indrettet sig på – såvel på det biokemiske- som på det adfærdsmæssige plan. 

(4a)     På det biokemiske plan kunne man f.x. pege på det genetiske system.

- 33 -

Informations-overførslen fra DNA’et til RNA’et, samt RNA og ribosom-samspillet ved enzymproduktionen – hele denne grundlæggende livsproces foregår med en så usvigelig præcision, at f.x. to enæggede tvillinger ved fødslen er næsten uskelnelige fra hinanden på trods af ni måneders – af hinanden uafhængig  - intensiv celledeling.

Den genetiske kodes forbløffende regelbundne realisation har fundet sted på samme måde i mindst 500 millioner år.  Dette kan vi udlede af, at vi hos alle organismer fra bakterie til menneske genfinder de samme fire informations-elementer ( molekyler ) i hhv. DNA og RNA, samt de samme 20 aminosyreradikaler til al proteins opbygning. 5 ( J. Monod, s. 167 – 177) 

(4b)     På det adfærdsmæssige plan finder vi, at hver art særskilt har specialiseret sig i et begrænset miljø’s lovmæssigheder ( den økologiske niche).

Således finder man, at der til behovsmæssigt relevante lovmæssigheder er udviklet et adækvat adfærdsberedskab, (d.v.s. adfærdsstyring og organstrukturer ). 

Dette vil vi gerne eksemplificere lidt grundigere ved at betragte den grønne skovspættes adfærd. Adfærdsstrategien består her i at søge føde ( bl.a. skovmyrer) under træers bark, og det vil sige opsøge føden ved gennem hakkelyden at finde hulrum, samt at hakke gennem barken, hvor der er hulrum. Organstrukturen består i det kraftige næb, de stærke nakkemuskler samt de særlige gribefødder. Hvilke lovmæssigheder i skovspættens økologiske niche beror nu dette adfærdsberedskab på? Først og fremmest på, at insekter gennem flere millioner år har fundet gunstige livsbetingelser under træstammernes bark, d.v.s. at skovmyrer dér har kunnet opsøge og finde små edderkopper. Dette gælder hele vejen gennem fødekæden.

- 34 -

Af andre former for lovmæssighed vil vi en passant blot nævne: 1) den akustiske lov, at hulrum gennem årmillioner har givet en anden lyd ved bankning end massivt materiale, 2) at barkens hårdhed ikke har svinget synderligt gennem årmillioner f.x. er blevet kiselholdig, o.s.v.. 

(5)       På trods af arternes mangfoldiggørelse, som i beløber sig til ca. 1 ½ million arter ( T. Dobzhansky, 1951, p. 7-8), så leder deres grundlæggende strukturbevarende målsætning ( morfogenesens og reproduktionens realisering ) dem frem til en række fælles livsproblemer

(5a)     Forhindringer i forbindelse med morfogenesens realisation: 

1)                 For at kunne fungere og udvikle sig kræves en regelmæssig fødeoptagelse, men eftersom føde ikke er lige for hånden som tilfældet er f.x. med ilt, men først må fremskaffes, så udgør optagelsen af fast- og flydende føde et permanent problem. Vi kunne kalde dette for føde-problemet.

2)                 For andre arter udgør organismen selv et fødeobjekt, hvilket er en trussel mod realisationen af artens eget mål: dette kan betegnes forsvars-problemet.

3)                 Under gunstige forhold stiger antallet af en bestemt art i en sådan grad, at føderessourcerne kan blive utilstrækkelige: vi får da et problem vi kan kalde arts-konkurrence-problemet.

4)                 Fluktuationer i det fysiske miljø såsom de daglige vejrsvingninger, døgnsvingningerne og årstidssvingningerne truer på forskellig vis organismens overlevelse, og det udgør tilsammen, hvad man kan kalde miljø-fluktuations-problemet

(5b)     Forhindringer i forbindelse med reproduktionens realisation: 

5)                 Mens den ukønnede formering forløber automatisk blot ovenstående problemer er løst, så er forhindringerne, når vi betragter den kønnede formering, mangeartede: dette konstituerer parrings-problemet.

6)                 På samme måde er yngelen ved den kønnede formering straks ved fødselen på langt tilbage i sin morfogenetiske udvikling, at det ville omkomme, hvis ikke forældrene bistod i opvækstperioden. Dette kalder vi yngelplejeproblemet.

- 35 -

(6)       Sammendrag: vi har nu foreløbig påvist, at levende væsener er strukturbevarende systemer, hvis eksistens er betinget af strenge lovmæssigheder i naturen. Dernæst har vi undersøgt, hvilke konkrete problemer, der påføres de levende væsner som følge af målsætningen: strukturbevaring. 

Vi vil nu undersøge for det første, hvilke løsninger (adfærdsberedskaber), arterne har udviklet med henblik på de 6 arts-problemer, og for det andet hvilke processer der har medført dannelsen af de pågældende adfærdsberedskaber. I begge tilfælde tænkes fremstillingen at gælde for evolutionen frem til, men mennesket exklusivt. 

4.2       Adfærdsberedskabet betragtet som en imødegåelse af de 6 artsproblemer 

            Adfærdsberedskabet kan vi opdele i en handlingsstyrende komponent: adfærds-styringen og i en handlingsorienterende samt –effektuerende komponent: organstrukturen.

Mens adfærdsstyringen kan være såvel medfødt (reflekser og instinkter ), som miljøbetinget ( indlæring ), så vil organstrukturen altid være medfødt og ofte udpræget artsspecifik.

De 6 artsproblemer bliver for hver arts vedkommende imødegået v.hj.a. et adfærdsberedskab, som er nøje afstemt efter lovmæssighederne i den pågældende arts økologiske niche. Dette vil vi nu belyse med konkrete tilfælde fra hvert af de 6 artsproblemer. 

(1) Fødeproblemet. En økologisk niche vil altid være baseret på, at arten sikrer en tilstrækkelig gunstig plads i en fødekæde enten som kødæder, ådselsæder eller planteæder. F.x. finder man i fyrreskoven følgende fødekæde: 

lille flue < lille edderkop < skovmyre < grøn skovspætte < spurvehøg

 ( C. S. Elton, 1930)

Afhængig af fødens art har arten udviklet en adækvat fødeopsøgnings-adfærd ( f.x. geddens- eller edderkoppens jagtadfærd), samt et dertil svarende jagt- og

- 36 -

fortæringsorgan ( f.x. myreslugeren eller den elektriske ål ). 

(2)       Forsvars-problemet. Arten udvikler et forsvar specifikt rettet mod sine sandsynlige fjender i fødekæden.

Adfærdsstrategier: gruppeforsvar ( som bavianernes mod rovdyr ), flugt ( som harens mod ræven ), hurtig formering ( som findes hos alle laverestående arter). 

Organstrukturerne kan her være et aktivt forsvarsorgan ( som antilopens gevir mod de store katte), eller et passivt forsvarsorgan ( skildpaddens skjold ), samt et særligt forsvarsberedskab, camouflage ( som kendes fra mange dyr deriblandt kamæleonen ). 

(3)       Arts-konkurrence-problemet. Når arterne indretter sig i økologiske nicher, så må det være en stadigt gentagende begivenhed, at de støder på artsfæller. Fremfor at flere artsfæller jager det samme bytte og derefter slås om det, så har arterne fundet indirekte løsninger nemlig territorie-rivalisering – hvis artsmedlemmerne lever isoleret ( J. P. Madsen, s. 26-27 ), og status-rivalisering – hvis de lever i gruppe ( J. P. Madsen, s. 33-36 ). Med henblik på denne konkurrence har arter udviklet specifikke adfærdsmønstre såsom true- og underkastelsesadfærd. Dette kan tydeligt iagttages indenfor de forskellige hunderacer. 

(4)       Miljø-fluktuations-problemet. Svingninger mellem dag og nat har betydet en dertil svarende specialisering i biosfæren, således at denne kan opdeles i dag- og natdyr. Årstidernes skiften er en anden lovmæssighed i miljøet, som alle arter må indstille sig på. 

Af adfærds-strategier finder vi bl.a. sæsonmæssig emigration og vinterdvale. På organstrukturernes område finder vi enkelte arter, som skifter dragt efter årstiderne ( f.x. sneharen ). 

(5)       Parrings-problemet. Da arterne kun kan bevares intakt v.hj.a. en reproduktiv isolering fra andre arter,  gælder det for hvert art bl.a. at udvikle et distinkt, arts-specifikt parringsforløb. Af sådanne adfærds-strategier kan nævnes kaldesignaler og parrings-ritualer. Af distinkte organstrukturer finder

- 37 -

vi de primære kønsorganer, kønsdragter og duftsekretion, der hver især ofte er tilstrækkeligt arts-differentierende. 

(6)       Yngelpleje-problemet. Dette konstante problem er for diegivningens vedkommende løst ved en specifik organstruktur hos moderen og en dertil svarende adfærd hos barnet ( sutterefleksen ). 

Sammenfatning: Vi har nu redegjort for, hvorledes de til enhver tid eksisterende artsproblemer simplificeres ved, at hver art begrænser deres aktivitet til en bestemt økologisk niche. Derved optræder problemerne på nogenlunde samme måde ( altså forholdsvist invariant ), hvilket muliggør dannelsen af standardiserede løsninger, nemlig et overvejende medfødt adfærdsberedskab. Eller kortere udtrykt: arterne imødegår de 6 artsproblemer ved at specialisere sig i forhold til et begrænset sæt af lovmæssigheder i virkeligheden, idet de udvikler en dertil adækvat adfærd og organstruktur. 

