Externalisering           Indhold         Kap. 1          Kap. 2          Kap. 3          Appendix           Referencer
- Kaare Kristensen

 

- 1 -

I  KAPITEL:

 EXTERNALISERINGS-PRINCIPPET OG BESLÆGTEDE TEORIDANNELSER

 Opgavens vel nok temmeligt ambitiøse sigte har været at udvikle et princip, externaliserings-princippet, samt at foreslå det inddraget i evolutionsteorien, således at denne fremstår som en generel biologisk teori, der i store træk også vil have gyldighed for menneskets kulturudvikling

Som indgang til opgaven har vi valgt at klargøre, hvad vi overhovedet mener med externaliserings-princippet, samt i oversigtsform at forelægge nogle af opgavens mere væsentlige problemstillinger. Dernæst vil vi gennemgå K. R. Popper’s 3-verdens-betragtning, hvis ide-indhold vi i udpræget grad har arbejdet videre udfra. Endelig vil vi afslutte kapitlet med nogle skitseringer af beslægtede omend noget fjernere teoridannelser. 

1.                                 Externaliserings-princippet

                                    Med externaliserings-princippet mener vi i korthed inddragelsen af externe strukturer i individets adfærdsberedskab. Vi skal nu forsøge at danne os et overblik over externaliserings-princippets betydning, idet vi vil undersøge i hvilken større sammenhænge externaliserings-princippet optræder. I denne forbindelse vil vi afgrænse nogle af de problemer, vi senere vil beskæftige os med.

- 2 -

Figur 1, som er en tillempning efter Bruner samt Deevy [1], anskueliggør, at vi netop i vor tid kan berede os på, at selv store, radikale forandringer vil komme hurtigt efter hinanden i stadigt stigende tempo. 

 

FIGUR 1

Selvom de færreste bryder sig om denne udvikling, så kan man tilsyneladende kun sætte sig ud over processen på et rent individualistisk plan. Men hvad endnu værre er: det kan alvorligt betvivles, at man overhovedet forstår, hvad det er for forhold, der betinger denne accellererende udvikling. 

Evolutionsteorien vil kunne forklare accelerationen frem til Homo Sapiens (Cro-magnon-mennesket), idet arternes fremadskridende mangedobling øger sandsynligheden for en opadstigende evolution. Således anslår Mayr (E. Mayr, p. 620), at kun én art af et antal mellem 10.000 og 100.000 vil have det usandsynlige sæt af egenskaber, som gør det forud egnet til at foretage et radikalt, økologisk skift.

- 3 -

Kvalitativ evolution er med andre ord bestemt af arternes kvantitet. 

Men m.h.t. accelerationen i den exosomatiske evolution efter Cro-magnon-mennesket d.v.s. udviklingen af vore mentale- samt materielle kulturoverleveringer, da må den stort set betragtes som uafhængig af den genetiske evolution.  Eksempelvis må vi antage, at et spædbarn fra denne tid genotypisk ikke ville afvige væsentligt fra et nutids-spædbarn. Dette slutter vi af, at Cro-magnon-menneskets skelet stort set betragtes som identisk med nutids-menneskets, samt at genetiske ændringer forløber så langsomt, at nævneværdige neurofysiologiske forandringer må betragtes som usandsynlige. 

Selvom imidlertid den exosomatiske evolution indenfor de sidste 50.000 år ikke er genetisk bestemt, og derfor ikke ligner evolutionens øvrige omvæltnings-epoker, så optræder den som disse i en biologisk virkelighed, idet den bl.a. fører til voldsomme forandringer blandt de eksisterende arter (e.g. jnf. arternes numeriske reduktion). 

Derfor kan biologien eller en biologisk funderet psykologi heller ikke komme uden om det problem, at en evolutionsteori bør være så generel, at den kan forklare menneskeartens særkende: dens kulturudvikling. 

Dette er vort problem og vor udgangs-situation, og som kritiske problemer for en generel evolutionsteori har vi valgt: 1) menneskets genetiske udvikling og 2) videnskabens- samt teknologiens udvikling. 

Den grundlæggende idé til en sådan generel evolutionsteori er den enkle, at en organismes adfærdsberedskab (d.v.s. dets detektor-, styrings- og effektor-strukturer) kan være internt, som externt beliggende i forhold til organismens soma. 

Det interne adfærdsberedskab omfatter alt, hvad der afgrænses af kroppen, såsom sanseorganer, instinkter, hukommelsesspor, kognitive strukturer, handlingsorganer m.m..

- 4 -

Det externe adfærdsberedskab udgøres af alt, hvad der ligger udenfor kroppen og som regelmæssigt inddrages i individets adfærd; her tænkes først og fremmest på redskaber og skriftsprog. 

Det handlende individs to former for adfærdsberedskab kan vi skitsere som i figur 2

 

 

FIGUR 2 

På figuren er tillige angivet 2 former for vekselvirkning, som finder sted mellem adfærden og adfærdsberedskabet:

1-pilene angiver, at adfærdsberedskabet indvirker på adfærden, og 2-pilene angiver, at adfærden indvirker på adfærdsberedskabet. 

Vi kan nu angive den centrale problemstilling, som udspringer af externaliserings-princippet: idet vi abstraherer fra de intern- og de externe adfærdsberedskabers konkrete strukturer og funktioner, kan vi stille følgende spørgsmål:

Hvorledes adskiller adfærdsberedskabet qua externaliseret sig fra adfærdsberedskabet qua internaliseret m.h.t. dets vekselvirkning med adfærden? 

Eller mere konkret formuleret:

hvilke fordele og ulemper medfører det (1) for adfærden  at dets adfærdsberedskab er hhv. internaliseret og externaliseret? Samt hvilke fordele og ulemper har det (2) for adfærdsberedskabets adaptive forbedring, at det er hhv. internaliseret og externaliseret?

- 5 -

Problemets behandling kræver, at vi skelner mellem to former for interaktion mellem adfærd og adfærdsberedskab nemlig 1) genetisk interaktion samt 2) en overvejende indlærings-betinget interaktion.

 

 

FIGUR 3 

Figur 3 anskueliggør de deraf følgende 4 adaptions-strategier. Velkendt er naturligvis de to adaptions-strategier, der fører til de internaliserede adfærdsberedskaber ( = adaptions-produkt). Dette inddeler vi i:

1.      strukturer, hvis funktion er fastlagt genetisk og hvis adaptive ændring kun kan finde sted gennem evolution, samt i

- 6 –

     2.      strukturer hvis funktion er fastlagt ved deres forudgående interaktion med miljøet, og hvis specifikke ændring finder sted ved den fortkommende interaktion med miljøet. 