Nu vil vi naturligvis ikke hævde , at dyr ( endsige arter ) skulle have forestillingen ”lovmæssighed” til deres rådighed, eller at de skulle kunne knytte denne forestilling til periodiske fænomener i deres omgivelser og handle adaptivt i forhold hertil. Det er antageligt kun mennesket der kan tænke og handle således. Når vi hos dyr alligevel kan konstatere, at såvel deres anatomi som deres adfærd er bygget op omkring forventninger om specifikke lovmæssigheder i deres miljø, så må spørgsmålet melde sig: Ved hvilke processer er disse konkrete forventninger nedfældet i organismen, når de ikke er bevidste? Eller m.a.o.: hvilke processer fører til adfærdsberedskabets dannelse hos dyr?

- 38 -   

4.3

Evolution og indlæring er de adaptionsprocesser, som fører til adfærdsberedskabets dannelse.

             Betragter vi en organismes adfærd, kan den beskrives som sekvenser af målrettet adfærd:

            P1 à  TS  à EE  à P2 à  TS  à EE  à P3 à  TS  à EE  à P4 .....Pn

hvor P står for et problem ( e.g. et af de 6 artsproblemer), TS ( tentative solution ) står for et forsøg på at løse problemet og EE ( error elimination ) står for udfaldet af TS, d.v.s. målopfyldelse eller ikke. Efter EE melder behovet sig på en ny måde, og en ny målrettet adfærdssekvens sættes i gang.

Det er imidlertid ikke så meget disse adfærds-sekvenser, vi interesserer os for, som deres to efter-effekter[6]: evolution og indlæring. 

 

FIGUR 9

 

Som figur 9 viser, så igangsætter en organismes adfærd ret u-intenderet to processer: evolution og indlæring, hvis produkter indgår i hhv. artens- og i organismens adfærdsberedskab. 

Vi vil først gennemgå evolutionsprocessen, da denne utvivlsomt optræder først i fylogenesen. Først på et langt senere tidspunkt må man så antage, at miljø-adaptationen er blevet kompliceret i en sådan grad af biosfæren selv, at et

- 39 -

selektionspres er opstået for en hurtigere miljø-adaptation end selve evolutions-processen. Svaret herpå må have været at udvikle en af organismens problemer modificerbar genotype. Denne egenskab ved genotypen finder vi i dag hos alle vævstyper ( e.g. muskelvævets opsvulmning ved brug ), men nervevævet har dog i særlig grad specialiseret sig heri.

Som et resultat af denne udvikling finder vi i dag to adaptionsprocesser: en sendrægtig arts-adaptation ( evolutionen ) og en hurtig individ-adaptation ( indlæring ). 

5.                     Evolutionsprocessen. 

5.1       Betydningen af at erhvervede egenskaber ikke nedarves. 

            Lad os betragte figur 9 for lettere at kunne drage en vigtig skelnen mellem evolution og indlæring.

Ved indlæring har alle individets adfærds-sekvenser direkte betydning for dannelsen af individets adfærdsberedskab, idet de alle har en efter-effekt [7] - nogle mere end andre. 

Ved evolutionen derimod er det kun adfærdens reproduktive succes, der direkte indvirker på artens fortkommende adfærdsberedskab. Dette skyldes, at generne kvalitativt forbliver upåvirket af individets adfærd. Den eneste måde, hvorpå artens adfærdsberedskab derfor kan ændres ( foruden ved tilfældige mutationer), bliver ved kvantitative forskydninger i genmaterialet fra generation til generation. Og følgelig: eftersom sådanne kvantitative forskydninger helt er bestemt af den reproduktive succes, så ser vi, at kun dette adfærdsaspekt bliver direkte bestemmende for evolutionen. Alle øvrige adfærds-aspekters genetiske videreførelse knytter sig til, hvorvidt de indirekte

- 40 -

støtter den reproduktive succes. 

Kort sagt: Betydningen af,  at erhvervede egenskaber ikke nedarves, er, at kun ét aspekt ved individets adfærd, nemlig det reproduktive succes, får direkte følger for artens adfærdsberedskab: thi kun den reproduktive succes influerer på de kvantitative forskydninger i genpuljen. 

Idet vi senere vil vende tilbage til indlæringen, vil vi nu undersøge evolutions-processen og i første omgang nærmere belyse, hvad der konkret skal lægges i ”de kvantitative forskydninger i genmaterialet fra generation til generation”. 

5.2       To evolutions-processer: ”stamme-evolution” og ”arts-evolution”. 

            Evolutionen forløber på to vidt forskellige måder afhængig af, om der er tale om kønnet- eller ukønnet formering. Vi vil kort gennemgå dem begge – ikke så meget for fuldstændighedens skyld, som for at have et sammenlignings-grundlag, udfra hvilket den kønnede evolutionsproces forhåbentligt vil kunne fremtone desto markantere. 

(1)       Ukønnet formering fører til ”stamme-evolution”.

 


 
FIGUR 10. ”Stamme-evolution

 

Figur 10 viser evolutions-processen fra én generation til den næste, som den foregår ved ukønnet formering.

Den første populations (PP1’s) individer udsættes for et givet miljøs (M1’s) selektions-agenter (s-a), hvilket medfører, at visse organismer ( B og D )

- 41 -

bidrager til PP2 i modsætning til de øvrige ( A og C ), hvis genetiske materiale falder bort.

Det afgørende ved ukønnet formering, er, at de formerende individer duplicerer deres egen genotype. Den eneste mulighed for genotypisk fornyelse fra en population til den næste ligger i mutation (D1).

Hvis vi skal prøve at opgøre, hvori den essentielle ændring er sket, kan vi sige, at den består i forskydninger i forholdet mellem de forskellige genotypers kvantitative repræsentation i hhv. PP1 og PP2.  

Sammenligner vi således PP2 med PP1, så må det indrømmes, at PP2’s adaptionsværdi efter al sandsynlighed er større end PP1’s i forhold til selektions-agenterne i M1. Men hvorledes i forhold til M2 – det miljø, som PP2 rent faktisk skal tilpasse sig? Dette er netop humlen ved den ukønnede formering, at den opererer udfra den forudsætning, at miljøet er konstant. Den tilpasser sig så specifikt og effektivt på den forrige generations miljøforhold, at den bliver overordentlig sårbar overfor miljøfluktuationer. 

Vi har valgt at give denne evolutionsform betegnelsen ”stamme-evolution” – en hentydning til, at populationer ved ukønnet formering ( = stammer ) er afgørende forskellige fra populationer ved kønnet formering ( = arter ). 

(2)       Kønnet formering fører til ”arts-evolution”. 

 

FIGUR 11     ”Arts-evolution

- 42 -

Figur 11 viser evolutionsprocessen fra en generation til den næste, som den foregår ved kønnet formering.

PP1’s individer udsættes for fore et givet miljøs selektions-agenter, hvilket medfører, at visse organismer (B og D) bidrager til PP2 i modsætning til de øvrige (A og C), hvis genetiske materiale falder bort. 

Det afgørende ved kønnet formering er, at de formerende individers genotype ikke gives specifikt videre til afkommet, men underkastes tre genbotypiske ændringer: mutation, rekombination og zygotedannelse, hvilket fører til unikke genotyper.

 Dette essentielle forhold indebærer, at det ikke er genotypens specifikke struktur, men derimod dens komponenter, allellerne, som er den grund-enhed, der ultimativt berøres af selektionen på adfærdsplanet. Eftersom allellerne holdes indenfor en given art p.gr.a. reproduktive isolations-mekanismer, så kan man teoretisk set summere dem op i genpuljer og sammenligne sådanne genpuljers allel-indhold fra generation til generation. 

Udfra denne tankegang kan vi derfor sige, at ved kønnet formering sker den essentielle ændring fra PP1 til PP2 i forskydninger i populationens samlede genpulje. Eller lidt præcisere specificeret: I forskydninger i forholdet mellem allellernes kvantitative repræsentation i hhv. PP1’s og PP2’s genpulje

Umiddelbart kunne man undre sig over, at den kønnede formering giver afkald på de heldige genotyper – hvilket jo er en følge af rekombination og zygotedannelsen – for i stedet at opbygge helt nye og tilfældige genotyper generation efter generation. Men dette hører altså med til den pris, der må betales for stor genotypisk variabilitet og dermed stor evolutionistisk fleksibilitet, at der samtidigt sker en vis spildproduktion i form af inferiøre genotyper; thi sådanne må nødvendigvis også opstå ved de stokastiske processer.

- 43 -

 (3)       Arts-evolutionens kompleksitet. 

Umiddelbart skulle man tro, at vi nu kunne forklare, dels hvorledes evolutionen førte til adaptation og dels hvordan den førte til dannelsen af nye arter. 

Ved stamme-evolution skulle således de bedste genotyper blive overrepræsenteret i den fortkommende generation og evt. heldige mutanter kunne skabe nye stammer, som ville udkonkurrere de gamle. 

Ved arts-evolution kunne man forestille sig en lignende proces blot langsommere og mere fleksibel p.gr. a. den genetiske rekombination ved meiose-delingen. 

Begge forklaringer ville være i bedste overensstemmelse med slogan’et: ”the fittest survive”, men desværre er forholdene ikke spor så enkle. 

Under normale forhold fører den nævnte allel-selektion ved arts-evolution hverken til nævneværdig adaptation endsige til artsdannelse ”ganske enkelt” p.gr.a. genetisk homeostasis og immigration. 

For stamme-evolutions vedkommende så passer beskrivelsen godt nok med virkeligheden, men vi finder så vidt vides ingen stammer, hvis organismer aldrig blander gener med ”stamme-fæller”. Derfor må gennemgangen af stamme-evolution nærmest ses som en understregning af, hvad hovedparten af al evolution – nemlig arts-evolution – ikke er og ikke må forveksles med. ( Jvf. s.  ff) 

5.3       Arts-evolution. 

            For arts-evolutionens vedkommende har vi foreløbigt vist, at den reélle forandring fra en generation til den næste består i kvantitative allel-forskydninger i den samlede genpulje. Dernæst antydede vi, at selektion og mutations-dannelse langtfra var tilstrækkeligt til at kunne forklare fylogenesen. Dette vil vi nu forklare lidt nærmere.

- 44 -

  

FIGUR 12   Arts-evolutions-processen.

 Figur 12 viser en input-output-model for arts-evolutionen. Den følger to lokal-populationer ( PPa og PPb ) fra ét generationsskifte (PP1) til det næste (PP2). Samtidigt illustreres stiftelsen af en ny lokal-population (PPs), som potentielt kan udvikle sig til en ny art, grundet dens geografiske og/el. økologiske isolering fra artens øvrige lokalpopulationer. 

For alle tre populationers vedkommende har vi med pile illustreret de forskellige former for genetisk in- og output der forekommer, eller m.a.o. årsagerne til populationernes reélle forandring fra generation til generation. På input-siden finder vi immigration og mutation[8], og på output-siden finder vi selektion og emigration.

- 45 -

Det er vigtigt, at vi ved arts-evolution skelner mellem den normale, arts-befæstende evolution (PPa og PPb), som praktisk talt ingen forandringer fører med sig, og evolutionen blandt geografisk isolerede emigranter (PPs), som er de potentielle arts-nydannere. Forskellen mellem de to evolutionsformer udspringer i forskellen mellem den tilrådigheds-stående genetiske variabilitet. Denne forskel er en følge af, at de isolerede emigranter har påbegyndt dannelsen af en lokal-population v.hj.a. få individer ( = ringe genetisk variabilitet ), samt at lokal-populationen derefter næsten ikke modtager yderligere genetisk variabilitet i form af immigration[9].

Denne skelnen mellem to slags lokal-populationer er vigtig, men ligeså vigtigt er det at påpege, at det er den samme proces, arts-evolution, som former de to lokal-populationers adfærdsberedskab blot hhv. med- og uden gen-fornyelse ved immigration.  

Idet vi henviser til en langt mere udførlig gennemgang af arts-evolutionen i Appendix I, vil vi her i det næstfølgende afsnit nøjes med at trække nogle hovedlinjer op. 

5.4       Arts-evolutionen – nogle uddybninger. 

(1)              Evolutionens enhed er arten – ikke individet.

Med figur 11 (s. 41) ville vi vise, at det enkelte individs genotype bliver opløst og blandet, således at reproduktionen hver gang fører til dannelsen af en unik genotype. Individets indflydelse på evolutionen bliver m.a.o. reduceret til, hvor godt det forvalter ( d.v.s. forøger el. formindsker ) et givet kvantum gener

- 46 -

 ”lånt” fra artens genpulje. 

Evolutionistisk set er artens genpulje derimod en reél enhed, nemlig grupper af faktiske- eller potentielle ”interbreeding” populationer, som er reproduktivt isoleret fra andre sådanne grupper ( E. Mayr, p. 19). 

(2)       Artens opdeling i forskellige slags populationer. 

Lokalt begrænsede sammenligninger af en given arts medlemmer viser en bemærkelsesværdig stor fænotypisk ensartethed. Det, man imidlertid sammenligner, vil som oftest vise sig at være medlemmer af en lokal-population. 

En art består imidlertid af mange lokal-populationer, som kan inddeles i tre hovedtyper afhængig af hvor i artens udbredelseszone, de befinder sig. 

(a)   Centrale populationer er geografisk nært forbundne populationer, som hver især har udviklet en distinkt lokal-adapteret fænotype. Disse fænotyper vil i globalt perspektiv tage sig ud som gradvist kontinuerlige ændringer ( se figur 13, side 47 ).

(b)  Hybride bælter: I randzonen mellem to sammenstødende central-populationer vil der udvikle sig et snævert bælte med stærkt øget fænotypisk variabilitet.

(c)  Geografiske isolanter er populationer, som er adskilt fra de centrale populationer af en næsten uoverkommelig geografisk- og/el. økologisk barriére. 

(3)       De centrale populationers evolution fører til artens befæstelse. 

Figur 13 (s. 47) viser 4 typiske lokal-populationer, som trods forskellige geografiske tilhørssteder, ikke undgår en vis indbyrdes migration[10]. En sådan regelmæssig immigration forhindrer overhovedet nogen form for arts-

- 47 -

  

FIGUR 13: Gennemsnitligt vingelængde hos 4 lokal-populationer af præstekraver (Charadrius hiaticula). Pilene forbinder yngle- og overvintrings-områderne, idet den britiske population dog bliver og overvintrer. Man bemærker: jo varmere overvintrings-område, desto kortere vingelængde. 

 

nydannelse, eftersom den langsommelige etablering af reproduktive isolations-mekanismer ( ca. 1 million år ) ustandseligt forstyrres af genblanding fra andre

- 48 -

lokal-populationer. 

”Jamen” – kan man spørge – ”Hvilke konsekvenser har da det relativt konstante, samt til tider meget dramatiske selektionspres fra miljøet?” 

Svar: ”Det konstante selektionspres fører til befæstelse af en normal fænotype, mens det drastiske selektionspres fører til en fleksibel fænotypisk ændring i overensstemmelse med selektionspresset, som dog næsten fuldstændigt opgives til fordel for den normale fænotype, så snart selektionspresset ophører”. 

Disse to fænomener: stabiliserende selektion og genetisk homeostasis vil vi give en kortfattet uddybning af ( se derudover Appendix I s.   ) 

3a)       Stabiliserende selektion

Det såkaldt normale selektionspres må forventes at ville begunstige standard-fænotypen, eftersom det jo er denne, som selektionspresset gennem en mindst 50.000 årig integrations-periode[11] har avlet gennem tugt. Dette er også, hvad man finder og har righoldigt konkret information om ( E. Mayr, p. 282-283). Teoretisk taler man om en stabiliserende selektionén proces som har to aspekter: 1) den normaliserende selektion som bort-selekterer fænoafvigerne, samt 2) en kanaliserende selektion, som fører til bevarelse af alle de genetiske regulerings-mekanismer ( f.x. suppressorer ), som sørger for, at standard-fænotypen realiseres på trods af betydelig gen-udskiftning og miljø-fluktuation ( E. Mayr, p. 283) 

Kort sagt: normalt selektionspres fører til stabiliserende selektion, hvilket er ensbetydende med, at en lokal-population evolutionistisk nærmer sig eller opretholder sin optimale adaption til en lokal økologisk niche.

- 49 -

 3b)      Genetisk homeostasis

Miljø-chok d.v.s. perioder med et radikalt nyt selektionspres, er undersøgt eksperimentelt af Mather & Harrison ( E. Mayr, p. 285-288 ), idet man udsatte en bananflue-population for streng selektion for hhv. forøgelse og formindskelse af hårantallet på én, bestemt krops-sektion.

Forsøget viste bl.a., at populationen rådede over en stor genotypisk variabilitet, som var næsten latent frem til det tidspunkt, hvor selektionspresset blev indsat. Derefter ændredes hårantallet fra 36 til 56 i løbet af 20 generationer. Derpå ophørte selektionspresset, og i løbet af kun 4 generationer sænkedes hårantallet fra 56 til 40, idet bananfluerne med de færreste kropshår udviste den største frugtbarhed og levedygtighed! 

Vi kan forklare den latente genotypiske variabilitet v.hj.a. den kanaliserende selektion ( se s. 48), samt en række andre faktorer, som forhindrer selektionen i at blive effektiv ( se Appendix I, s.   ), men hvorledes skal vi kunne forklare, at så tilsyneladende neutralt et træk som hårantallet på en given krops-sektion indvirker så kraftigt på levedygtigheden? Miljøet spiller i al fald ingen rolle, thi hårantallet  - kan vi fastslå – er et neutralt træk. 

Problemets løsning ligger ikke i et ydre selektionspres, men derimod i et indre, nemlig selektionspresset fra den genetiske baggrund. Dette helt centrale, men oftest oversete forhold, har vi behandlet i Appendix I, s.  , og vil derfor kun opresumere følgende:

Man kan ikke bestemme et allel’s adaptionsværdi uafhængigt af de alleller, som det skal indgå i interaktion med.

Vi finder to former for genetisk interaktion (1) den allelliske interaktion d.v.s. interaktionen mellem et gens to alleller, og (2) den epistatiske interaktion d.v.s. alle de øvrige former for allel-interaktion. 

(1)       For den allelliske interaktion gælder, at allellerne ofte fungerer bedst heterozygotisk, hvorfor de i så fald ved selektion etablerer de såkaldte

- 50 -

balancerede polymorfier

(2)       Langt vigtigere er dog den epistatiske interaktion, om hvilken den biologiske viden dog stadigt er meget begrænset. Selvom således polygeni ( d.v.s. at flere gener bestemmer en fænotypisk egenskab) er den eneste interaktionsform, man har nogenlunde grundigt kendskab til, så kan man slutte sig til, at der nødvendigvis må finde visse koordinationsprocesser sted. Foreløbigt har man kun kendskab til visse ”suppressorer”, men der foregår en intens forskning på området, bl.a. omkring Callan’s ”master-slave-gen”-teori (C. A. Thomas, 1970). 

En brugbar billedlig fremstilling af problemet m.h.t. et givet allel’s værdi for den epistatiske interaktion, kunne være Mayr’s idé om et fysiologisk team, som skal klare en problemsituation. Hvorvidt den ny-ankomne (allel’et) vil passe ind i teamvork’et (den epistatiske interaktion) vil da afhænge, dels af 1) hvem team’et i forvejen består af, og dels 2) hvilke krav problemsituationen (den økologiske niche) stiller til team’et. 

Resultatet af selektionen ”indefra” – (d.v.s. den, der er bestemt af den allelliske- samt  den epistatiske interaktions funktionsduelighed overfor miljøets selektionspres) – vil tendere mod at bringe de gener sammen, som i flest mulige kombinationer (genotyper) vil udgøre et balanceret system. Denne form for selektion kaldes co-adaptation og resultatet heraf er en harmonisk, integreret genpulje (E. Mayr, p. 295). 