De to øvrige adaptions-strategier, som fører til et externaliseret adfærdsberedskab, har man derimod ikke hidtil kunnet indordne i en samlet biologisk teori, men – som her foreslået – vil de falde naturligt på plads, hvis man skelner mellem et hhv. genetisk og et indlæringsbetinget externt adfærdsberedskab:

3.      en extern struktur, hvis opbygning og funktion er genetisk fastlagt, er f.x.. en bikube. En ændring af bikubens konstruktion ville kræve en ændring af biernes genotype, hvilket kun kan ske gennem evolution.

4.      i modsætning hertil er de externe strukturer, hvis opbygning og funktion bliver styret af indlæringsprocesser overordentligt modificerbare e.g. menneskets bygningskunst gennem tiderne. 

Som vi ser, så afhænger forbedringen af det externe adfærdsberedskab i høj grad af individ-variablen, den fænotypiske fleksibilitet. Er denne som hos mennesket meget stor, så vil mulighederne i externaliserings-princippet kunne udnyttes desto bedre. 

Lad os analysere disse muligheder for straks at skabe forståelse for externaliserings-princippets betydning og dermed for nærværende opgaves sigte. 

Adfærdsberedskabets muligheder i kraft af, at det er externaliseret er indeholdt i det forhold, at det efter dets opståen og udformning er tidsligt som rumligt uafhængigt af individet. I modsætning hertil betyder adfærdsberedskabets internalisering, at det er tidsligt som rumligt afhængig af individet.

- - 7 -

Den tidslige samt rumlige uafhængighed medfører en række fordele samt ulemper: 

Fordelene kan henføres til, hvad man kunne kalde forædlings-gevinsten og frigørelses-gevinsten: 

1.      Forædlingsgevinsten: Produktets forædlingsmuligheder er enorme som følge af,

at a) et ubegrænset antal individer kan deltage i kritikken og forbedringen af produktet, samt at dette kan foregå over et ubegrænset tidsrum.

at b) adfærden så relativt let kan rettes direkte mod produktets forædling, og

at c) denne direkte forædlings-adfærd er intersubjektiv kontrollérbar og derfor nærmer sig en objektiv virkeligheds-korrektion til problemet. 

2.      Frigørelses-gevinsten: Produkternes rumlige uafhængighed af individet giver mulighed for, at

a)      de voluntært kan til- og afkobles individet, når og hvor det er ønskeligt. Dermed mindskes på radikal vis det lagrings-problem, som al nytilvækst skaber, (e.g. skildpaddens- vs. krigerens skjold), og at

b)     de kan tilkobles externe drivkræfter. Da sådanne som regel udnytter helt andre energiressourcer end organismens eget stofskifte, betyder tilkoblingen til externe drivkræfter en enorm udvidelse af de samlede tilrådigheds-stående energiressourcer. Mens således det interne stofskifte kun kan udnytte organisk stof, så kan det ”externe stofskifte” udnytte al slags inorganisk energi inklusiv den stærkt bundne atomkerne-energi.

 Disse to fordele ved externalisering vil vi senere søge anvendt på erkendelsens- og videnskabens problematik, således at (1) videnskabens metode bliver fremstillet som en metodisk udnyttelse af forædlings-gevinsten, og at (2) videnskabens anvendelse bliver fremstillet som en metodisk udnyttelse af frigørelsesgevinsten.

- 8 -

Ulemperne knytter sig primært til, hvad man kunne kalde feedback’et fra de exosomatiske produkter til det genetiske. I takt med udviklingen af de exosomatiske produkters betydning sker der en omlægning af selektionspresset, således at artens genetiske evolution i stigende grad bliver bestemt af det pågældende samfunds kulturelle stade fremfor af enkelt-individets genetiske egenskaber. 

Dette kan føre til en hastig genetisk degeneration ifald f.x. lægevidenskabens behandlingsmetoder kan modvirke en funktionsnedsættelse som følge af insufficiente genetiske anlæg, og derved indirekte bidrager til disse arveanlægs videreførelse. 

Som illustration til menneskets fortsatte genetiske evolution kan nævnes, at en anatom har optalt 180 rudimentære organer hos mennesket (B. Kurtén, s. 16). 

Sammenfatning: Vort sigte med nærværende opgave er udfra opstillingen af en infinit teori ( E. Tranekær Rasmussen) at kunne beskrive menneskets udvikling og især videnskabens- samt teknologiens landevindinger som en mulig følge af det sæt af adaptions-strategier, som står biosfærens arter til rådighed. Denne beskrivelse muliggøres som følge af distinktionen mellem adfærdsberedskabets internalisering vs. det externalisering, samt differentieringen mellem genetisk vs. indlæringsbetinget adaption.

- 9 -

2.         Poppers 3-verdens-betragtning.

             Ontologiens vel nok mest gennemdebatterede problem: bevidsthedslivets reducérbarhed, vil nok i den kommende tid møde konkurrence i form af Poppers 3-verdens-betragtning, som kort og godt tager sit udgangspunkt i dualismen krop – bevidsthed, og dertil føjer en ny dimension: offentliggjort viden, som gives selvstændig ontologisk status side om side med de to andre dimensioner. 

Selve 3-verdens-betragtningen synes på ingen måde at have nået en færdigformuleret form som teori, men udgør snarere en række dristige antagelser af overraskende og idémæssig originalitet. Særlig forekommer rækkevidden af disse idéer udfordrende. Poppers sigte er således at kunne beskrive videnskabens udvikling som en reél og objektiv proces på linje med den biologiske evolution. 

Gennemgangen af 3-verdens-betragtningen må dog tage sit udgangspunkt i en fremstilling af de tre verdeners beskaffenhed og indbyrdes interaktion. 

2.1       Indholdet i hver af de tre verdener.           

Figur 4 angiver indholdet i hver af de tre verdener.

 

 FIGUR 4 (J. C. Eccles, p. 164)

- 10 -

Mens verden-1 og verden-2 svarer til den normale dualistiske verdensopfattelse, så ønsker Popper med verden-3 at tilkendegive, at nedskreven viden om verden-1 og verden-2 er information, som efter frembringelsen eksisterer uafhængigt af mennesker, analogt med f.x. en fuglerede.

Normalt opfattes viden jo som noget, der primært hører subjektet til på linje med følelser og behov. Denne opfattelse bliver heller ikke anfægtet, sålænge subjektet beholder sin viden for sig selv og nøjes med at indføje den i sit adfærdsmønster. Men i det øjeblik personen nedfælder sin viden i form af påstande om verden-1’s eller verden-2’s beskaffenhed, så indgår den i verden-3. 

Popper har med følgende to tankeeksperimenter søgt at demonstrere verden-3’s uafhængighed af de to andre verdener, samt vor helt afgørende biologiske afhængighed af verden-3’s eksistens: 

Tanke-eksperiment 1: hvis vor kultur blev ramt af en selektiv destruktion, som totalt tilintetgjorde vor materielle kultur, men lod den mentale kultur intakt (e.g. bøger), da ville vi formodentligt efter svære afsavn kunne genoprette vor nuværende kultur. 

Tanke-eksperiment 2: hvis vor kultur blev ramt af en total destruktion, hvor såvel materielle- som mentale kulturoverleveringer gik tabt, da ville situationen være uoprettelig. 

Eller situationen opgjort i Poppers formulering:

”Hvis De gennemtænker disse to eksperimenter, da vil verden-3’s realitet, betydning samt autonomi (såvel som dens indvirkning på verden-1 og –2) muligvis stå Dem noget klarere. For i det andet tilfælde vil vor civilisations genfødelse ikke finde sted i årtusinder” (K. R. Popper, 1972, p. 107-108).

- 11 -

2.2       Verden-3’s autonomi. 

            Selvom verden-3 er skabt af mennesker, så vil en given teori indeholde et væld af latente problemer, hypoteser og argumenter, som teoriens frembringer aldrig har tænkt over. Dette enorme, latente sæt af muligheder er reélle kendsgerninger, som i takt med, de bliver opdaget, bestemmer teoriens videre udvikling og omfang. 

En given skattelov f.x., som sigter mod at regulere statens pengetilførsel således at sociale-, opsparingsmæssige- og produktionsfremmende hensyn ligeligt tilgodeses, er god sålænge skatteborgerne ikke opdager for mange problemer og argumenter (”smuthuller”), som lovgiverne ikke havde tænkt på og derfor ikke taget højde for ved lovens udformning. 

Eller Poppers standard-eksempel med de naturlige tal. Skønt disse er skabt af mennesker, så indeholder de en række latente problemer, teorier m.m., såsom opdelingen i lige og ulige tal, primtal etc., som først kan opdages og kortlægges efterhånden (K. R. Popper, 1972, p. 118). 

Disse karakteristika ved den naturlige talrække er ligeså objektive som f.x. Amerikas geografiske karakteristika, hvorom ingen vel vil hævde, at de var afhængige af Kolumbus’s krydstogt. 

2.3       Interaktionen mellem de tre verdener. 

            En væsentlig årsag til, at de tre verdener som oftest bliver reduceret til en dualistisk eller endog til en monistisk verdensopfattelse, er den overordentlige snævre interaktion, der råder, de tre verdener imellem. Dette medfører betydelige differentierings-vanskeligheder, som let kan forlede til opstilling af identitets-teorier enten mellem sprog og bevidsthed eller mellem bevidsthed og den fysiske verden.

- 12 -

Figur 5 angiver informations-udvekslingen mellem de tre verdener hos fire personer (J. C. Eccles, p. 165). 

 

 

FIGUR 5

 

Vi ser, at verden-1 og –3 kun kan interagere via personens bevidsthed [2]. Mens verden-2 påvirker verden-3 ved at formulere problemer, argumenter og nye teorier, som så indgår i denne, så påvirkes verden-2 (bevidstheden) ret så kraftigt af verden-3’s indhold. 

Således anfører Popper, at vor bevidsthed om et sélv, der fortsætter kontinuerligt på trods af dens regelmæssige bortfalden som følge af søvnen, meget vel kan bero på vor kulturs lineære tidsbegreb ( Popper, 1072, p. 74). 

Dette er et typisk eksempel på det for psykologien helt fundamentale problem, at mennesket formes af sin kulturs viden,  og da vi ikke kan forudsige, hvilken viden en kommende kultur vil udvikle, så kan vi tilsyneladende kun beskæftige os med mennesket historisk! [3]

- 13 -

På denne baggrund er det måske ikke for optimistisk, at Popper udtaler: 

”Jeg foreslår, at vi en dag må revolutionere psykologien ved at se på menneskets bevidsthed som et organ for interaktion med objekter fra verden-3: for at forstå dem, for at bidrage til deres vækst, for at tage del i dem og for at sætte dem i relation til verden-1” 

2.4       En objektiv erkendelsesteori. 

Eftersom erkendelsesteorien er Poppers hovedområde, er det utvivlsomt tilstræbt, at 3-verdens-betragtningen muliggør en differentiering mellem Poppers erkendelsesteori og de fleste af filosofiens øvrige erkendelsesteorier. 

De klassiske erkendelsesteoretikere såsom Descartes, Hume, Kant, Russell, m.fl., indordner Popper under ”belief-filosoffer”, fordi de søger sandhedskriterier, som overfor dem selv personligt kan retfærdiggøre et vidensudsagn. 

Heroverfor fremfører Popper, at (1) skønt sandhed eksisterer, nemlig når verden-3’s beskrivelser af verden-1 eller verden-2 korresponderer med disse, (2) så kan der aldrig opstilles endegyldige sandhedskriterier for, hvorvidt dette er tilfældet eller ej. (3) Selvom vi imidlertid aldrig har vished for, om et udsagn er sandt eller falskt, så kan vi formulere et sæt af præferencenormer. (4) Disse kan opdeles i a priori præferencer, såsom teoriernes falsificerbarhed og enkelhed, samt i a posteriori præferencer, nemlig i hvor høj grad teorierne har modstået empirisk falsifikation. (5) Udfra disse præferencenormer kan vi efter kritisk stillingtagen beslutte os for en af teorierne.

- 14 -

(6) Selvom denne kritiske stillingtagen aldrig kan skabe vished, så vil bl. a. teoriernes anvendelighed og indre overensstemmelse være gode tegn på, at teorierne gradvist nærmer sig sandheden. 

I Poppers her groft skitserede kritiske rationalisme (se uddybningen heraf i Kap. III) indskrænker erkenderens rolle betydeligt, idet han ”blot” skal foretage den kritiske matchning mellem de to objektive verdener, 1 og 3.