Hvis vi nu vender tilbage til udgangsproblemet, den genetiske homeostase, så ser vi, at de bananfluer, der afbøjede fra standard-fænotypen, stillet overfor det strenge selektionspres, samtidigt erhvervede sig en genotype, som afveg så meget fra standard-fænotypen,[12] at den åbenbart blev uharmonisk og

- 51 -

svækkedes . Vi ser m.a.o., at en population vil kunne imødegå et radikalt ydre selektionspres med en fleksibel genotypisk afbøjning, som imidlertid i løbet af nogle få generationer vender tilbage til standard-fænotypen, fordi genpuljen er co-adapteret således, at netop standard-fænotypen udviser den højeste frugtbarhed under ”normale” forhold, mens afvigere herfra står relativt svækkede. 

Vender vi nu tilbage til vort oversigts-skema figur 12 (s.44), så er det udfra den genetiske homeostase, at vi vil forklare, hvorfor PPa og PPb ”blot” fører til artens befæstelse -  men end mangler vi at begrunde, hvorfor PPs potentielt kan føre til arts-nydannelse. 

(4)       De isolerede populationers evolution kan føre til arts-nydannelse

(4a)     Feltbiologiske iagttagelser

Præcise kortlægninger af arters udbredelses-områder viser, at praktisk talt alle arter har ”isolanter” (se s.46), især nær områdernes periferi. (Mayr, p. 367)  Arts-nydannelse kan m.a.o. beskrives uden et eneste fossil, eftersom den foregår i dag som i enhver anden periode.

Mens ”isolanter” er temmelig sjældne på de store kontinenter, så florerer de hvorsomhelst de geografiske- eller økologiske betingelser producerer et isoleret landskab, som øer, søer el. bjergtoppe ( Mayr, p. 367)

 

(4b)     Arts-nydannelsens forløb 

Lad os nu undersøge en lille stifterpopulations muligheder, idet den forudsættes effektivt isoleret fra de centrale populationer. 

Stifter-populationen – i antal fra én drægtig hun til en hel flok hanner og hunner – vil allerede ved sin start adskille sig afgørende fra den centrale population, nemlig ved et lille individ-antal, hvilket medfører, at den genetiske variabilitet er overordentlig reduceret. Derved bliver genpuljen også

- 52 -

overordentlig ustabil og påvirkelig overfor mutationer og selektionspres fra miljøet. Det betyder, at den genetiske homeostase forsvinder og afløses af genetisk labilitet

Den retning, som den genetiske labilitet vil tage er ret uforudsigelig (se Appendix I s.     et refereret eksperiment desangående), men ifald der i det nye miljø er tomme økologiske nicher, som er ret afvigende fra de oprindelige, så kan stifter-populationen i kraft af sin store, men uforudsigelige, labilitet være heldig at udvikle et nyt, adækvat adfærdsberedskab. 

En afgørende betingelse herfor er, at stifter-populationens genpulje får ro og ikke blandes med immigranters genmateriale – og det er netop hvad de geografiske barriérer sørger for. 

I gunstigste tilfælde vil resultatet blive, at der i årtusindernes løb opbygges en co-adapteret genpulje. Dennes standard-fænotype vil være adapteret til en ny økologisk niche og faserne i dens reproduktion vil afvige så meget fra den gamle arts, at forskellene vil fungere som reproduktive isolations-mekanismer. 

Hvis ”tilfældet” derfor skulle bringe den ny og den gamle art sammen, så kan de udmærket leve side om side – reproduktivt adskilt – som to sympatriske arter, blot den geografiske zone byder på hver af de to arters respektive økologiske nicher. 

Mest slående virker dette, når der er tale om søskende-arter d.v.s. morfologisk nøjagtigt ens arter, som indtager hver sin økologiske niche og effektivt holdes adskilt v.hj.a. reproduktive isolations-mekanismer. 

5.5       Sammenfatning for arts-evolutionen. 

            Arts-evolution, d.v.s. den kvantitative forskydning i allel-fordelingen fra en generations genpulje til den næstfølgende’s genpulje, er bestemt af genetisk in- og output. Input, som resultat af mutation samt immigration fra andre

- 53 -

lokal-populationer; output, som resultat af selektion og emigration. Slutresultatet heraf bliver etableringen af en harmonisk, integreret genpulje og her indenfor opretholdelsen af de balancerede polymorfier. 

Arts-evolution fungerer som et adaptivt svar på miljøets øjeblikkelige krav. Set over årtusinder kan der imidlertid fremstå en overordentligt markant bivirkning heraf, nemlig fylogenesen

Fylogenetisk set kan arts-evolutionen give sig udslag i to vidt forskellige fænomener afhængig af, om populationen er effektivt afskærmet for genblanding med andre af artens populationer eller ej. Uden afskærmning kan arten ”kun” befæste sin lokal-population. Med afskærmning kan populationen i gunstigste fald udvikle sig til en ny art. 

5.6       Kritik af slogan’et ”the fittest survive”. 

            Ovenstående samt Appendix I’s fremstilling af arts-evolutionens to mest iøjefaldende følger: arters oprindelse og –befæstelse, giver på flere punkter et andet billede af evolutionen, end det der er indeholdt i slogan som: ”the fittest survive”, ”struggle for survivel”, o.s.v.: 

1)                 Det afgørende er ikke overlevelse, men reproduktion.

2)                 Der er ikke tale om en alt-eller-intet selektion, men om graden af reproduktion.

1) og 2) er indeholdt i begrebet, reproduktiv differentiering og kan passende indsættes i stedet for ”survive”.           

3)                 Endvidere har vi set, at selektionen naturligvis kun virker på fænotypen, som imidlertid er et produkt af genotypens interaktion med miljøet. Hvis ”the fittest” derfor går på fænotypen,  så ved vi, at det i al fald er fejlagtigt, at denne videreføres.

4)                 Hvis ”the fittest” går på genotypen med dens reaktions-potentiale, så ved vi, at genotypen ved reproduktionen opløses og dets bestanddele rekombineres til en ny, unik genotype. Altså heller ikke genotypen videreføres.

- 54 -

5)                 ”The fittest” kan kun gå på de alleller, som selektionen gennem talrige generations-skift har co-adapteret, hvorved de kunne indgå i en harmonisk genpulje. Men en sådan co-adapteret genpulje er unægteligt lidt langt fra, hvad de fleste umiddelbart ville forbinde med ”the fittest”. 

6)                 Endelig så skelner sådanne slogan overhovedet ikke imellem artens fortløbende evolution og dens opspaltning og mangfoldiggørelse – tværtimod, de overfører stiltiende datidens forenklede forestilling, at evolution automatisk fører til nye arters opståen. 

Derfor: vor tids udviklede viden om evolution taget i betragtning, så burde slogan som ”the fittest survive” og ”struggle for survivel” bandlyses, da de næsten uundgåelig fører til en række misforståelser. 

Derudover sætter ”the fittest survive” helt unødvendigt evolutionslæren i åbenlys miskredit[13] grundet dets slet skjulte tautologiske indhold:

Hvem overlever? – Det mest egnede

Hvad kendetegner de mest egnede? – At de overlever. 

Denne cirkelslutning kan imidlertid let tilbagevises, som gældende for moderne evolutionsteori, idet denne er en kausal-statistisk teori for, hvilke faktorer, der influerer på eksistens versus ikke-eksistens i biosfæren. Om nogen skulle have lyst til at værdilade begreberne og i stedet tale om egnethed versus ikke-egnethed – det bliver i så fald op til dem selv at begrunde hvorfor – og vedkommer i al fald ikke evolutionsteorien. 

Teoriens tautologiske karakter forsvinder dermed fuldkomment, idet det eksisterende forklares på den principielt set samme

- 55 -

kausal-statistiske måde, som fysikken f.x. ville forklare Jordens geologiske udvikling. 

The fittest survive” kunne muligvis erstattes af følgende selvsagt grove forenkling: Reproduktiv differentiering fører til co-adapterede genpuljer, som evolutionært befæstes eller revolutionært mangfoldiggøres

Unægtelig mer kompliceret end ”the fittest survive” – men naturen lader sig næppe stille til regnskab for en ulige afvejning af funktionelle- og pædagogiske hensyn. 

6.         Indlærings-processen – en evolutionistisk belysning. 

            Vor korte gennemgang af evolutions-processen har bl.a. vist, at stabiliseringen af et nyt arts-specifikt adfærds-beredskab (d.v.s. arts-nydannelse) normalt strækker sig over en periode på ca. en million år. På baggrund af denne enorme adaptive træghed er det ikke mærkeligt, om der tidligt i evolutionen har været et selektionspres for en genotype, hvis adfærdsberedskab delvist lod sig forme af de konkrete adfærdssekvenser, som individet engageredes i. Eller sagt med andre ord, at evolutionens ”grov-justering” kunne suppleres med en individuel ”finjustering” af adfærdsberedskabet. 

Denne ”finjustering” betegnes normalt fænotypisk fleksibilitet, og findes – omend i forskellig grad – hos alle arter og indenfor de fleste vævstyper e.g. kirtel-, muskel- og nervevæv. 

Kirtelvævets modificerbarhed som følge af individets adfærd kommer f.x. tydeligt frem hos honningbiens arbejdere i følgende ekstraordinære situation, hvis baggrund vi først må redegøre for.

En arbejdsbi’s hjemmearbejde i kuben opfylder normalt de tre første uger af

- 56 -

dens liv og følger en bestemt arbejdsturnus. En af disse består i at amme dronningen, en opgave som kræver en stærk opsvulmning af ammekirtlerne i kindbarken. Når bien et par dage senere skifter opgave, så skrumper disse kirtler imidlertid ind igen. Disse forhold kan udmærket tænkes forklaret ved genetisk styring. Hvis imidlertid den ekstraordinære situation indtræder, at kubens ammebier fjernes, så vil tidligere ammebier kunne overtage deres funktion, idet deres ammekirtler påny svulmer op.