Man kunne her drage en analogi til en låsesmed (verden-2), som prøver sig frem med forskellige nøgler (verden-3), indtil han finder én, der kan åbne låsen (verden-1). Vi bemærker, at nøglen (teorien) nok er et instrument til at håndtere virkeligheden, men samtidigt er et ”billede” (aftryk) af virkeligheden. Viden er m.a.o. ikke kun et instrument, men også et verdensbillede. 

Lad os nu sætte låsesmeden på den prøve, at han bistået af vore ”to slags” filosoffer skal give et sandt billede af låsens indre. 

En ”belief-filosof” ville interessere sig for en bestemt bevidsthedstilstand, nemlig hvornår låsesmeden med sig selv kunne være sikker på, at en given nøgle afbillede låsens indre 100 % korrekt. 

En kritisk rationalist derimod ville interessere sig for den kritiske matchning mellem teori og virkelighed d.v.s. hvor omhyggeligt og selvkritisk låsesmeden forsøgte at afgøre hvilken nøgle, der havde den mindste slørgang – vel vidende, at f.x. usikkerheden ved låsesmedens egen oplevelse af slørgangen umuliggjorde 100 %’s vished. 

Med lignende analogier kan man fortolke og anskueliggøre Poppers intentioner, som dog givetvis endnu ikke har fundet sin endelige formulering i Poppers filosofi.

- 15 -

2.5       Ligheden mellem den genetiske evolution og videnskabens udvikling. 

            Popper betragter videnskabens udvikling som en objektiv proces, der i store træk forløber på samme måde som den biologiske evolution. Dette angives i følgende proces-beskrivelse: 

P1TSEEP2 

hvor P1  (problem) giver anledning til en TS ( tentative solution), som udsættes fore en EE ( error elimination). Resultatet heraf bliver, at det oprindelige problem (P1 ) skifter karakter (P2 ) i lyset af problemløsningsforsøget. 

De afgørende lighedspunkter mellem videnskab og evolution er:

1)     P1 : at de begge sættes i gang af reélle, objektive problemer ( d.v.s. en målsætnings blokering). I evolutionen kan det .f.x. være fødeknaphed i den økologiske niche, mens der i videnskaben f.x. kan være tale om et reélt modsætningsforhold mellem teori og virkelighed.

2)     TSP1 søges løst ved en handling, som aldrig på forhånd kan garanteres succes. I evolutionen, mener Popper, er der tale om en mutation på enten behovsplanet, styringsplanet el. organplanet – eller en tilfældig opsøgning af en ny, økologisk niche. I videnskaben derimod forsøger vi os i stedet med en alternativ teori, som imidlertid aldrig opnår højere erkendelsesteoretisk status end et gæt.

3)     EE: TS kan imidlertid fejlkorrigeres udfra virkeligheden, og dette er Poppers grundtanke m.h.t. al ”produktforædling”. I evolutionen sker det ifølge Popper ved selektion mod det mutantbærende individer, mens det i videnskaben sker ved rationel kritik og beslutningstagen udfra teoriernes a priori og a posteriori ”værdi” (s. 13).

4)     P2 : Denne problemløsningsproces vil objektivt ændre situationen især hvis TS ikke forkastes. I evolutionen vil det mutantbærende individ møde helt nye problemer og nye problemløsningsforsøg vil yderligere øge forskellen

- 16 -

mellem individet og de øvrige artsmedlemmer. I videnskaben vil den nye teori indgå i verden-3 og rent objektivt (se s. 13-14) rumme en række nye, latente problemer, hvis opdagelse kan resultere i en ny problemløsningsproces. 

2.6       Poppers vision.

            I sin Open Society and Its Enemies  ( 1945 ) søger Popper at overføre sin videnskabsteoretiske grundtanke på samfundsforhold, nemlig at udvikling og forbedring af samfunds-institutionerne kræver en kritisk rationel indstilling d.v.s. villighed til at yde, men først og fremmest til at tage imod kritik. 

Den samme grundtanke søger Popper nu overført på evolutionen om end med den modifikation, at her påtvinges ”kritikken” den givne organisme i form af fejl-elimination, mens kritikken i videnskaben metodisk søges fremmet gennem bl. a. intersubjektive kontrolforanstaltninger. 

Men Poppers egentlige pointe er utvivlsomt, at fejl-elimination er reél, eller m.a.o.  at såvel evolution som videnskab reélt udvikles gennem virkeligheds-korrektion. Netop med denne pointe fremstår Poppers 3-verdens-betragtning i sin stærkeste form; thi blikket åbnes nu for, at videnskabens verbale simulationssystem udvikler sig som et objektivt fænomen hen imod et stadigt sandere billede a virkeligheden analogt med, at en given dyrearts struktur og adfærd udvikles mod et stadig bedre ”match” til de konkrete regelmæssigheder i dens  økologiske niche. Sneharens pelsskift korresponderer således med årstiderne på Grønland ligesom det verbale udsagn, at Grønlands kyster vekselvis er snefri og tilsneede korresponderer med de virkelige forhold på Grønland. 

Sagt på en anden måde: al adaptation beror på fejl-elimination, hvad enten det gælder evolutionen, samfundet eller videnskaben; men mens den enkelte organisme er en slags spydspids for arten i evolutionsprocessen, og som sådan dræbes ved den pågældende fejl-elimination, så lader vi indenfor videnskaben ”hypoteserne dø i vores sted” (Popper, 1972, p. 243 – 244).

- 17 -

2.7       Eccles neurofysiologiske modifikation af 3-verdens-betragtningen. 

            En af de første reaktioner på Poppers 3-verdens-betragtning kom fra J. C. Eccles, nobelpristager i neurofysiologi. Eccles medgiver Popper verden-3’s eksistens, men foreslår nogle modifikationer.

 

 FIGUR 6 ( Eccles, J. C., p. 167)

 

En sammenligning med figur 6 og Popper’s model, figur 5 (s. 12) viser, at Eccles har foretaget to naturlige udbedringer:

1)     verden-3 eksisterer såvel udenfor individet ( verden-3a ), som indenfor ( verden-3b ), nemlig som oplagrede verden-3 produkter i hukommelsen.

2)     verden-3’s materielle aspekt ( e.g. tryksværte og papir ) tilhører verden-1, nemlig verden-1b.

- 18 -

Endelig er Eccles standpunkt m.h.t. bevidsthedslivets afhængighed af vort neurofysiologiske system interessant, idet han betragter dette som en nødvendig, men ikke tilstrækkelig betingelse for bevidsthedslivet ( Eccles, p. 162).  

2.8             Sammenfatning 

Idet Popper accepterer den normale dualistiske opfattelse, at der eksisterer en fysisk verden samt en bevidsthedens verden, så mener han tillige, at vore teorier om omverdenen eksisterer reélt og uafhængig af os, så snart de er frembragt. Derfor giver han dem selvstændig ontologisk status og placerer dem i en ”verden” for sig: verden-3.  

Denne verden betegnes som autonom, fordi den rummer en række latente problemer, argumenter og teorier, som frembringeren aldrig havde tænkt sig og som først skal opdages. Mens verden-2 således bidrager til verden-3 på os ved at stille information til rådighed for bevidstheden om verden-1 og –2. 

Denne 3-verdens betragtning anvender Popper til 1) at ”klargøre” forskellen mellem sin erkendelsesteori og de klassiske teorier på området, samt 2) at drage en analogi fra evolutionen til sin erkendelsesteori, nemlig at de begge udvikles ved trial-and-error i retning af bedre ”adaptation” til hhv. en økologisk niche og til sandheden. 

Endelig nævnes Poppers vision, nemlig at al udvikling – det være sig evolutionen, samfundet eller videnskaben – sker ved fejl-elimination og den derpå følgende objektive højnelse af problemniveauet. 

Den simple regel for fremskridt er kort og godt:

Our whole problem is to make the mistakes as fast as possible” (citat af J. C. Wheeler i Popper, 1963, p. vi).

- 19 -

2.9       Verden-3 og externalisering. 

            Vor stillingtagen til Poppers 3-verdens-betragtning ligger for så vidt implicit i opgavens besvarelse, idet dens afvigelser fra Poppers 3-verdens-betragtning kan opfattes som mer eller mindre konstruktive forslag til løsning af de problemer, vi har fundet i vor bestræbelser på at klargøre og systematisere visionen bag Poppers 3-verdens-betragtning (se s.16). 

Den største divergens finder vi på evolutionsteoriens område, hvor Poppers udgangspunkt er en mutationsteori baseret på ”the fittest survive” (se kritik heraf K. II s.53-55 og Appendix I s. 137-38 ). En sådan evolutionsteori antages i dag kun at have delvis gyldighed ved den ukønnede reproduktion. Følgelig må vi afvise den påpegede parallel mellem mutantbærende individers rolle i evolutionen og nye hypotesers rolle i videnskaben (se s. 15 – 16 ). 

Den væsentligste divergens vedrører dog externaliseringstankens indførelse som en slags konkurrent til verden-3. Sammenligner vi de to idéer verden-3 og externalisering, så finder vi, at verden-3 er et slags konglomerat af idéer, som med fordel kan analyseres ned til dets enkelte bestanddele. Således mener vi at kunne beskrive verden-3 som et externt og abstrakt repræsentations-system for de tre verdener. 

Af disse egenskaber er verden-3’s externe karakter næppe den væsentligste. Ifølge Eccles’s bearbejdning af 3-verdens-betragtningen, så henregnes interne hukommelsesspor til verden-3 (se s. 17, figur 6 ). 

Verden-3’s væsentligste egenskaber er formodentligt, at den er et repræsentations-system (deskriptivt system), som kan reguleres udfra sandhedskriteriet, samt at dette system er abstrakt. Derved åbnes der mulighed for at abstrahere fra de konkrete fænomener i deres fulde individualitet og i stedet afbilde (repræsentere) funktionelle og/el. strukturelle fællestræk ved fænomenerne (se K. III ).

- 20 -

Udfra denne analytiske nedbrydning af verden-3, så ser vi, at Poppers parallelisering med dyrenes artefakter (e.g. fuglereder) med verden-3 produkter ( e.g. bøger ) ikke har generel holdbarhed, men kun er knyttet til fællestrækket externalisering.  Således har dyrenes artefakter ikke nogle af verden-3’s mest betydningsfulde egenskaber, nemlig dens relativt hastige udvikling som følge af opdagelsen af de latente muligheder i verden-3. 

I forhold til verden-3 har externaliseringstanken et betydeligt enklere idé-indhold: her abstraheres simpelthen fra alle egenskaber og funktioner ved et produkt bortset fra dets beliggenhed i forhold til somaet. Den derved fremkommende dichotomi interne- vs. externe adfærdsberedskaber viser sig – vel imod forventning – ikke at være for generel. Der er tale om en differentiering, som er relevant for løsningen af mange problemer, men dog først og fremmest for:

1)     en kategorisering af evolutionens erfaringsdannelse

2)     en forståelse for muligheden af menneskets eksplosive kulturudvikling.

De pågældende løsningsforslag er fremkommet ved at kombinere externaliserings-princippet med eksisterende teorier på området – et forhold som utvivlsomt kun har været muligt takket være externaliseringstankens ukomplicerede indhold. 

Gennem den foreslåede integrering opnår vi tillige at nå fra heuristiske paralleller til systematisk integrerede forslag.

- 21 -

3.         Beslægtede teoridannelser. 

            De materielle- og mentale kulturoverleveringer indgår overalt i vor hverdag og er af vital betydning for vor orientering og vort handlingsliv. Derfor kan det ikke undre, at disse kulturoverleveringer udfra vidt forskellige synsvinkler er blevet gjort til genstand for analyser, som har ført til teoridannelser af vidt forskellig art. Blandt disse teorier indtager Poppers 3-verdens-betragtning en central stilling gennem sit forsøg på at samordne evolutionsprocessen indenfor biologi, samfundsudvikling og videnskabsteori. En kritisk gennemgang af den øvrige litteratur kunne i sig selv blive et vidtspændende projekt, men da vort primære sigte har været at føre problematikken videre på området, må gennemgangen af litteraturen med henblik på at indkredse problemsituationen begrænses til nogle få beslægtede teoridannelser. Og selv denne begrænsede gennemgang kan kun betragtes som antydninger af, hvor absolut relevante betragtninger fremføres vedrørende samspillet mellem mennesket og dets mentale- og materielle kulturoverleveringer. 

3.1       Platon’s idéverden. 

            I Platons verdensbillede indgår foruden den velkendte dualisme, krop-sjæl, tillige en idéernes verden. Denne er evig, uforanderlig og som oftest usynlig for sjælen, selvom den dog gennem en argumenterende dialog kan skimtes. 

Sammenlignet hermed er Poppers verden-3 menneskeskabt og i udvikling, hvortil rationel argumentation i høj grad bidrager. 

2.8             Hegel – den absolutte ånds evolution 

Hos Hegel finder vi en ontologi og en deraf udspringende erkendelsesteori, hvilket for så vidt er det samme, som senere tænkere har stræbt efter, som også forsøges her.