Dette viser, at arbejds-biens udvikling kan omlægges udfra miljøets problemer, og føre til vævs-modifikation – i dette tilfælde til kirtel-opsvulmning. 

Af andre vævstyper, der udviser fænotypisk fleksibilitet, kan nævnes muskelvævet, hvis opsvulmning ved brug ligger bag al sportstræning, men mest fremtrædende er naturligvis nervevævet. 

Nervevævet, som groft sagt står for adfærdens styring, kan opstilles på en skala, figur 14, i forhold til dets modificerbarhed. 

 

FIGUR 14
1. reflekser;  2. instinkter;  3. prægning;  4. indlæring

 

Fylogenetisk betragtet så er udviklingen gået bort fra et færdig-programmeret nervevæv til fordel for et u-programmeret. 

For reflekser, instinkter og prægnings vedkommende udøver miljøet først og fremmest en igangsættende funktion, idet det forsyner organismen med nøgle-stimuli, hvorpå ”programmet afspilles” relativt stereotypt.

- 57 -

Nyeste forskning lader formode, at et nøgle-stimulus fører til produktion af et specifikt stof, som derpå aktiverer et specifikt program.[14]

 Eftersom arterne i en fødekæde netop indretter sig på arts-specifikke adfærdsmønstre hos modparten, så opstår der et selektionspres imod arts-specifikke adfærdsmønstre til fordel for et individuelt situationsbestemt adfærdsmønster – netop følgen af indlæring, hvis neurofysiologiske forudsætning er et relativt uprogrammeret nervevæv. 

7.                     Træk af den exosomatiske evolution

            Den biologiske evolutionsteori vil normalt betragte sit problemfelt sådan nogenlunde afgrænset af de rammer, som afstukket i den forudgående fremstilling ( afsnit 4 – 6 ). Herved negligerer man imidlertid  visse overordentligt vigtige biologiske fænomener, nemlig de externe adfærdsberedskaber (exosomatiske produkter), som spiller en afgørende rolle for nogle få arter, men heriblandt mennesket. 

Takket være vor specielt tilrettelagte inddeling af evolutionens faktorer, så lader disse exosomatiske produkter sig uden videre indordne i evolutionsteorien, nemlig som hhv. genetisk el. neurologisk opbygget og styrede adfærds-beredskaber. Dette har vi redegjort for s. 3 - 8 på et overvejende analytisk plan; tilbage står imidlertid at konkretisere disse betragtninger med eksempler på den exosomatiske evolution, idet vi dog fortrinsvist vil koncentrere os menneskets exosomatiske evolution.

- 58 -

7.1       Livets opståen ved ”exosomatiske matricer”. 

            A. C. Gains-Smith har fremsat den hypotese, at det i dag enerådende DNA-RNA-redublikations-system oprindelig kun bestod af RNA som redublikeredes v.hj. a. krystalbærende lerlag, der fungerede som ”exosomatiske matricer” for redublikationen.

FIGUR 15: Eftersom alle kendte organismers biokemi er ens samt forbløffende avanceret, da må vi antage en fælles herkomst temmeligt højt op i evolutionen – i stil med (a).  Forud herfor må en række mere primitive livsprocesser have ført frem til det nuværende DNA-RNA-system. (b) repræsenterer et sådant rekonstruktions-forsøg.  r repræsenterer fremkomsten af et nyt krystal-genetisk materiale og   p af et nyt organisk-genetisk materiale.
o repræsenterer en udslettelse. (A. C. Gains-Smith, p. 149).

- 59 -

Først på et senere tidspunkt, da dette krystal-nuklearsyre-system har konsolideret sig, foreslår Gains-Smith, at DNA er opstået som RNA-mutationer og gradvist er gået i interaktion med krystal-RNA-systemet for til sidst at have overtaget det krystalbærende lerlags funktion: redublikationen. Denne overtagelse betegnes den genetiske metamorfose

Figur 15 viser Gains-Smith’s højst fantasifulde og originale rekonstruktion af det genetiske redublikations-systems tidligste evolution. 

Som Gains-Smith fremhæver, så er denne teori i al fald et løsningsforslag på det generelle problem: at nutidens højtudviklede DNA-RNA-systemer må have startet som grovere og mere robuste systemer. 

7.2       Externe adfærdsberedskaber i dyreriget. 

            Sammenlignet med arternes antal (1 ½ million), da er externe adfærdsberedskaber overordentligt sjældent forekommende. Mest kendt er bobygningen hos samfunds-insekterne: termit, myre, bi og hveps, samt fuglenes redebygning og bævernes dæmnings-systemer. 

Opbygningen og anvendelsen af disse externe adfærdsberedskaber må antages at være fastlagt genetisk. Dette kommer i al fald frem med al ønskelig tydelighed i følgende viderefortalte iagttagelse af Karl von Frisch. 

Eksemplet gælder murerbien, en enliglevende bi-art, hvor hunbien med henblik på æglægningen opbygger separate celler for hvert æg, som hun så fylder med honning og æg. I en sådan nybygget celle fjernede man bunden, medens hunbien var på indsamling efter honning. 

”Efter tilbagekomsten bemærker hun den indtrådte forandring, for hun undersøger det gabende hul med sine følehorn, men hun får ikke den idé at tilstoppe hullet, hvor let hun end kunne gøre det, men aflæsser på vanlig vis sin fødelast, der falder ud gennem hullet i cellens bund. Last efter last hælder hun efter yderligere samleture ned gennem hullet” ...”Hun henter (netop) så meget foder, som normalt strækker til til en larves ernæring, derpå lægger hun sit æg, der ligeledes falder ud gennem

- 60 -

den åbne bund og lukker omhyggeligt det nedentil vidåbne bygningsværk” (K. von Frisch, s. 196) 

For en ydre iagttager tager murerbiens adfærd sig ud som en maskinmæssig udførelse af et projekt, hvor de enkelte adfærdssekvenser følger efter hinanden i en a priori fastlagt rækkefølge. Selvom man utvivlsomt vil kunne påvise større fleksibilitet hos højerestående væsener såsom fugle og bævere, så er det først hos mennesket, at de exosomatiske produkter direkte udvikles og styres udfra den individuelle erfaringsdannelse. 

7.3       Træk af menneskets exosomatiske evolution. 

(1)       Problemafgrænsning. 

Set udfra et menneskeligt synspunkt udgør menneskets egen evolution et af evolutions-teoriens mest interessante problemer. Sædvanligvis sættes der ikke de store vanskeligheder i forbindelse med menneskets evolution, idet man betragter sprog og redskaber, som ophav til et selektionspres for større hjernevolumen og oprejst skeletbygning. Kun undrer man sig lidt over den hastighed, hvormed udviklingen er sket og lidt mere over den manglende kontinuitet i udviklingen (W. W. Howells, p. 270-271). 

Vi vil nu undersøge menneskets genetiske evolution, idet vi først diskuterer sprog og redskabers selektionspres på det genetiske materiale. Derpå kommer vi til et problem, hvis behandling er en af vore mere væsentlige begrundelser for den forholdsvist indgående behandling af den genetiske evolution. Problemet udspringer af, at menneskets evolution langtfra alene kan forklares ved et selektionspres fra sprog og redskaber. De betingelser, der gælder for arts-nydannelse i den øvrige biosfære, nemlig eksistensen af små stifter-populationer som er kraftigt isolerede, må naturligvis også gælde for menneskets udvikling. Men hvorledes kan man med rimelighed antage, at en så udpræget mobil og eksplorativ art som mennesket i udstrakt grad har holdt sig

- 61 -

isoleret fra artsfæller i titusinde af år? 

Desværre har Mayr og Dobzhansky end ikke påpeget problemet, skønt de er to af de ledende forskere og teoretikere bag den i dag næsten endegyldigt accepterede barriere-teori for arts-nydannelse. 

Vor løsningsforslag baserer sig på, at kultur-barriérer i form af sprog-, norm- og religionsforskelle kan fungere som effektive barriérer for den sexuelle interaktion stammerne imellem, især såfremt mennesker fra nabostammer tillige blot opfattes som føde-objekter. 

Den anførte problemafgrænsning kan betragtes som en eksemplifikation af feedback-relationen fra det externe adfærdsberedskab til det genetiske materiale.  

(2)              Selektionspresset fra sprog- og redskabs-anvendelsen. 

De anatomisk set mest arts-differentierende karakteristika ved mennesket er dets store hjernevolumen og dets oprejste skeletstruktur.

Udfra den tankegang, at organændringer kun udvikles og bibevares, hvis de kan tjene en ny arts-specifik adfærdsform, da er det nærliggende at pege på sprog- og redskabs-anvendelsen, som to arts-specifikke adfærdsformer, hvis nødvendige homologe organstrukturer er det store hjernevolumen og den oprejste skeletstruktur.

Lad os derfor undersøge, hvilke holdepunkter, der kan opstilles for disse synspunkter. 

(2a)     Hvorvidt redskabs-anvendelsen skaber selektionspres for en oprejst skeletstruktur 

De første og i al fald vigtigste redskaber har utvivlsomt været slag- og kastevåben. At transportere disse samtidigt med, at man går på alle fire, lader sig nok gøre med et slags bælte, men forestiller vi os en firbenet våbenfører i en kampsituation, vil ulemperne vise sig at være iøjefaldende: våbnet kan kun føres effektivt fra en bagoverlænet udgangsposition, hvorfra krop og arm svinges fremad for at give våbenet den fornødne fremdrift. Holder man sig det

- 62 -

for øje og derpå tænker sig til en tvekamp mellem et to- og et firbenet fortidsmenneske, så vil man opdage, at det firbenede må give det tobenede fortidsmenneske et helt sekunds varsel, hver gang han vil føre våbenet til slag mod denne, idet han jo ikke kan bevæge sig behændigt og samtidigt føre våbenet effektivt. Endvidere vil det fremstukne hoved være et oplagt angrebsmål for det tobenede fortidsmenneske – helt i modsætning til tidligere, hvor hovedet var det vigtigste angrebsvåben og netop skulle være fremskudt. 