- 22 -

Men i Hegels ontologi præsenteres vi for den Absolutte Ånd, hvis evolution foregår med tidens store tænkere som medium. 

Denne ånd er absolut, bl.a. i den forstand, at materien er lig ånden ( Hegels identitets-teori ). Derved kommer Hegel udenom rationalismens og empirismens klassiske kontrovers: hvorledes sjælen opnår sand erkendelse om omverdenen. Af samme grund løber han imidlertid ind i et nyt problem: nemlig at materien kan være i modstrid med ånden ( d.v.s. tænkernes kosmologi ). ”Så meget desto værre for kendsgerningerne”, er Hegels overraskende svar. 

I det hele taget er selvmodsigelse ikke et problem for Hegel, hverken når det gælder kendsgerninger vs. teori eller teori vs. teori – tværtimod! Selvmodsigelse karakteriserer ifølge Hegel systemer i udvikling – ja, de udvikler sig netop i kraft af modsigelsen. Derfor mener Hegel, at han når videre en Kant, fordi denne kun beskæftiger sig med statiske systemer, indenfor hvilken den klassiske logik med/samt kontradiktions-princippet gælder. 

Poppers indvending mod hele dette system er ikke, at det er forkert på nogen konkret måde, men tværtimod alt for sandt, nemlig tautologisk sandt på den komplicerede måde, at det i sine forhåndsantagelser har gjort sig immun overfor kritik; dette betyder, at en rationel stillingtagen til Hegels system er umulig ( K. R. Popper, 1963, p. 324-331 ). 

Sammenlignet hermed ser vi, at Poppers verden-3 også udvikles udfra selvmodsigelse, men vel og mærket ved at korrigere herfor, når det påpeges.

 

3.3       Marx’s materialistiske udviklingsteori.           

            Hegels Absolutte Ånd og dens dialektiske udvikling gennem rivaliserende tænkere, ”materialiseres” hos Marx til klassesamfundet og dets dialektiske udvikling gennem klassekamp. 

Fællesskaber, som indfører arbejdsdeling, indfører også dermed konflikten mellem fællesinteresse og særinteresse.

- 23 -

Fællesinteressen består i selv at klare sig godt i kraft af, at fællesskabet klarer sig godt ( e.g. det fælles værn mod ydre fjender ). Særinteressen består i at bevare sin frihed ( d.v.s. undgå det trælse arbejde, som arbejdsdelingen medfører ), samt at få sin rigelige del af de indenfor fællesskabet producerede goder ( K. Marx, 1970, s. 45 og s. 115-116 ). Denne kronisk konfliktfyldte arbejdsdeling etableres såvel i familien såvel som familierne imellem, og fører til hhv. kønskamp og klassekamp, hvor de stærkeste tiltvinger sig begunstigelser såvel kvalitativt som kvantitativt m.h.t. arbejde og materielle goder. Den nødvendige undertrykkelse ( e.g. kineserkvindens sammenbundne ben og bondens stavnsbinding ) skal ifølge Marx føre til permanente oprørstilstande, som lejlighedsvis slår ud i åben opstand. 

Sådanne forhold fører ikke i sig selv til højnelse af hverken de mentale- el. de materielle kulturoverleveringer, men det kan meget let blive en følge heraf. Hvis man på den ene side tænkte sig, at de privilegerede for at sikre undertrykkelsen forbedrede deres våben, samt søgte at give deres børn og/el. repræsentanter for deres eget ”køn” en bedre uddannelse, samt på den side tænkte sig, at de undertrykte søgte at mindske sliddet ved at forbedre deres redskaber, så ville vi have en skitse til en mental- og materialistisk udvikling. 

Og en sådan udvikling i produktionsmidlerne, mener Marx, er nødvendig for en ny samfundsformations opståen, idet ”en samfundsformation aldrig går til grunde, før alle de produktivkræfter er udviklet, som den er vid nok til at rumme, og nye højere produktionsrelationer aldrig træder i stedet , før de materielle eksistensbetingelser for dem er fostret i det gamle samfunds skød” ( K. Marx, s. 165 ). ”I store omrids kan den asiatiske, den antikke, den feudale  og den moderne borgerlige produktionsmåde betegnes som progressive epoker i den økonomiske samfundsformation ( K. Marx, s. 166 ).

- 24 -

Vi ser m.a.o., at Marx’s materialistiske historieopfattelse fuldstændigt beror på, at de materielle overleveringer forbedres, thi kun herved kan højere samfundsformationer dannes. I dette forhold kunne ligge en spændende udfordring til at inddrage externaliserings-princippet med dets forædlings- og frigørelsesgevinst i forklaringen af produktionsmidlernes højnelse. Dette må vi dog her afstå fra, men udelukkes kan det ikke, at den materialistiske historie-beskrivelse, måske via externaliserings-princippet kunne knyttes nærmere til evolutionsteorien. 

Som et historisk kuriosum kunne man tilføje, at udfra den kendsgerning, at Marx ved udgivelsen af ”Das Kapital” sendte et eksemplar til Darwin med officiel tilegnelse for øje, er det nærliggende at antage, at Marx selv må have set en kontinuitet mellem ”Arternes Oprindelse” og ”Kapitalen” – hvilken må imidlertid her stå usagt. 

En af hindringerne for en sådan integration er dog doktrinet om, at al dialektisk udvikling fører til en ”indre forandring”, d.v.s. en ændring af selv grundelementerne i det udviklende system. Denne doktrin må i dag forkastes som gældende for evolutionen, idet de genetiske grundelementer, DNA og RNA, hvor for sig består af de samme 5 molekyl-enheder lige fra amøbe op til mennesket. (Dog – en Lyssenko slutter lige omvendt: så er evolutionsteorien forkert! ( J. Monod, 1971, s. 44 )). 

Et næsten ligeså ideologiladet problem vedrører interaktionen mellem den materielle verden, viden og bevidsthed i Marx’s teori. Grundet Marx’s teori for forholdet mellem sprog og bevidsthed, som nærmer sig identitets-teori [4], så når han frem til, at et folks bevidsthed stort set bliver bestemt af dem, som behersker midlerne til den åndelige produktion.

- 25 -

og da disse stort set tilhører samme klasse som de, der behersker midlerne til den materielle produktion, så konkluderer Marx, at ”i enhver epoke er den herskende klasses tanker de herskende” ( K. Marx, s. 126 ). 

Vi har med figur 7 forsøgt at afbilde Marx’s verdensopfattelse på Poppers 3-verdens-betragtning, for at kunne foretage en sammenligning. Den angivne vægtning skulle hjælpe med at anskueliggøre, at forskellen mellem Marx’s og Poppers teorier rummer såvel et psykologisk, som et etisk problem.

  

FIGUR 7

Figurerne angiver undertegnedes subjektive vægtning af de forskellige verdeners relative betydning for menneskets kulturudvikling hos hhv. Marx og Popper. Overbygningen hos Marx svarer nøje til verden-3 hos Popper, hvorimod basis hos Marx er mindre omfattende og først og fremmest er samfundets produktionsmidler, hvis tilhørsforhold bestemmer produktionsrelationerne mellem familierne. 

Det psykologiske vedrører i hvor høj grad bevidsthedens idiosynkrasi (autonomi) er en realitet, som indvirker individuelt forskelligt på verden-1 og verden-3’s produkter, eller om bevidstheden stort set blot tager form efter disse.

- 26 -

Marx indtager klart det sidste synspunkt, og herfor taler f.x. Bernstein’s undersøgelser af arbejderklassens sprog og hvorledes dets begrænsninger nedsætter de kognitive præstationer – så vidt disse undersøgelser holder. 

Heroverfor kunne man for bevidsthedslivets idiosynkrasi fremføre Freuds teori om den manifeste drøm, hvis symbolik, fortætninger og forskydninger udgør et så righoldigt og dybt personligt ”sprog”, at kun den drømmende selv har mulighed for at tyde det. 

Vi skal ikke gå nærmere ind på spørgsmålet om i hvilken grad bevidsthedslivet afhænger af de materielle- og mentale produkter, men kun påpege hvor enorm og uafklaret et psykologisk problemområde Marx her forsøger at bygge en ideologi op omkring. 

Dette fører os over til det etiske aspekt, hvor Marx udfra sin teori om, at bevidsthedslivet og teoridannelser helt er underkastet den herskende klasses interesser ikke tøver med at drage de mest vidtrækkende konsekvenser, nemlig ”at alle former og produkter af bevidsthed ikke kan opløses ved åndelig kritik...., men kun kan opløses ved den praktiske omvæltning af de reale sociale forhold, som disse ideologiske floskler er fremgået af – ikke kritikken, men revolutionen er den drivende kraft i historien, såvel som i religionen, filosofien og al anden teori” ( K. Marx, s. 122 ). 

Marx’s utvetydige desavouering af kritisk argumentation til fordel for en voldelig omvæltning sætter i dag sine tydelige spor, og er det aspekt ved Marx’s materialistiske historieopfattelse, vi med Popper finder direkte livstruende for videnskab og demokrati. Så meget desto værre, når det teoretiske grundlag herfor ikke er andet end en original, men klart yderliggående psykologisk hypotese, som der slet ikke er skabt evidens for. 

Heroverfor står de etiske konsekvenser for erkendelsen, som uddrages af Poppers 3-verdens-betragtning.

- 27 -

Ifølge denne så indvirker de materielle vilkår i meget høj grad på de problemer, som forskeren beskæftiger sig med og på de hypoteser, han opstiller, men i det omfang de materielle vilkår også indvirker på hans resultater og kritiske stillingtagen, da er der tale om en fejlkilde, som på linje med en række andre fejlkilder, med tiden vil blive afsløret ved den videnskabelige metode. 

Således kan de materielle vilkårs indvirkning på forsøgs-resultaterne aldrig blive et angreb på den videnskabelige metode,  - tværtimod, de bliver en del af dens eksistens-berettigelse! 

Men hvad vigtigere er: den videnskabelige metode, som dybest set beror på lydhørhed overfor rationel kritik, muliggør en ikke-voldelig løsning af problemerne, så længe alle parter indvilliger heri. At disse tilstande nu trues af folk, der på forhånd erklærer sig døve for kritik må i dag vurderes som et større problem for videnskaben end noget enkelt fagproblem. 

3.4       Korzybski: semantik og extensionalisering.

Korzybski og dennes elever ( især A. Papaport, G. Bateson og A. Wilden ) har interesseret sig for sprogets semantiske indhold og dets indvirkning på nervesysystemet ( bevidstheden ). 

Efter at have påvist, at et udsagn aldrig er lig virkeligheden ( ”landkortet er ikke landskabet” ), hævder Korzybski ( A. Rapaport, p. 20-21 ), at nervesystemet ikke desto mindre er yderst tilbøjeligt til at fungere som om sproget og virkeligheden var sammenfaldende størrelser. Denne, nervesystemets tilbøjelighed til ”ordmagi”, kan dog modarbejdes ved en såkaldt extensional indstilling, hvor personen søger en erkendelse af tingenes faktiske egenskaber og indbyrdes relationer. Ved denne erkendelse åbnes der mulighed for at kontrollere sproget og dermed værne sig mod direkte at blive styret af dette.

- 28 -

Vi har med figur 8 forsøgt at overføre Korzybski’s tankegang til Poppers 3-verdens-betragtning. 

 FIGUR 8

 

Korzybski påpeger ikke alene extensionaliseringens personligheds-psykologiske betydning, men tillige dets erkendelses-teoretiske værdi. Videnskab arbejder således systematisk hen imod at operationalisere sine begreber, således at hypoteser kan konfronteres med og korrigeres af de virkelige forhold (verden-1). Religion og politisk demagogi forsøger derimod at bibevare ordmagien ( d.v.s. nervesystemets automatiske forveksling af sprog med virkelighed ) ved at benytte begreber, der aldrig kan bestemmes tilstrækkeligt entydigt i forhold til virkeligheden ( A. Papaport, p. 23-24). 

2.8             Bruner’s evolutionære instrumentalisme

Med det formål at opstille en undervisningsteori, spørger Bruner: ”Hvad karakteriserer mennesket som art?” Hans svar er overordentligt repræsentativt for et længe anerkendt syn blandt antropologer ( e.g. A. L. Kroeber (1917) The Superorganic ).

- 29 -

Bruner opstiller følgende 5 karakteristika ( Bruner, p. 75 ):

1)                 redskabs-frembringelse

2)                 sprog

3)                 social organisation

4)                 opdragelsen i den forlængede barndom

5)                 menneskets behov for at forklare verden 

Disse karakteristika skulle i sig selv have skabt et selektionspres, som skulle være årsag til menneskets arts-differentiering og herunder dets tredobling af hjernevolumet. 

Ifølge Bruner ligger sprog og redskabers betydning deri, at de tilknyttes menneskets organer og bliver ”forstærkere” for disse. Dette gælder såvel på det perceptuelle-, det kognitive- , som på det motoriske plan ( Bruner, p. 25-26). 