I tvekampe vil det tobenede fortidsmenneske altså gå af med sejren, hvorfor vi vil konkludere, at selvom den oprejste skelet-struktur ikke er en absolut nødvendighed for redskabs-anvendelse, så er det en ubetinget fordel, hvilket igen er ensbetydende med, at der vil opstå et nyt selektionspres, den oprejste skelet-struktur

(2b)     Hvorvidt sproganvendelsen skaber selektionspres for et større hjernevolumen

Man véd, at hjernevolument er fordoblet fra det ældste fund af et fortidsmenneske, Australopithecus, til Cro-magnon-mennesket, hvis hjernevolumen var lidt større end nutidsmenneskets. 

Man har derudover antaget – selvom man af gode grunde intet kan vide derom – at sproget må være udviklet indenfor denne periode. 

Så at sige tryllebundet af disse to forhold har de fleste, der har beskæftiget sig med menneskets evolution, antaget det for givet, at et mer eller mindre tilfældigt opstået primitivt sprog har skabt et selektionspres mod et større hjernevolumen, idet man antager, at et sådant er en ubetinget fordel for sprog-anvendelsen ( e.g. J. Monod, s. 120-126). 

            Overfor denne særdeles rimelige hypotese har Lenneberg fremført en række facts og argumenter, som, mener vi, berettiger hans konklusion, at ”endnu kan vi ikke sige, vi ved, hvorfor hjernens størrelse er forøget så hurtigt som den er” (E. H. Lenneberg, p. 260 ).

- 63 -

Nogle af hans vigtigste synspunkter er:

1)     Større hjernevolumen er ingen nødvendig betingelse for sproganvendelse. 

Dette ses af, at nanocephalic (fuglehovede) dværge kan forstå og anvende sprog som en 5-årig, skønt deres hjernevolumen er som en chimpanses eller en 2 måneders baby (450 g). Eftersom dværgens hjerneceller har normal størrelse, så er der altså tale om en reél reduktion af hjernemassen til en tredjedel af det normale.

(E. H. Lenneberg, p. 259)

2) Det er umuligt ud fra de fundne menneskefossiler at afgøre, hvornår primitive sprog så småt er begyndt. Først omkring Cro-magnon kan vi have rimelige formodninger om et sproganvendende folk (E. H. Lenneberg, p. 261). 

            Selvom de anførte synspunkter langtfra afkræfter sprogets betydning som skaber af et selektionspres for større hjernevolumen, så ansporer de dog til at arbejde videre med problemet: hvilke faktorer der kan have bidraget til hjernevolumets vækst. 

En nærliggende tanke ville være at undersøge, hvilke andre dyrearter, der i særlig grad har udviklet hjernevolumet.

Her finder vi, at samfunds-insekterne: myre, bi og hveps har betydeligt større nervecentre i hovedregionen end de øvrige insektarter (A. Nielsen, s.89). Endvidere finder vi, at delfiner og hvalfisk har et hjernevolumen, som for enkelte arters vedkommende endog overstiger menneskets i vægtforholdet mellem hjerne og krop.

For alle tre grupper: samfunds-insekter, hvalfisk og mennesket finder vi ganske vist sproganvendelse, men på højst forskelligt niveau. Således er delfiners sprog øjensynligt ikke nært så veludviklet, som man en overgang var tilbøjelig til at antage. 

Muligvis skal man i stedet koncentrere opmærksomheden omkring den bagvedliggende årsag til sproget, nemlig den sociale organisation. Om denne kan det generelt siges, at interaktionen mellem en gruppe individer i sig selv er en kompleks situation, som indeholder adskillige problemer, hvoraf mange ikke direkte har med sproglig kommunikation at gøre f.x. ”krops-sprog”,

- 64 -

situations-forståelse, arbejdsdeling, m.m.. 

Vi foreslår derfor, at hjernevolumets vækst ikke uni-kausalt er bestemt af sproganvendelsen, men primært udvikles gennem selektionspres fra adfærdsproblemernes kompleksitet i almindelighed, hvortil den sociale organisation i høj grad bidrager.

For menneskets vedkommende foreslår vi følgelig, at såvel sprog, redskabsanvendelse, arbejdsdeling m.m. indgår i selektionspresset for et større hjernevolumen. 

(3)       Kultur-barriérer som reproduktive isolations-mekanismer. 

Lad os i det følgende antage, at der rent faktisk har eksisteret et stærkt selektionspres for en oprejst skeletstruktur og et større hjernevolumen. 

Dette er langtfra tilstrækkeligt til at forklare en så radikal og hurtig arts-nydannelse, som Homo Sapiens har gennemgået.

Under gennemgangen af arts-evolutionen så vi, at arts-nydannelse kræver

1.      at isolant-populationer startes af nogle emigranter. Derved ophæves den genetiske homeostase og genpuljen bliver labil;

2.      at isolant-populationen lever reproduktivt isoleret fra dens øvrige artsfæller, så dens genetiske labilitet kan få ro til evt. at adaptere sig til en ny økologisk niche, samt

3.      at isolant-populationernes antal helst skal være stort, hvis arts-nydannelsen skal kunne gå hurtigt. Dette skyldes den høje sandsynlighed for, at isolant-populationer vil gå til grunde. 

Kort sagt: menneskets radikale og hastige arts-nydannelse vil kræve et stort antal – ”et øhav” – af isolant-populationer. 

Dette er imidlertid temmeligt uforeneligt med menneskets store mobilitet og eksplorative tilbøjeligheder, hvilket jo medfører, at de normale geografiske og økologiske barriérer  (bjergkæder, ørkener, oceaner) nogenlunde regelmæssigt bliver forceret. Den påfølgende genblanding vil

- 65 -

betyde, at isolant-populationens langsomt opbyggede harmoni vil blive brudt, hvorved arts-nydannelse forhindres.

Urmenneskets omstrejfende nomadetilværelse synes altså at være uforeneligt med eksistensen af et stort antal isolant-populationer, som imidlertid er betingelsen for, at mennesket skal have kunnet gennemløbe den radikale samt hastige arts-nydannelse. 

Dette problem synes Mayr (1963) og Dobzhansky (1962) helt at have negligeret. Mayr taler om, at ”små stammer levede isoleret som følge af mange forskellige slags geografiske og økologiske barriérer, (hvorfor der) sandsynligvis fandt meget lidt genblanding sted mellem nabostammerne ...... Det må antages – at de få tilrådigheds-stående facts bestyrker det – at de allopatriske (d. v.s. populationer eller arter, som lever i hinanden (men sædvanligvist tilstødende) geografiske områder (Mayr, p. 663)) populationer fra de tidlige homonider var mere forskellige fra hinanden end racerne er det hos nutids-mennesket” (Mayr, p. 638). 

Vi ser, at Mayr erkender nødvendigheden af isolerede småstammer, som kan udvikle sig i mange vidt forskellige retninger, men hans begrundelse for, at dette skulle være muligt, nemlig eksistensen af ”forskellige slags geografiske og økologiske barriérer” undlader fuldstændigt at gøre opmærksom på problemet, at urmennesket levede som omstrejfende jæger og/el. samler-stammer, hvorfor det er yderst usandsynligt, at geografiske og økologiske barriérer kan have været specielt virksomme i menneskets tilfælde – snarere tværtimod. Og ikke desto mindre har vi i menneskets tilfælde brug for en specielt effektiv isolering, hvis ”den uden fortilfælde hastige udvikling i hjernevolumet” (Mayr, p.634) skal  kunne forklares udfra barriére-teorien for arts-nydannelse.

- 66 -

Problemets løsning, foreslår vi, ligger i, at kulturforskelle mellem stammerne skaber kraftige sociale barriérer, som bl.a. fungerer som reproduktive isolations-mekanismer.

Ifølge denne hypotese, da vil kulturforskelle (sprog, vaner, normer, redskaber, ritualer, familie-relationer, religion) kraftigt forstærke den – hos socialt organiserede dyr i forvejen velkendte – stærkt udviklede skelnen mellem stammemedlemmer og udenforstående.

Hvis man dertil føjer, at kulturforskellene mellem stammerne fører til en sådan intolerance overfor mennesker i nabostammerne, at disse kun opfattes som føde-objekter[15], da ville kultur-barriérerne ydermere skærpes således, at nabostammer – selv uden nævneværdige geografiske el. økologiske barriérer – vil kunne opfattes som isolant-populationer. 

Sådanne småstammer isoleres fra hinanden af kulturbarriérer og spredt ud over det meste af Jorden ville netop udgøre et sådant ”øhav af isolant-populationer”, som – ifølge barriére-teorien for arts-nydannelse – må betragtes som en forudsætning for menneskeartens radikale og hastige evolution. 

Denne teori kan paralleliseres til den bibelske myte om de mange sprogs oprindelse (Babeltårns-beretningen – Første Mosebog, 11 Kapitel). Såvel biologien som beretningen fra det gamle testamente antager, at de mange sprog splitter menneskeslægten; men mens dette i den bibelske beretning opfattes som en svækkelse af menneskeslægten, så er splittelsen udfra en biologisk betragtning selve forudsætningen for menneskets genetiske arts-dannelse.

- 67 -

            Menneskets arts-nydannelse ved kulturbarriérer forklarer dels menneskets hastige evolution og dels evolutionens diskontinuitet. 

Vi må således forvente, at der før Homo Sapiens har levet mange ret så forskellige mennesketyper side om side, indtil én enkelt stamme efterhånden har erhvervet sig en så alsidig overlevelsesevne, at den er begyndt at ekspandere på de omkringliggende stammers bekostning. Men snart er den ekspanderende stamme igen blevet opsplittet og har isoleret sig med kultur-barriérer. 

Udviklingen af en harmonisk Homo Sapiens genpulje kan udmærket have foregået i det stille over en periode på 100.000 år. Først med genpuljens stabilisering må man forestille sig, at den omfattende indtagelse af Jorden så småt er begyndt for at skalere omkring 35.000 med en næsten øjeblikkelig indtagelse af Europa samt udryddelse af Neanderthal-mennesket (B. Kurtén, s.108). 

Siden Homo Sapiens’ fuldstændige indtagelse af Jorden har vi set utallige eksempler på opsplitning ved kultur-barriérer e.g. det indiske kaste-system. Dette har dog ikke ført til arts-dannelse bl.a. på grund af den øgede befolknings-tæthed (se figur 1 s. 2), som har påtvunget de forskellige befolkningsgrupper en hyppigere kontakt. Den påfølgende genblanding har medført, at mennesket i store træk ikke har ændret sig siden Cro-magnon-mennesket for godt og vel 50.000 år siden. Gravede man f.x. et nutidsmenneske op 10.000 år ude i fremtiden, så måtte man umiddelbart tro, at han havde levet som Cro-magnon-mennesket – medmindre det f.x. blev på Månen, man gravede ham op! 

7.4       ”Superman-projektets” stagnation. 

            Idéen med det nævnte månefund var naturligvis så dramatisk som muligt at konkretisere følgende hovedsynspunkt:

Siden Cro-magnon har menneskeartens adaptive suverænitet accelleret helt uden sidestykke og det på trods af, at der genetisk intet synderligt er at

- 68 -

bemærke. Vore fiktive måne-arkæologer vil måske nok – omkring den opgravede månemand – finde kulørte hæfter med personer, som ved egen kraft kunne flyve til Månen, personer, som kunne slynge om sig med skyskrabere eller udføre lignende kraftpræstationer, men intet ved månemandens egen anatomi kan lade dem formode, at han selv var i stand til dette. Vore fiktive måne-arkæologer ville derefter utvivlsomt sætte de omkringliggende computere, månebiler etc. i forbindelse med benresterne og muligvis komme på den suggestive idé, at den kulørte superman-figur nok var en fiktion, men derudover symboliserede en forældet biologisk magt-vision, superman-projektet, som fylogenesens større dyr synes at have styret imod. 

            Denne magt-vision om suverænitet i fødekæden på grundlag af somatiske egenskaber nåede imidlertid aldrig at udvikle sig videre end til de store katte, gorilla, elefant, de store rovfisk samt rovfuglene.

Derefter ”introduceredes” mennesket og ved dets fremtrængen vaklede de pågældende dyrearters overlegenhed for efterhånden langsomt, men sikkert at glide over på menneskets side. 

Mennesket vandt sin suverænitet ved at gå nye veje. Magt-visionen baseret på somatiske egenskaber blev opgivet, ja, mennesket ligefrem afviklede nogle af sine somatiske angrebs- og forsvarsorganer, for desto bedre at kunne betjene redskaber. I stedet for organudvikling så fremstillede og anvendte man redskaber og sprog.

De adaptive fordele ved et sådant externt adfærdsberedskab udspringer af externaliseringens forædlings- og frigørelsesgevinster, som blev gennemgået s.7. Her vil vi imidlertid afslutte med at eksemplificere externaliseringens frigørelses-gevinst.

Hvis vi sammenligner et somatisk organ med et exosomatisk produkt (en organ-extension), så ser vi, at et organ som f.x. skildpaddens skjold nødvendigvis vil følge organismen på godt og ondt fra fødsel til død. På ondt i den forstand at store dele af skildpaddens adfærds-repertoire hæmmes af den

- 69 -

pågældende organstruktur.

Organ-extensioner derimod stiller brugeren fuldkommen frit m.h.t. hvornår han ikke mere vil anvende dem. Dagen lang foretager vi utallige til- og afkoblinger af organ-extensioner. Om morgenen starter man f.x. med at påsætte sine øjen-extensioner (brillerne), hvorpå man tilkobler en finger-extension (tandbørsten), som straks efter igen afkobles. Derpå afkobles ens natlige hår-extensioner (pyjamas og nathue), og man påfører sig den noget kraftigere dag-hår-extension (dagbeklædningen). Senere tilkobles en fod-extension (bilen) o.s.v., o.s.v.. 

Mens altså en ny organ-extension reélt udvider menneskets adaptions-repertoire (fordi den kan afkobles, når den er overflødig), så vil udviklingen af en ny arts-specifik organstruktur blot ændre – men sjældent udvide artens adaptions-repertoire. 

7.5       Sammenfatning. 

            Selvom exosomatiske produkter er relativt sjældent forekommende i evolutionen, så er deres optræden i to tilfælde forbundet med skabelsen af en ny epoke: vi tænker på Gains-Smith’s teori angående de ”exosomatiske matricers” betydning for livets opståen, samt de exosomatiske produkters betydning i vor tid bl.a. for al livs fortsatte eksistens. 

Vi har i dette afsnit fortrinsvist beskæftiget os med, hvorledes menneskets exosomatiske produkter (sprog og redskaber) kan have indvirket p vor genetiske evolution.

Mens selektionspresset for en oprejst skeletbygning må antages at være en følge af våben-anvendelsen, så foreslås selektionspresset for det store hjernevolumen at bero på det komplekse sæt af problemer, der til stadighed udspringer af den sociale organisation, og herunder naturligvis også sprog-anvendelsen.

Det stærke selektionspres vil imidlertid kun have mulighed for at føre til en hurtig arts-nydannelse, ifald mennesket kan danne effektivt afskærmende isolant-populationer.

- 70 -

Vi diskuterer derfor tilstrækkeligheden af de normale geografiske og økologiske barriérer og foreslår, at de er blevet kraftigt suppleret af kulturforskelle, der har virket som sociale barriérer. 

Endelig causerer vi skrømtvis over visse af de større pattedyrs udvikling mod suverænitet i deres respektive fødekæder gennem udvikling af en række somatiske egenskaber og organer. Denne udvikling mod suverænitet på somatisk grundlag betegner vi ”superman-projektet” og taler om dets stagnation i forhold til menneskets hastige suverænitets-opnåelse i kraft af dets udnyttelse af externaliseringens muligheder.

 

8.                     Erfaringsdannelsens evolution

                        Vi vil nu forsøge at samle trådene fra afsnittene 1, 4, 5, 6 og 7 og give et samlet billede af erfarings-dannelsens evolution (se figur 16 s.71). 

I store træk udgør

A: For helt primitive organismer ændres adfærds-beredskabet kun gennem genetisk evolution (se s.40-53 samt Appendix I).

 

B: Den genetiske evolutions overordentlige træghed overfor virkeligheds-korrektion må have medført et selektionspres for fænotypisk fleksibilitet.

 

- 71 -

   

FIGUR 16

- 72 -

 

En sådan udvikledes efterhånden og med særlig succes udvikledes neurologiske strukturer, som ikke var forhånds-kodede, men tværtimod beregnet til at lade sig ”kode” (virkeligheds-korrigere) af de aktuelle problemer (e.g. musen lærer killingen at fange mus – W. R. Ashby, p. 237) (se s.38-40 samt s.55-57).

 

 

  

C: Enkelte dyrearter gør brug af et externt adfærdsberedskab, hvis opbygning og inddragelse i adfærden er genetisk styret (e.g. bierne og deres kube). Dette betyder, at virkeligheds-korrektion kun kan ske gennem genetisk evolution (se s.6 og s.59-60).

 

 

 

 

 

D: Først hos mennesket finder vi helt klart et externt adfærdsberedskab, som opbygges og inddrages i adfærden gennem indlæringsprocesser.

Dermed er det første gang i evolutionen, at individets erfaringer ikke bortfalder samtidigt med individet[16], men direkte videreføres til næste slægtled. Naturligvis er det ikke hele individets erfaringsdannelse, der videreføres, men højst den som er nedlagt i redskaber gennem deres forarbejdning, samt den der gives videre gennem sproget.

 

 

 

- 73 -

M.h.t. sproget må vi formode, at det fra starten har været overordentligt konkret d.v.s. genstandsrettet og situationsbestemt. Dette har to ulemper for videreførelsen af erfaringer dels (1) at de let bliver ugyldige og dels (2) at et konkret sprog stiller langt større krav til hjernens informations-kapacitet end et ”abstrakt” sprog. Af denne grund er det yderst begrænset hvor megen af den videregivne erfaring, der kan bevares. 

 

E: Kapacitets-problemet for det konkrete sprogs vedkommende løses delvist ved indførelse af et symbolsprog.

I dets mere primitive former, hvor det i høj grad er opbygget på konkretistiske symboler og analogier, vil dets korrelation til virkeligheden være løs og upræcis. Således kan der til primitive, værdiladede begreber som guder, ånder, livskraft, ren-uren, helligt-vanhelligt umuligt knyttes noget entydigt virkeligheds-kriterie, hvorfor virkeligheden som korrektionskilde ophæves. Dette har vi angivet på figur 16-E ved at lade pilen fra den abstrakt, dogmatiske viden standse ved det interne adfærdsberedskab og således ikke blive ført igennem til ”virkeligheden”.

  

For første gang i erfaringsdannelsens evolution ophæves den direkte forbindelse til virkeligheden og erfaringsdannelsen begynder at svæve uden mulighed for at lade sig fejlkorrigere af virkeligheden. Hvor besynderligt må det f.x. ikke have forekommet datidens konkret tænkende, at se mennesker tale med (bede til) og brænde kød for navngivne, men usynlige væsener? Den fantastiske, men helt uafklarede abstrakte idé bag disse handlinger kan antages at være det universelle kausalitets-princip, men i sin første fremtoning, må denne abstraktion (gudeverdenen) have taget sig lige så forgøglet og dumdristig

- 74 -

ud, som de første øgler, der med en smule flyvehud mellem forben og krop kastede sig ud fra klippestykker i tumpede svævefald[17]

Og alligevel: både symbolsproget og øglerne fik vinger som viste sig tilstrækkeligt bæredygtige til voluntært at frigøre dem fra dele af virkeligheden og gribe ind, når en opportun mulighed bød sig. 