Kulturudviklingen el. den evolutionære instrumentalisme synes at have et accelererende forløb. Til føromtalte figur 1 s. 2 knytter Bruner følgende bemærkning: 

”Det kunne virkeligt synes som om det principielt mest fremherskende træk ved redskaber og teknik er, at de giver ophav til andre yderligere avancerede redskaber i et stadigt øget tempo” ( Bruner, p. 33). 

Denne gisning hos Bruner mener vi ved introduktion og analyse af externaliserings-princippet at have givet en mere systematisk og generel biologisk redegørelse for. 

3.6             McLuhan: Bevidsthedens- og mediets form. 

Gennem en række PR-bevidste publikationer ( e.g. ”I’m the Only One Who knows What the Hell is going on” (196?), lykkedes det McLuhan at placere problemerne omkring bevidsthedslivets interaktion med vore redskaber ( = organ-extensioner = medier ) i 60’ernes kulturdebat. 

            Kernen i hans synspunkt er udtrykt i slogan’et: ”the medium is the message”. Det siger kort og godt, at folks bevidsthed tager form efter de organer ( fortrinsvist sanseorganer) som benyttes mest.

Organernes indbyrdes betydning er imidlertid ikke fastlagt én gang for alle for arten, mennesket, men kan forrykkes betydeligt fra kultur til kultur p.gr.a.

- 30 -

organ-extensioner. Således betyd f.x. bogens udbredelse efter bogtrykkerkunstens opfindelse en forskydning fra et auditivt til et visuelt domineret bevidsthedsliv. Det afgørende for bevidsthedslivet ved en ny organ-extension indførelse er (1) det organ, hvis relative betydning det styrker el. svækker ( e.g. bogen øger synets- og svækker hukommelsens betydning ), samt (2) organ-extensionens form ( e.g. bogens form er lineær og sekventiel). 

En organ-extensions fremtrængen til betyde, at bevidsthedslivets strukturering af data generelt vil tage form efter organ-extensionens form, mens det ifølge McLuhan er af fuldstændig sekundær betydning, hvilken information el. nyt handlinger, som organ-extensionen åbner op for. 

Evidensførelsen for denne interessante hypotese består i et flimmer af kulturhistoriske, skønlitterære, fagvidenskabelige ”facts”, der håndplukkes og indsættes, hvorsomhelst forfatteren trænger til et pusterum i sin profetariske virksomhed. Dette er dog i fuld overensstemmelse med hans teori.

Den traditionelle videnskabs retlinede, kontinuerlige argumentationsfølge, der munder ud i en pointe, og mange sådanne pointer i ”a point of view” – denne evidensførelse er for McLuhan typisk for den i dag antikverede visuelle data-strukturering ( M. McLuhan, (1967), p. 45). 

McLuhans egen evidensførelse derimod – bestående af ”symfoniske, tusindvinklede, fact-konglomerater” – svarer til de taktile- og auditive sansers datastrukturering, og netop vor tid er karakteriseret af en auditiv-taktil-sanseprioritering grundet TV, radio, telefon m.m.. 

Javel, men lad os da undersøge et af disse ”facts”, f.x. den ”kendsgerning” hvormed McLuhan vil vise, at kausalitet er en følge af det trykte ords lineære sekvensfølge og altså en bevidsthedsform skabt af det visuelle medium – bogen – uden nævneværdigt virkeligheds-indhold:

- 31 -

”It was Dvid Hume who, in the eighteenth century, demonstrated that there is no causality indicated in any sequence, natural or logical. The sequential is merely additive, not causative” ( McLuhan, 1964, p. 85 ). 

Ligesom Berkeley’s ”solipsistiske argumentation” ikke påviste, at den ydre verden ikke eksisterede, ligeså påviste Humes ”induktive argumentation” heller ikke, at kausalitet ikke eksisterede. Berkeley og Hume demonstrerede kun, at der ikke kunne skabes endegyldigt bevis for hhv. den ydre verdens eksistens og kausalitets-princippets gyldighed.

Med dette eksempel har vi blot villet give indtryk af den overflade af tilforladelighed, som McLuhan kører sine synspunkter igennem på.  

Tilbage står det langt alvorligere generelle problem, at rationel argumentation evt. er opstået som følge af bevidsthedslivets stærke indflydelse af skriftsprogets form, hvorefter det i dag, hvor bevidsthedslivet fortrinsvist tager form efter de auditivt-taktile medier, også bør erstattes af disse karakteristiske data-strukturering: en mosaik-agtig fact-fremstilling. 

Herimod vil vi fremføre:

1)                 Omstændighederne ved den rationelle argumentations tilblivelse vedkommer på ingen måde dens gyldighed.

2)                 Et arguments gyldighed er ganske uafhængigt af erkenderens bevidsthedsform – Jævnfør Poppers objektive erkendelses-teori s. 13-14.

3)                 Det er fuldstændigt uklart, hvorledes man skal vurdere en mosaik-agtig factfremstillings sandhedsværdi. 

Når vi trods et klart ikke-videnskabeligt islæt alligevel vil henlede opmærksomheden på McLuhans arbejde, så skyldes det, at han er noget af en pionér i sine analyser af mediernes form og betydningen heraf for bevidsthedslivets form og udvikling. Hans mange analyser er yderst stimulerende for videre arbejde med problemerne – trods, som sagt, der profeteres, hvor en procederen var at foretrække.

II KAPITEL

 

 

 

 

 

 



[1] Vi har korrigeret Bruners tabel (J. S. Bruner, p. 33) på følgende punkter: 1. primater erstattes med abemennesker. 2. Nutidsmennesket erstattes med Homo Erectus. 3. Den store istids-migration erstattes med Homo Sapiens. Yderst til højre i skemaet har vi anført E. S. Deevy’s skøn over antallet af mennesker i de forskellige tidsaldre (Dobzhansky, 1962, p. 299). Tallene er ved extrapolation tillempet Bruners tabel.

[2] En (upåagtet) undtagelse er dog computerens direkte interaktion med maskiner på basis af et program ( = verden-3) e.g. fjernstyring af en raket.

[3] Denne betragtning bygger på en argumentation analog med den, som Popper anfører imod, at der kan eksisterer historiske lovmæssigheder ( Popper, 1957,  p. v-vii).

[4] “Sproget er så gammelt som bevidstheden – sproget er den praktiske bevidsthed” ( K. Marx, s. 115 )