Vejen for symbolsproget har imidlertid været lang og byrdefuld, men grundproblemet er enkelt og letforståeligt: Når en påstands sandhedsværdi unddrager sig virkeligheds-korrektion, så er der kun en eneste anden udvej, nemlig den subjektive afgørelse. Sådanne utallige subjektive funderinger ville imidlertid  hurtigt opløse næsten enhver fællesanskuelse og dermed splitte det sociale sammenhold. Samfundet må derfor lade sine fællesanskuelser udforme af enkelte subjekter (medicinmænd og præster), som af den ene eller anden grund antages at have privilegeret adgang til sandheden. Sandheden kommer m.a.o. til at bestå af disse erkendelses-privilegerede autoriteters anskuelser. 

Adskillelsen mellem erkendelse og virkelighed har for mange retningers vedkommende holdt sig helt op til i dag, og den skyder stadig sine sideskud. Selvom disse retninger kan optræde overordentligt sofistikeret, så er problemet det samme: de begreber, man anvender, lader sig ikke virkeligheds-korrigere, hvorfor man må afgøre sandheds-spørgsmålet ved autoriteter, som ad særlige kanaler har privilegeret adgang til sandheden. Disse kanaler kan være: åbenbaringer i form af hallucinationer (Muhammed), ”blod” (Jesus), styrelsen (Hitler), drømme (Amin), intelligens og dybsind, hvis uforståelighed kan udlægges som sludder eller dybsind alt efter konklusionernes brugbarhed (Habermas)[18].

- 75 -

Derudover kan autoriteter ad indirekte vej ”bevise” deres overmenneskelige evner, hvilket derpå antages at gælde m.h.t. erkendelses-spørgsmål f.x. ved martyrier (diverse helgen-skrifter) eller ved store handlinger (Mao). 

Nærmere undersøgelser vil som oftest vise, at sådanne retninger allerede i deres forhåndsantagelser har gjort sig immune overfor kritik, hvorfor de kun kan afgøre sandheds-spørgsmål dogmatisk, d.v.s. ved autoriteter med privilegeret adgang til sandheden. 

Foruden immuniteten finder man imidlertid ofte sindrige forsvar, som vender al kritik, således at dens indvendinger bliver bekræftelser på teorien frem for at blive til vanskeligheder for teorien.

Helt gennemskuelig er naturligvis Aristoteles’s læresætning: ”Undtagelsen bekræfter reglen”, men den dialektiske materialisme er ikke bedre om end filosofisk set naturligvis mere raffineret. Kan en kritiker således påvise uforenelige og selvmodsigende synspunkter hos en dialektisk materialist, så vil sidstnævnte sikkert glæde sig, da det jo netop viser det frugtbare i hans tænkning, nemlig at den opererer med modsætninger, som senere vil føre til syntesen. Dialektikeren er altså ikke alene immun overfor kritik, der påviser selvmodsigelser, men kritikken tages til positiv indtægt for teoriens sandhedsværdi. Popper har anvendt betegnelsen dogmatisk reinforcement, når der i teoriens forudsætninger er indbyggede mekanismer, som muliggør, at al kritik vendes til egen fordel. 

            Lad os til sidst prøve at opgøre fordele og ulemper ved den abstrakt, dogmatiske erkendelse.

Sammenlignet med det forudgående stadies konkrete erfaringsdannelse, så byder den abstrakt, dogmatiske erkendelse utvivlsomt på enorme fordele m.h.t. at styrke det sociale sammenhold omkring en fælles religion, men set udfra synsvinklen, erfaringsdannelse, da er det et vovet foretagende, hvor muligheden for kollektiv forblændelse konstant lurer.

- 76 -

Dogmatismens store ulemper m.h.t. erfaringsdannelse kan kort opgøres til:

(1) bortødelse af virkeligheds-korrektionen, som erstattes af autoritær fastsættelse af sandheden. Dette gør i udpræget grad erfaringsdannelsen afhængig af de sociale forhold, og således flydende og relativ, som disse selv.

(2) bortødelse af externaliseringens mulighed: fælles-projektet. 

 

F: Først med videnskabens objektive sandhedsbegreb og dertil svarende metode, udnyttes det abstrakte sprogs muligheder m.h.t. informations-økonomi, samtidigt med at virkeligheds-korrektionen ved erfaringsdannelsen genindføres og fællesprojekt-muligheden ved externalisering realiseres.

 

Da vi imidlertid umiddelbart efter dette overblik over erfaringsdannelsens evolution ønsker at uddybe disse forhold, vil vi straks fortsætte til den formodentligt næste epoke.

 

 

 

G: Erfaringsdannelsens næste epoke hører stadig fremtiden til, men forudsigelsen af dens egenart er næppe til at tage fejl af: Computere vil gennemgå en udvikling analog med de levende organismers og ende som erfaringsdannende detektor-effektor-systemer underlagt den menneskelige kontrol.

 

 

- 77 -

Computeren startede ligesom de primitive organismer som færdig-programmerede strukturer, der ”blot” udførte sine operationer i overensstemmelse med forhånds-kodningen. Dermed blev computerens funktion begrænset af programmørens forudgående erfaringer – analogt med organismens begrænsning til genernes forudgående erfaringer. 

Denne begrænsning vil kunne overskrides, hvis programmøren konstruerer åbne programmer, som muliggør, at computeren programmérer sig selv udfra de ”positive” og ”negative” regelmæssigheder, den registrerer hen ad vejen mod realiseringen af den forud angivne målsætning. Dette stade arbejder man forskningsmæssigt på i dag. 

Det sidste skridt må blive udviklingen af detektor-systemer (auditive som visuelle), hvis output lader sig omtransformere til computerens maskinsprog. Derefter vil sådanne åbent programmerede detektor-effektor-systemer kunne styre maskiner og/el. udskrive erfaringsdannelsen[19]. Derved ville erfaringsdannelsen blive uafhængig af ”Homo Externalis’” åbent programmerede nervevæv, selvom ”dette” naturligvis stadig vil bevare styringen af computerens erfaringsdannelse, nemlig gennem målformuleringen i dets åbne program.

 

KAPITEL III 



5 Livet selv er derfor videnskabens sikreste pant på, at dens forhåndsantagelse om absolutte og evigtgyldige lovmæssigheder ikke kun kan være et Fata Morgana.

[6] K. Holt Hansens fortræffelige betegnelse for indlæring.

[7] En efter-effekt, der er beskrevet udfra Hebbs hukommelsesteori, vil bestå i en kortvarig synapse-opsvulmning ( korttids-hukommelse ), som evt. kan føre til dannelsen af permanente kredsløb (langtids-hukommelse ). (Hebb, D. O., p. 122-125)

[8] Mutationer beskrives her bedst som et internt output-input-forløb, nemlig som gamle gener, der falder ud og erstattes af nye.

[9] Immigration fra andre lokal-populationer udgør normalt fra 90 til 99% af den genetiske fornyelse i en lokal-population, mens mutation står for den resterende andel.

[10] Til sammenligning kan nævnes, at end ikke Atlanterhavet virker som nogen absolut barriére mellem den europæiske- og den amerikanske fauna. Således rapporteres der hvert år om amerikanske fugle og insekter på den irske- og engelske vestkyst, som er rejst eller blæst over Atlanten ( E. Mayr, p. 564)

[11] Et løst skøn udfra E. Mayr, p. 575-585 for, hvor lang tid det i gennemsnit tager en lokal-population at få etableret en integreret genpulje

[12] Selvom det kun var hårene på en given kropssektion, der blev berørt af selektionen, så vil givetvis en hel række andre træk samtidigt blive berørt på grund af polygeni og pleiotropi (d.v.s. et gen bestemmer mange egenskaber).  Således synes de fleste gener at bidrage til generelle træk som frugtbarhed og levedygtighed.

[13] E.g. K. R. Popper, 1972, p. 241-242, hvor det tautologiske islæt betegnes som evolutionsteoriens store vanskelighed.

[14] Dette synes i al fald at være tilfældet med rottens mørkesøgende adfærd, der kan hæmmes ved indsprøjtning af stoffet, scotofobin. Dette hjernepeptid blev først udvundet fra afbetingede mørkesøgende rotter, men i dag kan det takket været omfattende analyser fremstilles syntetisk (Ungar, G. m.fl., 1972)

[15] Man har kunnet konstatere kannibalisme hos de fleste fortids-mennesker derved, at kraniet er knust i bunden; heraf slutter man, at hjernen er udtaget og fortæret. Dette gælder positivt for Australopithecus (B. Kurtén, s. 57), Pithecanthropus hvorunder hører Java- og Peking-mennesket (B. Kurtén s.79), Neanderthal-mennesket (Kurtén, s. 100) og Homo Sapiens.

[16] Vi har tilladt os at se bort fra afkommets imitation af forældrenes adfærd, da denne erfarings-videreførelse er relativ upræcis og i al fald uden de store muligheder i sig.

[17] Antageligt som led i parrings-ritualet!

[18] Jeg trækker udmygt denne påstand tilbage den dag, én vil forklare mig, hvad følgende citat betyder: “Die in der fiktiven Gleichzeitigkeit des kontemplativ-geniessenden Bewusstseins Objektivierten Gegenstände einer ins Museum gesperrten Weltgeschichte werden folgenlos für das erkennende Subjekt (Habermas, J.,s.357). Sætningens subjekt er understreget (16 ord!) Selv samme forfatter har “menneskets klare gennemlyselighed” som et menneske-idéal.

[19] Sådanne – om end primitive – adaptive styrings-systemer har allerede set dagens lys (P. Hedegaard Jensen, s.324-324)